Det danske magasin i Spanien
Kære læser (Marts 2021)

Del

Så blev det marts. 

Coronaen løber desværre stadig med al opmærksomheden – både i medierne, hos myndighederne og blandt venner og bekendte.

Det er helt naturligt. Det er jo et spørgsmål om liv og død – eller i det mindste om at få vores gode liv tilbage. Netop spørgsmålet om liv eller død får nu en ny dimension her i Spanien: Kongressen har nemlig stemt for indførelsen af aktiv dødshjælp. Dermed følger Spanien i Hollands, Belgiens, Luxembourgs, Schweiz’ og fire amerikanske delstaters fodspor. Det er en nyhed og en debat, der havde trukket overskrifter alle steder, hvis det ikke var for Covid-19. 

I månedens artikelserie ”På den anden side” får nyheden derimod den opmærksomhed, den fortjener.

Nu skal alt ikke handle om corona, i hvert fald ikke i denne udgave af magasinet.

Der skal dystes om prestigefyldte titler, når verdensklassespillere betræder grusbanerne til AnyTech365 Andalucía Open, som er en af Andalusiens største sportsbegivenheder gennem tiderne. De sportsinteresserede er ikke i tvivl om, at denne måneds tennisturnering er en stor begivenhed, der tiltrækker nogle af de bedste tennisspillere til den spanske solkyst.  

Deltagerene tæller sportens helt store navne og blandt dem, den 17-årige danske tennisspiller Holger Rune, der har har takket ja til et wildcard.

”Jeg ser meget frem til at komme tilbage. Sidste gang var det et rigtig godt set-up, og banerne var gode. Sidste år sagde jeg, at jeg ville vinde turneringen, og det var måske lidt urealistisk på det tidspunkt. Men nu har jeg fået trænet rigtig meget op til sæsonen og har spillet lige op med dygtige spillere, som helt klart har givet mig selvtillid. Derfor føler jeg mig klart bedre rustet denne gang og tror bestemt, at jeg har en chance for at vinde turneringen”, lyder det fra en forventningsfuld Holger Rune.

Vi besøger også Brian Jøhnk i vores artikelserie ”Den skæve vinkel”. Coronakrisen har kostet ham alt, men alligevel kæmper han videre med nye planer for sin Café. Det er her, han hører til. Det er her, historierne går. I denne måned får du en historie – en skæv historie – om Brian Jøhnk.

Vi har været på besøg hos en andalusisk familie i en lille landsby i bjergene. Vi ønskede at vide mere om uddannelse i Andalusien, på landet, og om andalusiske kvinders skiftende rolle i de sidste årtier. Vi fik en snak med en lokal familie, hvor tre generationer bor under samme tag: den 85-årige bedstemor, hendes 52-årige datter og barnebarn på 19 år.

Spaniere er verdensberømte for at være langt fra punktlige. Spanien beskrives ofte som et evigt mañana-samfund, hvor alt og alle er bagud i tidsplanen. Det er klart, at der er undtagelser i sådan en national påstand, men for mange har udtrykket “at ankomme til tiden” ret fleksible grænser. Vi kendte dette generelle træk, før vi flyttede til, men det er en ting at være opmærksom på de lokale tendenser til at ankomme sent, men noget helt andet at leve med, ”más o menos” (mere eller mindre) tidsrammer.

Af denne grund besluttede vi os for at lave en lille uformel kulturundersøgelse i vores nabolag for at prøve at forstå, hvorfor spaniere eller i det mindste de sydlige spaniere aldrig dukker op til aftalt tid. Det kom der en lille sjov historie ud af.

Og så er det jo påske i slutningen af måneden. Vi giver dig nogle gode, velsmagende forslag til spanske påske-tapas. Et påskebord behøver ikke nødvendigvis at bestå af marinerede sild og Påskebryg. Det kunne lige så godt smage lidt af Spanien. Eller hvad med en kombination?

God læselyst!

MN

Af Martin Norrbom

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.