Det danske magasin i Spanien
Glamping – en ny form for camping
Glamping 1
 
At vågne op, åbne døren og tage en dyb indånding af frisk, ren luft, mens udsigten byder på storslået natur og fuglefløjt er noget, campister har nydt i årevis. En ny generation af naturelskere har fundet en ny måde at campere på.
Ser du Andalusien fra fugleperspektiv, vil der i de mest ufremkommelige egne ligge små, lyse toppe i det grønne landskab. Det er telte, mongolske jurter eller tipier, der er midlertidige hjem for dem, der glamperer. Ikke camperer, men glamperer. Glamping, der er en kombination af ordene camping og glamorous, har vundet stor fremgang indenfor rejseverdenen de sidste år. Trenden er muligvis opstået på baggrund af offentlighedens kig ind i de kendtes verden, hvor en tur på festival ikke er lig med papirtyndt liggeunderlag og makrel på dåse. Det siges i hvert fald, at det var supermodellen Kate Moss’ måde at tage på musikfestivalen Glastonbury med luksustelt, der startede glamping i Storbritannien.
Udover de kendtes camping-vaner kan andre faktorer også have haft en effekt på glampings popularitet. I 2009 skrev Mark Penn, amerikansk statistiker og forfatter, en klumme for Wall Street Journal med fokus på glamping. Han definerede den som en mikrotrend, der havde fået vind i de amerikanske sejl på grund af landets dårlige økonomiske forfatning. Mange, der tidligere ville være taget udenlands på ferie, var nødt til at finde et billigere alternativ. Denne faktor i glamping ser Louise Byg Kongsholm, direktør for trendforskningsinstituttet Pej Gruppen, også:
“Det er en kriseadfærd, hvor forbrugerne holder igen og ikke bruger mange tusinde kroner på at rejse. Men på samme tid er rejser og familieferier det sidste, vi skærer væk,” siger hun.
 
Andalusien – perfekt til glamping
Både i Frankrig, Storbritannien, Italien og Spanien er der mulighed for at prøve denne nye form for camping. I Andalusien er der vidt forskellige måder at glampere på, fra Airstream-campingvogn med eget boblebad og barbecue til mongolske jurter med solopvarmet bad og økologiske måltider. Regionen er populær for glampister og Claire Anthony, der ejer Wild Sierra Glamping sammen med sin mand Andrew Tucker, forklarer hvorfor:
“Det varme vejr der gør, at du kan sove under teltdug det meste af året og sæsonernes forudsigelighed er et plus.”
Wild Sierra Glamping ligger i La Taha, i Las Alpujarras. Der er en kilometer til den nærmeste “rigtige” vej, og derfor skal alt – også gæsterne – transporteres med ponykraft. Claire Anthony og Andrew Tucker har altid været campister og boede i en tipi, mens de studerede, så at have deres eget glampingsted virkede naturligt.
“Da vi slog os ned i Sierra Nevada, i en skjult vildmark, var det et perfekte sted til at skabe, hvad vi synes, en glamping-oplevelse skal være,” fortæller hun.
 
Er glamping virkelig camping?
Glamping kan dække over mange ting. Campingpladser i Frankrig, Spanien og Italien er også med på trenden og udlejer fuldt udstyrede telte med adgang til pools, barer og underholdning. For ejerne af Wild Sierra Glamping er dette ikke, hvad glamping betyder.
“For os handler det om nærheden til naturen, noget man ikke kan få, når man er bag stenmure. “Glam” i glamping er for os de essentielle, komfortable ting, man har i sit hjem – en seng med sengetøj, et varmt bad og et sted, hvor man kan lave et ordentligt måltid. Men vi føler også, at det er vigtigt at bibeholde det romantiske i campingoplevelsen og ikke have for mange “unaturlige” distraktioner,” forklarer Claire Anthony.
Der eksisterer en kamp på internettet mellem de traditionelle campister, der mener, at glamping er for luksusdyr og tøsedrenge, og glampisterne, der mener, det er den bedste måde at opleve naturen på. Generelt er forbrugerne blevet mere krævende, i forhold til hvad et ferieophold skal byde på.
“Vi er blevet ekstremt magelige, og har svært ved at acceptere at skulle sove i den rå natur. Der er også færre unge, der rejser på interrail, nu skal de sove på hotel, og de har deres iPhones med. Men når vi har været igennem en krise, er der også behov for noget, der er mere roligt, og som har fokus på naturen,” siger Louise Byg Kongsholm.
 
Tilbage til naturen
Claire Anthony og Andrew Tucker har også naturen for øje. Elektriciteten kommer fra solens stråler, de opdrætter høns, ænder og kaniner og dyrker deres egne grøntsager. Udover at sørge for at alt er i orden for Wild Sierra Glampings gæster, arbejder hun som aromaterapeut og han som arborist (uddannet med speciale i træer og deres sygdomme, red.). De håber, at Wild Sierra Glamping kan være en del af bevægelsen hen mod en turisme, der har en lav grad af indflydelse på naturen og miljøet.
“Vi vil gerne kunne tilbyde vores gæster et sted, hvor de virkelig kan slappe af, komme tilbage til naturen og få nogle simple, dybtgående oplevelser, der kan være svære at få i den travle hverdag,” fortæller Claire Anthony.
Adspurgt om hun tror, at glamping blot er tidens trend, en trend der snart dør ud, svarer hun:
“Det er kommet for at blive. Der er noget meget primalt over at sove under en teltdug. Vi har gjort det i tusindvis af år, så jeg tvivler på, vi nogensinde kommer helt af med vores hang til det.”
 
Begyndelsen:
Det er svært at sige, hvornår glamping-trenden startede, men allerede tilbage i 2009 begyndte udenlandske medier at skrive om trenden.
 
I Andalusien:
Der er lidt over 20 steder, der tilbyder glamping i Andalusien og omegn. Derudover er der et væld af steder, der udlejer tipier og forskellige former for campingvogne.
 
Hvis du vil prøve glamping:
Der er flere hjemmesider, hvor du kan finde steder at tage på glamping. Begynd evt. med disse:
www.goglamping.net – her kan du se glampingsteder fra hele verden, og se deres egne hjemmesider for kontaktoplysninger.
www.glampinghub.com – denne side formidler selv kontakten til glampingsteder i alle verdensdele.
www.canopyandstars.co.uk/ – skabt af en erfaren rejse-guide-forfatter og hans søn. Det er deres anbefalede glampingsteder, du finder på denne side.
 
Du kan også finde mange hjemmesider, der giver dig en guide til gør-det-selv-glamping, fx denne:
 
Af Lisa Nordbo Fiil, lisa@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.