Turen går til Zuheros

Hacienda Minerva, Via Verde, La Cueva de los Murciélagos y el Cañon del Bailón – en imponerende landsby fra arabertiden, et nyrestaureret herresæde, en nedlagt jernbane, en dyb, uhyggelig hule og en vild kløft- det bliver ikke bedre!

Alle disse herligheder befinder sig lige syd for Baena i Córdoba provinsen, lige i hjertet af Parque Natural Sierras Subbéticas – endnu en af Spaniens mange skønne nationalparker. Zuheros er en fin gammel arabisk by, som stadig er ret ukendt, og som måske derfor er målet, når de udenlandske fodboldspillere fra Real Madrid skal ud og se det "ægte" Spanien. Byen har både en gammel borg, et arkæologisk museum og et hjemstavns museum. Hacienda Minerva er et ombygget herresæde fra 1800 tallet, som i dag er et skønt hotel med gourmet restaurant og arabiske bade. Den nedlagte jernbane fra "el tren del aceite" løber lige forbi hotellet og er i dag en del af Spanien netværk af Vias Verdes – veje uden motoriseret trafik. Her kan man vandre og cykle gennem det skønne landskab. I La Cueva de los Murciélagos boede der mennesker for 8000 år siden og i dag kan man se hulemalerier og drypsten for alle pengene på en spændende guided tur. Endelig fører en sti ned i den vilde kløft El Cañon del Bailón lige bagved Zuheros, så her er et udflugtsmål, der vil noget!

Der findes hoteller, hvor man bare vil tjene penge, og så findes der hoteller som Hacienda Minerva, hvor man vil gøre en forskel for sine kunder og give dem en oplevelse ud over bare det at overnatte. I 2004 købte et nystiftet selskab bestående af lutter ildsjæle det nedlagte herresæde Minerva, som i 1800 tallet var bolig for den belæste og kultiverede Fernandez- Guerra familie. Faderen var litteratur professor og forfatter, og han havde i midten af 1800 tallet et af de største biblioteker i hele Andalucien med over 20.000 bind. Udover at haciendaen var bolig for familien, var den også en arbejdende olivenmølle med en betragtelig olieproduktion. Det hele lå tæt sammen som en miniby med gader, passager og pladser, og måske var det charmen i denne lille "pakke" der fik de entusiastiske mennesker bagved selskabet til at kaste sig ud i det unægteligt store projekt at lave herligheden om til et hotel. Nu er det næsten færdigt – da vi var der kunne man kun leje suiter (dobbeltværelserne var ikke klar endnu), men til gengæld var resten smukt færdiglavet, de arabiske bade var lige på nippet til at åbne og den fine gourmetrestaurant var fuldt oppe at køre.
Jeg tabte mit hjerte dér, så hvis man lige har noget særligt man skal fejre, så gå ind på www.haciendaminerva.com og reservér. Der var en stemning af tidligere tiders kultur, af glæden ved skønhed og kvalitet, af lyst til at betjene sine gæster på den bedst tænkelige måde, men også af ydmyghed overfor stedet og opgaven. Et sjældent mix af oprigtighed, charme og kvalitet – ikke noget med fisefornemhed. Det var bare godt. Og smukt. Det gamle bibliotek eksisterer stadig, selv om det i dag "kun" rummer ca. 5000 bind og står til fri afbenyttelse for hotellets gæster. Indtil dobbeltværelserne er klar, lejes suiterne ud til dobbeltværelsespris, så vi følte at de 90 euro vi gav for suite med morgenmad var mere end godt givet ud. Dertil kom, at vi fik gratis cykler med i prisen. Ud over det får men ved reservationen tilsendt en "infopakke" pr. email, hvor man kan læse om alle de ting, som området byder på.
Det første vi gør, efter at vi er blevet indlogeret i vores suite, er at kaste os ud i en cykletur på den nedlagte jernbane, som løber lige forbi haciendaen. Denne strækning er den del af de spanske Vias Verdes, se www.viasverdes.com veje til fod- og cyklefolket (også for kørestole og heste), hvor motoriseret trafik er bandlyst. Her er der er tale om den strækning, hvor "el tren del aceite" løb i forrige århundrede. Strækninger er på 56 km, og går fra lidt uden for Jaen til lidt før byen Puente Genil. Næsten hele strækningen er ret flad, så det er et ideelt sted for en lille rask cykletur.

