Det danske magasin i Spanien
Den skæve vinkel – Steen Broford

Den skæve vinkel - Steen Broford

Han har prøvet meget i livet – men aldrig at arrangere en rockkoncert på Solkysten. Det gør han så nu. Selveste D-A-D er på vej. Det er fire herrer med en skæv baggrund, der går på scenen den 20. maj i Marbella Arena. Det gælder også manden bag det hele – Steen Broford.

Foto Mugge Fischer

Han træner hårdt. Efter fyraften er den purunge Steen Broford fast mand i byens lokale fitnesscenter. Men han har ikke bare drømme om at blive en stærk mand. Han vil også være en stærk forretningsmand. Vi skal tilbage til midten af 80’erne, hvor fitness- og træningscentrene begynder at blomstre op i de større byer. Det var mindre, uafhængige og enkeltstående centre, som ville nyde godt af stordriftsfordele, rådgivning og et magasin, der skulle være omdrejningspunktet om livsstilen. Det havde Steen lugtet. ”Jeg var meget energisk og rejste en overgang til Los Angeles for at hente inspiration. Det var mere end blot almindeligt spændende dengang,” fortæller Steen, som ikke tøvede med at lægge fast arbejde og sine ellers velfungerende natklubkoncepter bag sig. Det var all in for fitness industrien.

Masser af succes
Alt gik godt – men hans magasin gik særligt godt. ”Workout & Fitness” blev i de bedste år solgt i 24.000 eksemplarer, som tilmed var godt spækket med annoncer. Det var gode tider for de trykte medier og for Steen, som privat havde fundet sammen med Lisser – en af tidens danske fitness-dronninger. De har nu været sammen i 32 år, men er aldrig blevet gift. ”Der er jo ingen grund til at tage forhastede beslutninger,” siger Steen med et smil. Hurtige beslutninger har han ellers taget masser af. Hans succesrige magasin blev også til succesrige fitness konkurrencer og store messer med op til 10.000 besøgende. ”Det var spændende tider. Pludselig var vi 12-13 ansatte i butikken. Vi havde travlt, men vi havde det også altid sjovt og var omgivet af en masse sjove mennesker,” fortæller Steen Broford. Det var netop i disse år han mødte og blev gode venner med Jesper Binzer – forsangeren fra D-A-D. Venskabet er intakt, men meget har ændret sig.

Lever efter 80/20 princippet

Steen Broford holder fast i sit magasin og sin træning. Det første er blevet til online magasinet fitnews.dk. Det sidste er blevet reduceret til én times træning på hverdage og lidt hygge-padel med et par venner. Han lever sundt, men ”det er i dag efter 80/20 princippet,” som han formulerer det. ”Det gør ikke spor at skeje ud engang imellem. Og jeg holder mig ikke tilbage, hvis der kommer lidt godt på tallerkenen,” fortæller Steen, som i dag nyder det gode liv – også arbejdsmæssigt. ”Jeg elsker mit arbejde, men har valgt et tempo, hvor jeg ikke mister pusten. Hver dag skal der være tid til en lang gåtur på stranden med Lisser og hundene – og tid til gode venner, som er flittige til at komme på besøg,” fortæller Steen Broford, som har levet, prøvet og rejst alt det han drømte om. En D-A-D koncert kan han dog ikke holde fingrene fra. Så kommer hans gamle ven Jesper Binzer på besøg – og snakken går. De kan ikke skrue tiden tilbage. Men de kan godt skrue lidt op for musikken.

Ti skæve til Steen

Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig?
Jeg er shippinguddannet, men kan i dag knap skrive et fragtbrev. Uddannelsen og faget er der ikke noget galt med. Jeg søgte blot hurtigt nye græsgange.

Det bedste og værste ved Costa del Sol?
Himlen er næsten altid blå og folk smiler.
Efter otte år har jeg endnu ikke fundet noget, jeg ikke synes om.

Din dårligste vane?
Jeg ryger stadig på trods af, at jeg ofte har forsøgt alt for at stoppe. Det står i klar kontrast til min øvrige livsstil.

Din bedste og dårligste handel?
Mit bedste træk nogensinde gjorde jeg i midten af 90’erne, da jeg fik TV2 overtalt til at transmittere mine fitness konkurrencer. Det skød alle mine indtægter i vejret. 
Min dårligste handel var mit køb af aktier i Roskilde Bank i midten af 00’erne.

Hvad gør dig nervøs?
Ikke alverden. Jeg har altid syntes, det er en uproduktiv størrelse, som jeg forsøger at holde fingrene fra.

Har du et godt ritual?
Jeg dedikerer 15 minutter til yoga, og 40 minutter til vægttræning, alle hverdage i det lokale fitnesscenter

Hvem kunne du godt tænke dig at drikke en øl med?
Det skulle være med Dan Turell. Jeg ville elske at høre Onkel Dannys historier fra hans egen mund.

Tror du på Gud?
Jeg er ateist. Jeg er ellers et søgende menneske, men jeg skræmmes, når nogen prædiker den endegyldige sandhed.

Har du en helt – eller et forbillede?
Nej – Jeg har haft gode mentorer og mødt mange spændende mennesker, men ingen er blevet til en helt eller et forbillede for mig.

Hvad er det vildeste, du har gjort eller prøvet i dit liv?
Da jeg, uden forberedelse, med to jægersoldater tog turen op ad Mont Blanc – Vesteuropas højeste bjerg. Aldrig i mit liv har jeg været så udmattet. I en helt anden boldgade hører dengang, en veninde fik mig med på kunstmalerkursus på en højskole.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.