På den anden side... Bliver catalanerne aldrig trætte?

Dengang var der nemlig masser af arbejde og masser af succeshistorier at fejre. Catalonien var ikke bare lokomotivet i spansk økonomi. Det var også en vigtigt vogn på Europa-toget, der vil fremad. Men det var dengang. For lidt over ti år siden begyndte det catalanske lokomotiv nemlig at køre af sporet. Resultatet er ikke blot et politisk uløseligt rod. Det er er også et splittet folk, en virksomhedsflugt og en gadevold uden sidestykke. 

Det er altid let (og hurtigt) at give politikerne skylden. Men det undrer mig, at de ellers så ambitiøse catalanere ikke er blevet trætte af situationen og siger STOP! 

På bare ti år er man nemlig gået fra at have en velstand, man målte mod det øvrige EU til i dag at stå med nogle økonomiske og sociale problemer, man tidligere kun kendte til i det ”fattige” syd. Det ses tydeligt på den tårnhøje ledighed og offentlige gæld, som strækker sig ud i alle led. Blandt andet til udvidelsen af Barcelonas metro og lokale projekter som opførelsen af ti nye store plejehjem. Begge byggerier gik nærmest i stå 2011 – og er ikke kommet i gang igen. Det var tidligere helt uhørt i Catalonien.

Omvendt går det stærkt, når der skal ”pakkes sammen”. På blot en håndfuld år har over 7.000 virksomheder enten helt forladt Catalonien eller flyttet hovedsæde. Politisk uro, juridisk usikkerhed, dårligt image og den evigt tilbagevendende debat om selvstændighed har fået sværvægtere indenfor alle sektorer til at forlade regionen – herunder de to storbanker Sabadell og La Caixa. Det forklarer, hvorfor Catalonien i dag må tage til takke med en beskeden 11. plads, blandt landets 17 regioner, på listen over bidragsyderne til landets BNP. Det er et trist syn af en region i knæ. Lige så trist er det at se det catalanske politi i knæ når de samme tusind ”demonstranter” et par gange om året, flere dage i træk, hærger gennem den catalanske hovedstad. Om anledningen er et valgresultat, en mindedag eller en dom over en politiker, en debattør eller en musiker er underordnet. Butikker, gader og stræder skal smadres – nu for et tre cifret millionbeløb over de sidste ti år. Det sker foran en passiv befolkning og et opgivende politi, der slet ikke kan mobilisere sig og er for stolte og dumstædige til at bede det spanske nationalpoliti om hjælp. Det er under al kritik.

Det samme er status på den politiske scene – for nu at blive i det pæne ordvalg.

Roden til det triste kaos skal findes tilbage i 2010, da der pludselig blev lagt politisk magt bag tanken om et selvstændigt Catalonien. Indtil da havde nationalistpartierne i flere årtier haft et godt, stærkt og holdbart samarbejde med socialistpartiet. Men nu blev nationalistpartierne pludselig lig med uafhængighedspartier med kun én klar mærkesag – og så kan hverken socialistpartiet eller andre partier være med. I et stærkt splittet Catalonien har uafhængighedspartierne, på yderste mandat, flere gange haft muligheden for at danne regering. Og det har de faktisk igen lige nu, men de tre uafhængighedspartier er enten så knaldrøde (ERC), stærkt borgerlige (Junts) eller alternative (CUP), at det kun kan gå galt. Og sådan er det også gået. På blot ti år har der været udskrevet regionalvalg hele fem gange! – Og intet tyder på ”legen” er ved at være slut. 

Det sidste tog er langtfra kørt, men det er på tide at smide nationalfølelse(r) og politik over bord. Det gamle stærke lokomotiv har brug for ny olie. De sidste ti år er det gået helt i stå og står blot og falmer. Det må da være uacceptabelt og trættende – for alle catalanere!