Rosinruten - la ruta de la pasa

Rosinruten er på 62 km og går igennem et smukt landskab i La Axarquía, lige øst for Málaga. Ruten starter i Moclinejo og passerer derefter byerne Almáchar, El Borge, Cútar, Comares og Totalán. Her bliver der dyrket rosiner i stor stil af den eftertragtede druesort Moscatel, og de bløde bjergsider er helt dækkede af de lave vinstokke. Vindruerne høstes i slutninen af august, hvorefter de soltørres på de såkaldte "paseras" (rosintørrepladser) i ca. 40 dage og vendes af og til. Midt i oktober er de klar til at blive pakket og solgt. De fleste rosiner sælges på hjemmemarkedet og i Portugal. Rosinruten er en meget smuk rute, som tager os med ind i Axarquías skønneste landskaber til de mest uspolerede hvide landsbyer.

Der er blevet dyrket druer af typen Moscatel i La Axarquía lige siden arabertiden, og da der er tale om en drue med stort sukkerindhold, har man i overvejende grad ladet druerne tørre til rosiner, selv om en beskeden vinproduktion også finder sted. Vinen sælges under navnet Moscatel de Málaga, og den er meget sød og kraftig med et højt alkoholindhold. Man falder nærmest om efter blot et enkelt glas. Men druen giver meget fine rosiner, og nu skal vi ud at se, hvor de dyrkes og pakkes.
Ruten starter i Moclinejo og er en rundtur. Det er vigtigt, at man tager ruten den "rigtige vej", dvs. mod uret, da man dermed får et helt fantastisk vue ud over Middelhavet fra rutens top. Man kan nemt bruge to dage på ruten for at have tid til at se det hele, og der er også "indlagt" et par vandreture og en hotelanbefaling, så der venter masser af oplevelser på rosinruten.
Vi starter med at aflægge Moclinejo et besøg. Moclinejo er en meget fin og oprindelig hvid landsby, som er ganske uspoleret. Vi går en tur i de smalle gader og slår et slag ind over pladsen, som emmer af idyl. Således opmuntrede er vi klar til at kaste os ud i rutens første vandretur, som starter på bjergkammen lige vest for Moclinejo.

Vi kører ud af Moclinejo i retning af Almáchar og efter ca. 100 m. passerer vi Bodegas Muñoz. Mellem bodegaen og kilden "Fuente el chorro", går der en vej skarpt op til venstre. Det er en ret stejl jordvej, og vi følger den helt op til toppen af bjergkammen. Her parkerer vi, for her starter vores fine vandretur på ca. 2 timer. Turen går på den gamle jordvej mellem Moclinejo og Totalán (hvor rosinruten ender), og det er en vældig vandretur, som ikke er specielt anstrengende, da den går lige ud det meste af vejen. Desuden byder turen på en fantastisk udsigt over kysten og havet, ja selve Málaga by ligger for vores fødder oppe fra stien.
Når vi har parkeret bilen, stiller vi os med ryggen til havet, og tager så vejen til venstre (lige under en elmast), som fører lidt nedad i en dal, hvor der ligger en del huse. På et tidspunkt kommer vi til et T, og herfra kan vi se det store, nyopførte solfangeranlæg, som kan forsyne 4000 husstande med el. Anlægget er opført af et tysk konsortium og er det største i Málagaprovincen. Vi går til venstre og derefter venstre om en høj. Nu følger vi blot vejen, og inden længe kan vi se Totalán. Vi går ikke ned til Totalán, men tager stien til venstre, som går ud på en bakketop med fin udsigt til Málaga, som kun ligger 12 km. borte. Efter at have beundret udsigten fra bakketoppen vender vi om og går tilbage til bilen, for vi skal jo ud og se på rosiner.
Nu kører vi til Almáchar, som kalder sig "El capital de la pasa Moscatel" (Moscatelrosinens hovedstad) og som desuden er kendt for sin Ajoblanco. Ajoblanco er en kold suppe, hvis hovedingredienser er mandler, hvidløg og vindruer. Den smager vildt godt og er meget forfriskende, om end man lugter stærkt af hvidløg bagefter . Om Ajoblanco er blevet "opfundet" i Almáchar skal jeg lade være usagt, men byen har en årlig ajoblanco konkurrence og suppen er blevet lavet her i generationer. Hvis man aldrig har smagt denne fortrinlige ret, kommer der lige en opskrift:

Ajoblanco

225 gr. mandler uden skal, 4 skiver daggammelt hvidt brød uden skorpe, 6-8 fed hvidløg, 3 spsk. god hvidvinseddike, ½ dl. olivenolie, 1 l. koldt vand, salt, halverede, udstenede grønne vindruer.

Mandlerne smuttes og lægges op i blenderen. Halvdelen af vandet hældes ved og man blender, til man har en jævn masse. Hvidløggene hakkes groft med en kniv og tilsættes sammen med brød, olie, eddike, salt og resten af vandet. Nu blender man igen, indtil man har en glat suppe, som hverken er for tynd eller for tyk. Smag til. Suppen sættes i køleskabet, hvor den skal stå mindst 2 timer, inden den serveres med de udstenede vindruer.

