Det danske magasin i Spanien
Kære Læser (Marts 2023)

Velkommen til en dugfrisk udgave af La Danesa.

Vi træder nu ind i måneden der markerer forårets kommen, og de mildere temperaturer får oplevelseslysten til at blomstre hos mange. I denne udgave af magasinet byder vi på en række forslag til udflugtsmål der passer perfekt til årstiden.

En af de mange fordele ved at bo i Andalusien er, at man indenfor kort rejseafstand fra kysten kan besøge nogle af verdens mest fantastiske historiske byer som Granada, Córdoba og Sevilla. Derudover har vi fornøjelsen af at bo i nærheden af ​​de berømte hvide landsbyer eller Pueblos Blancos. Med deres maleriske, originale og lidt søvnige landsbystemning er disse pueblos en perfekt dagstur fra kysten, især når du har gæster på besøg hjemmefra, som gerne vil se lidt mere af regionen.

Du kan komme med La Danesas udsendte til den idylliske landsby, Zahara de la Sierra. Byen ligger i det nordøstlige hjørne af Cádiz-provinsen og virker nærmest som et spøgelse, hvor den åbenbarer sig på en klippe vest for hovedvejen mellem Ronda og Sevilla. Landsbyen har de takkede tinder i Sierra de Grazalema (en bjergkæde, der er på UNESCOs biosfæreliste) som en dramatisk baggrund. Samtidig har du en fantastisk udsigt over den frodige dal og det turkise vand i Embalse de Zahara-el Gastor reservoiret. Når det kommer til naturlige omgivelser, er Zahara derfor et af ​​Andalusiens smukkeste steder.

Du kan også komme med på kystens nyeste hængebro. Den mindre kendte kommune Torrenueva, kun fire km. øst for Motril, har fået en hængebro hen over en lille slugt ved den vældige klippe Peñon de Jolúcar og tilmed fået markeret en 10 km. lang rute i forbindelse med hængebroen. Det er der kommet en spændende vandretur ud af. La Danesas udsendte har prøvevandret ruten og har svært ved at få armene ned.

I 2023 modtog 289 spanske restauranter Michelin-stjerner fra den verdenskendte franske gastronomibibel. 23 er beliggende i Andalusien og otte af disse ligger i Málaga-provinsen, nærmere bestemt i byerne Marbella, Fuengirola, Ronda og Málaga. Men af ​​provinsens tusindvis af restauranter har kun to restauranter opnået to Michelin-stjerner – Skina i Marbella og Bardal i Ronda. La Danesa mødte mesterkokken Benito Gómez (46) i hans kendte restaurant Bardal til en snak om mad, restaurantdrift, Michelin-stjerner og hvad der får ham til at arbejde 18 timer i døgnet. Mød ham i profilen på side 24 i magasinet.

Du kan også møde Alex Nielsen i månedens skæve vinkel. Han har haft en masse – og tabt det hele. I dag har han nok – og har det bedre end nogensinde. En ærlig og livserfaren Alex Nielsen fortæller åbent om livets rutcheture; at smage sejrens sødme og få tørre tæsk. – At blive skilt, skabe familie og etablere en ny virksomhed.

Mød også den danske iværksætter, Eddie Christinsen, der sammen med en håndfuld medarbejdere arbejder ihærdigt på at få danske villaer frem i Sydspanien.

Han har været i byggebranchen siden han var helt ung. De sidste 13 år, som udviklingschef for supermarkedskæden ALDI i Sydspanien, kørte Eddie Christiansen Andalusien tyndt for at finde byggegrunde, få tilladelser og få opført nye supermarkeder. Da han fik chancen for at udvikle villaer på Solkysten, tøvede han ikke med at gribe den. ”Jeg har udviklet og bygget flere villaer til mig selv, som jeg udlejer i Danmark. Derfor har jeg stor tiltro til produktet og konceptet,” forklarer den danske iværksætter. Hans villaprojekt er et 100 procent dansk koncept – men tilpasset det spanske klima og livsstil. Det er ikke før set i Málaga-provinsen.

Læn dig tilbage og spænd sikkerhedsbæltet og nyd denne måneds magasin. Som altid, har vi gjort vores bedste for at give dig en god læseoplevelse.

God læsning!

https://issuu.com/norrbom/docs/la_danesa_marts_2023

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.