Det danske magasin i Spanien
Jan fandt selv vejen ud af smertehelvedet

Jan fandt selv vejen ud af smertehelvedet

Da smerterne var på sit højeste fik han ordineret 23 piller – om dagen. I dag kan Jan Skødsbæk nøjes med to piller, som kombineres med kosttilskud, lidt rygning af cannabis og brugen af sin egen smertestillende creme. ”På en skala fra ét til ti er mine smerter de sidste par år gået fra niveau ni til niveau to. Det har selvsagt givet mig en energi og en livsglæde, jeg ikke har haft siden jeg var helt ung, og som jeg ikke troede, jeg nogensinde ville få igen.” Ordene kommer fra en 48-årig patient, som i halvdelen af sit liv har døjet med sclerose. ”Lægerne fyldte mig i alt for mange år med stærk medicin. Holdningen var, der må være noget på apoteket, der er stærkt nok til at slå de her smerter ihjel. Og det er en helt forkert tankegang, mener Jan. Derfor lagde han selv hovedet i blød. Han havde fået to inspirationskilder: sin handicaphjælper, som fremstillede sig egen naturshampoo, og nogle artikler omkring cannabis.

Kosttilskud med vitaminer og mineraler.

Den smertestillende creme

Jan Skødsbæk var fascineret af cannabis og dets muligheder, men han var også overbevist om, at cannabis alene ikke var nok. Derfor skulle det kombineres med nogle olier, som trænger ind under huden og lindrer spændingerne og smerterne. ”Vi begyndte at eksperimentere hjemmefra og fik med tiden udviklet en creme, der viste sig at være effektiv mod mine nervesmerter. Jeg tænkte, at hvis den virker på mig, må den også virke på andre,” fortæller Jan, som sammen med sin hustru begyndte at omtale deres smertestillende creme på de sociale medier. ”Der kom hurtig respons, og jeg tror, det gav stor pondus, at cremen udelukkende er produceret på olier og andre ingredienser, der alle er naturprodukter – præcis som cannabis,” fortæller Mette Clement, som hurtigt fik gang i lidt stalddørssalg. ”Det var ganske lidt, for vi kunne kun fremstille en liter eller to ad gangen hjemme fra køkkenet,” erindrer Mette. Men efterspørgslen blev større og større. Det gjorde myndighedernes interesse for parrets hjemmeproduktion tilsyneladende også. I Danmark er cannabis nemlig ikke lovligt.  

Måtte ”flygte” til Spanien

Som så mange andre nordboere havde Jan Skødsbæk og Mette Clement også en drøm om at flytte sydpå. Varmen ville lindre Jans mange smerter, og da man samtidig har en helt anden holdning til Cannabis, var parret i foråret 2018 ikke længe om at få pakket kufferterne. ”I Spanien er cannabis accepteret i langt højere grad end i Danmark”, forklarer parret, som havde et brændende ønske om at få produceret og udbredt kendskabet til deres nye smertestillende creme. Gennembruddet kom, da de kort efter deres ankomst blev kontaktet af en producent i Benalmádena. ”Det er en producent, der har specialiseret sig i naturmedicin og som hurtigt fik tiltro til vores produkt,” forklarer Jan Skødsbæk. Sammen fik parterne hurtigt gang i produktionen og lige så hurtigt blev onlinesalget etableret via www.takeachoice.com. ”Den vej rundt sælger og leverer vi i dag vores produkter til hele Europa,” kommer det fra Mette, som nu omtaler produkter i flertal. Hun har nemlig udvidet sit sortiment gevaldigt. På deres portal findes i dag de tidligere omtalte kosttilskud, som Jan dagligt tager. Der findes også en række cannabisolier og sågar en rødvin tilsat lidt cannabis. Salget stiger stødt måned for måned – også til Danmark. 

Kosttilskud med vitaminer og mineraler.

Den evige Cannabis-debat

Selv om Jans smertestillende multilotion ikke længere må fremstilles i Danmark, er interessen ikke dalende – tværtimod. Cremen sælges, pakkes og sendes af sted til flere smerteprægede danskere end nogensinde. ”Det er en underlig verden, vi lever i. Der er nul tolerance overfor cannabis i vores hjemland, men det er fuldt legalt at handle og levere cannabisprodukter til danske husstande, forklarer Mette Clement, som har travlt i pakkeriet. Hun ryster på hovedet over myndighedernes attitude. ”Danmark har altid været et åbent og innovativt land, hvor der er plads til alle og plads til at gå nye veje. Men cannabis vil man ikke høre tale om,” sukker hun, mens Jan Skødsbæk følger op: ”Du kan kalde det et rusmiddel eller naturmedicin. For mig spiller det ingen rolle. Sagen er, at det virker på en lang række alvorlige lidelser som mine, og borgernes helbred og velvære må stilles højere end politiske interesser og medicinalindustriens økonomi,” fortæller sclerosepatienten, som naturligvis er lykkelig for, at Spanien har en helt anden holdning til temaet. Debatten har allerede stået på i nogle år og intet tyder på, den er tæt på en afslutning. Mere klarhed er der derimod omkring Jan og Mettes rådgivning, som de gerne deler. ”Vi elsker vores erhverv og har med tiden fået en god viden om hvilke produkter, der virker på forskellige lidelser. Vi elsker også at komme ud, at være nærværende og mødes derfor med folk for rådgivning. Af samme årsag dukker vi gerne op til foredrag,” slutter de to ihærdige danskere. 

Humøret er i top – smerterne er i bund. Jan Skødsbæk lever i dag fint med de få smerter, han endnu har. Vejen ud af smertehelvedet har været lang – og han måtte selv finde den.

Af Henrik Andersen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.