I Almáchar finder man også et rosinmuseum – følg blot skiltene mod El museo de la Pasa. Museet ligger i El casco antiguo, og det viser, hvordan et hjem i byen så ud i fordums tider. Her ser man det hyggelige køkken samt soveværelset ovenpå. Der er også udstillet en del redskaber til vindrue / rosin produktion, der vises en video og damerne viser gerne rundt og fortæller. Museet er åbent lørdag og søndag fra 11.00 til 14.00.
Ved indkørslen til byen finder man på venstre hånd et rosinpakkeri, hvor de sælger rosiner i gaveæsker for 7 € for et kilo. Da vi kom forbi midt i oktober, var rosinsorteringen i fuld gang, og der er udviklet specielle maskiner, som sorterer rosinerne efter størrelse. Vi købte naturligvis en rosingaveæske, og skulle nu smage på de berømte frugter.
Men nu melder spørgsmålet sig: hvordan spiser man en rosin? Tja, det burde sige sig selv, men disse rosiner er jo kæmpestore og har sten, så jeg blev helt til grin, da jeg begyndte at pille stenene ud. Nej, nej, siger min gemal. Du skal knase kernerne med kindtænderne. Noget modvillig gør jeg så det, og må indrømme, at det er den rigtige måde. Når den friske smag fra kernerne blander sig med det søde rosinkød, går det hele op i en højere enhed, og så må rosiner fra Californien skamfulde gå hjem og lægge sig. En rigtig rosin kommer fra en Moscateldrue, der har vokset på Rosinruten, og den har sten i. Sådan.
Nu går turen videre til El Borge, som er endnu en perle af en hvid landsby. Parkér bilen i byens øvre del, gå ned til pladsen og indånd atmosfæren. For enden af pladsen går en trappe ned til byens hotel: Posada del Bandolero. Dette charmerende "temahotel" ligger i det hus, hvor den berømte og berygtede bandit Luis Muñoz García (senere kendt som el bizco de El Borge) blev født i 1837. Kommunen har brugt en masse penge på at indrette hotellet, og det fungerer også som museum. Hotellet har 6 værelser, og et dobbeltværelse koster 35 eller 40 € afhængigt af, om man vil have en eller to senge. Se www.posadadelbandolero.com
Den næste by på ruten er Cútar, som smyger sig ned af en bjergside. Cútar vender "ansigtet" mod nord, og fra byens øverst del har man et fantastisk vue ud over La Sierra de Alhama og "el boquete" ("åbningen") ved Ventas de Zafaraya og det foranliggende dalstrøg. Byen har fine stejle gader og en kilde, der stammer helt fra arabertiden. Kommunen promoverer byen under navnet "La fuente del paraiso" (paradiskilden), men det ser nu ikke ud til, at det har trukket ret megen turisme til, for byen virker helt uspoleret og oprindelig. Lige ovenfor byen, på venstre hånd, når man står med ryggen til busstoppestedet, starter der en fin lille vandretur, som tager én med op på bjergkammen mellem Cútar og El Borge. Man skal gå opad et par hundrede meter og så tage vejen til højre, som fører op på kammen. Herfra kan man se hele Axarquía og lidt til.
Mod nord kan vi se rutens næste stop, Comares, som balancerer på en bjergtop. Comares er en enestående by, hvis begyndelse fortaber sig i historiens tåger, men det er araberne, som har sat det største præg på byen. Byen blev anlagt som et fæstningsværk, og man bør ikke snyde sig selv for en tur i de smalle gader. En udførlig beskrivelse af Comares og dens seværdigheder blev bragt i La Danesa i oktober 2008.
Nu har vi nået rutens nordligst punkt, og turen går videre mod Totalán ad MA 3111. På vejen passerer vi en lille landsby ved navn Mazmullar. Her er der et skilt, som viser op mod La Mesa de Mazmullar, og vi kan ikke dy os for at se, hvad der gemmer sig her. Altså må vi stille bilen og kravle op på La Mesa, først ad en cementvej, så ad en jordvej og til sidst ad en ældgammel sti. Skilte med "La Mesa" viser vej. Der er nok ca. 150 højdemeter at overvinde, så vi må standse og puste et par gange. Til gengæld er udsigten helt fantastisk. Oppe på mesa’en lå der i fjerne tider lå et vigtigt forsvarsanlæg med tilhørende by. Man mener, at det stammer fra det 9. eller 10. århundrede. Der er tale om et betydeligt arkæologisk fund, men i dag er der ikke ret meget andet end nogle murbrokker at se. Alligevel er det et spændende sted, hvor vi har mulighed for at træde lige ind i historien og fornemme dens vingesus. Sig ikke, at rosinruten ikke byder på afveksling.

På vejen tilbage mod kysten kører vi over passet ved Santopitar, rutens højeste punkt med sine 1020 m.o.h. Heroppe ligger hele Middelhavet og kysten for vores fødder, og det er i sandhed en oplevelse at se det hele heroppe fra. Vi havde klart vejr, så vi kunne se hele perlerækken af bjerge i Marokko – et fortryllende syn. Få kilometer efter passet deler vejen sig, og vi tager vejen til venstre (ikke mod Venta de Galwey) – der er ikke noget skilt. Denne vej fører os forbi byen Olías og ned til Totalán, hvor ruten slutter.
Totalán var, ligesom de andre byer på ruten, en vigtig arabisk by, og her fandt et drabeligt slag sted mellem araberne og de kristne i 1483. Araberne, under ledelse af "El Zagal", den modige, vandt slaget og 2000 kristne mænd omkom eller blev taget til fange. Totalán ligger på en landtunge mellem to flodlejer, og har dermed en meget interessant beliggenhed. Byens navn menes at stamme fra det arabiske ord for kage, for her lå der adskillige gårde, hvor man producerede kager af områdets vigtigste produkter: mandler og rosiner. Og med et besøg i denne kageby (desværre var der ikke skyggen af en kage tilbage) som rosinen i pølseenden er vi nået til vejs ende på Rosinruten.