Vi kaster os ufortrødent ud i opgaven og cykler mod øst i retning af Luque. Vejret er smukt og solrigt og vejen er uden bakker, så det går godt en vis tid. Efter en times cykling kan vi godt mærke, at det er længe siden, vi sidst sad i sadlen. Ved La Estación de Luque, hvor stationsbygningen i dag fungerer som en livlig restaurant med en stor souvenirforretning, kan vores bagdele ikke klare mere, og vi må vende om efter sølle 8 km. Men det var på høje tid, for det volder os et vist besvær at holde bagen i sadlen på tilbagevejen, og det er med tyndslidte bagdele at vi stiller cyklerne fra os henne på hotellet. Men pyt, vi tager et lille hvil i suiten og må efterfølgende haste afsted for at nå vores reservation til den guidede tur i La Cueva de los Murciélagos. Sidste tur er kl. 17.30 og den har vi bestilt tid til.
La Cueva de los Murciélagos (flagermushulen) ligger højt oppe bagved Zuheros, og man skal beregne mindst 40 minutter fra hotellet, for hvis man kommer for sent, kommer man ikke med, og parkeringspladsen ved La Cueva ligger små 10 minutters gang fra hulens indgang. Se www.cuevadelosmurcielagos.com hvor man kan se flotte fotos fra hulen og få al mulig information, også om hvordan man reserverer plads, hvilket kan gøres pr. email.
Det er en interessant rundvisningstur, men den indebærer massevis af trapper og højdemeter, da hulen er mere vertikal end horisontal. Man har fundet spor af mennesker her fra yngre stenalder (den såkaldte neolitiske periode for ca. 8000 år siden), og man kan stadig se deres hulemalerier. Også under borgerkrigen blev hulen brugt som tilflugtssted for republikanerne, så der er masser af historie og en helt speciel uhyggelig stemning i hulen. Flagermus så vi dog ingen af. Rundvisningen tager lidt over en time og koster ca. 5 € pr. mand, og da vi kom ud i det fri igen, var det blevet mørkt – desværre, for hulen ligger højt med en fantastisk udsigt over landskabet.
Nu kan vi se frem til aftensmad i den fine restaurant på Hacienda Minerva. Kokken er til at tale med, så hvis man har specielle menuønsker, er det ikke noget problem f.eks. at få vegetarmad. Priserne er rimelige på både mad og vin, og vi sidder hyggeligt ved et rundt bord med vores egen elektriske "kulfad" nedenunder, for det er koldt i området i november. Maden er supergod, vinen er fortrinlig og betjeningen er uhyre venlig og opmærksom – hvad mere kan man forlange?
Næste morgen får vi morgenmad i baren – café con leche y pan con aceite. Det er jo ikke for ingenting at vi befinder os i hjertet af Andaluciens olivenproduktion, så olien flyder ind over ethvert stykke brød. Uhm!
Nu skal vi ind og se på Zuheros, som har ligget der og lokket med sit imponerende tårn ovenpå en stejl klippe, mens vi cyklede på stien nedenfor. Borgtårnet ser helt imponerende ud, ja faktisk har vi aldrig set noget lignende. Nu skal vi ind og se det, men det indebærer, at man køber billet til det arkæologiske museum, som ligger lige overfor borgen. Et besøg i borgen er en del af et besøg på museet. Men det er fint, for der er interessante ting på museet – ting som man har fundet i hulen, som vi besøgte i går -altså ting fra yngre stenalder, men også ting fra både romerne og araberne. Fra borgtårnet kan man kigge lige lukt ind i den forjættende Cañon del Bailón – den vilde kløft som Zuheros ligger ved. Vi kan dårligt vente.

Men inden vi skal vandre i kløften, skal vi lige se det andet fine museum i Zuheros: hjemstavnsmuseet. Det ligger øverst oppe i byen, i en ombygget skole, og det er et af de fineste hjemstavnsmuseer, jeg har set i Spanien. Der er interiører fra gamle hjem, fra et apotek, fra et kontor, fra et trykkeri, gamle landbrugsredskaber og en masse andre fine ting. Også her har der stået en ildsjæl bag.
Vandreturen i El Cañon del Bailon er en rundtur på 4,7 km – det tager i princippet små to timer. Turen starter ved Área recreativa Las Cruces, som ligger på vejen op mod La Cueva de los Murciélagos. Der er tale om en af de mest spændende ture i hele nationalparken, idet den byder på en voldsom natur. Men AK og VE, også på denne søndag i november viser naturen sig fra sin dramatiske side, og nu vælter det ned med regn. Vi kan ikke se en pind, og man kan ikke vandre her i det glatte føre med både paraply og de helt nødvendige stave. Så drivvåde og beskæmmede må vi vende om. Men pyt – vi vender bare frygteligt tilbage, for vi skal jo prøve de nye dobbeltværelser og de arabiske bade henne på Hacienda Minerva. For ikke at tale om en vandretur på 5 timer fra El Picacho de Cabra til Minerva. Luque skal vi også se, så vi må tilbage til området syd for Baena.