Galiciens keltiske kulturarv - Et møde med keltere ved et tåget bjergpas

Vi har kort forinden forladt provinsen León, er kørt opad i bjergene Sierra de Ancares og ind i provinsen Lugo i Galicien, den så mytiske landsdel på toppen af Portugal.

 

Vi befinder os nu i den yderst usædvanlige landsby O Cebreiro, der ligger ved bjergpasset, der hvor det snart begynder at gå nedad imod vest. Vi er kørt parallelt med pilgrimsruten, den franske af slagsen, selvom det endnu er uafklaret, om vores mål som de mange pilgrimmes er Santiago de Compostela, da vi disse dage er vandrere udi bjergluft og en søgen efter spor af en befolkningsgruppe, der fandtes her før apostlen Jakob.
“Her er tåget mindst ni ud af ti dage,” svarer samme kaffemager på vores uudtalte spørgsmål om den tætte tågebanke, der omgiver det lille samfund. Han må få spørgsmålet mange gange. Måske fra briter, der kommer forbi for at opleve den kulde, som i forbindelse med den spanske uafhængighedskrig i begyndelsen af 1800-tallet tog livet af flere hundrede af deres landsmænd her i det sydlige så barske klima.
Kalksten og tag af skifer er grundelementerne i caféen, som det er i flere af byens bygninger. Det gælder også den nuværende kirke, hvis præromanske forgænger Dronning Isabella, den ene af katolske monarker, besøgte på grund af et mirakel, hvori Gud skulle have konverteret brød til kød og vin til blod for at sætte en skræk i livet på en ikke alt for troende præst. Således var O Cebreiro sikret en plads i historiebogen. Pladsen har den også grundet de andre bygninger, de noget ældre og sært ovale eller runde stenhuse med langhåret stråtag, de der kaldes pallozas. I én af O Cebreiros er der indrettet et etnografisk museum, hvormed man kan komme tættere på kelterne.

 

Fra fordums tider
Pallozas er genopførte, men håndgribelige vidnesbyrd om et samfund før romerne, da denne bygningsform stammer fra de keltere, som vi her finder de første spor efter.
Keltere forbindes jo oftest med Skotland, Irland, Wales og Frankrig – og i øvrigt boede også Asterix og flere af tegneseriefigurerne, der jo var gallere, i pallozas.
Men kelterne har altså i lige så høj grad sat deres præg på det nordvestlige Spanien, specielt Galicien.
Ifølge gamle græske historieskrivere, som Herodot og Plinius den Ældre, boede der en række stammer i områderne, der havde en beslægtet kultur, tilsyneladende keltisk. Selv den spanske regions navn lader til at have forbindelse med kelterne, da det har rødder i det latinske Gallaecia, som er forbundet med navnet på én af de først kendte keltiske stammer, om hvem det hedder sig, at de boede ‘på den anden side af floden Duero’, på latin Gallaeci eller Callaeci.

 

 

Til Centraleuropa
Vi skruer tiden endnu et stykke tilbage, til omkring årene 900 til 700 f.Kr. Det er på den tid, at vi finder kelterne som et folkeslag i det, som i dag er Østfrankrig, Sydtyskland og Østrig. De opretter de første egentlige bystater nord for Alperne. De har en egenartet kultur, de fremstiller kunst som smykker i guld og bronze, de tilvirker våben, statuer og brugskunst, ofte rigt ornamenteret med geometriske mønstre, fantasifulde dyr eller udtryksfulde ansigter.
Nyere forskning, bl.a. foretaget af italieneren Francesco Benozzo, peger dog på, at den keltiske civilisation slet ikke udbredes fra Centraleuropa, men netop fra Galicien. Han begrunder sin påstand med, at de mange stendysser af keltisk oprindelse ved den spanske atlanterhavskyst er langt ældre end dem, man finder på De Britiske Øer.
Men hvis vi holder os til den mere gængse teori, spredes deres kultur fra Centraleuropa til store dele af den kendte verden i forbindelse med folkevandringer og almindelig påvirkning, altså en tidlig form for globalisering. Men også i forbindelse invasioner, og de har senere hen sammenstød med blandt andre romerne.
Kelterne finder også vej til Den Iberiske Halvø. Her bor i forvejen det oprindelige folk, det vi kender som ibererne. De opholder sig mestendels i de sydlige og østlige egne, hvor de allerede har haft besøg af fønikerne, og nu er det altså kelterne, som banker på døren ved Pyrenæerne. På et tidspunkt i historien støder de to folkeslag sammen et eller andet sted på halvøen.
Hvad sker der så? Det præcise svar ligger hen i Galiciens tåge.

 

Keltere og castros
Det formodes, at de bekriger hinanden et ukendt antal år for derefter at omgås mere fredeligt. Efterhånden udviskes begge folkeslags karakteristika, og der opstår et tredje folkeslag, det vi kender som keltibererne, hvis sprog kaldes keltiberisk.
Her trives et sammentømret samfund med byer i stil med dem, som kelterne grundlagde i deres formodede hjemegne. De kaldte dem oppida, mens de her med tiden er kommet til at hedde castros.
Der findes flere ruiner af dem i Galicien, også i Asturien, i provinsen León og i det nordlige Portugal.

 

 

Et afsluttet kapitel
Et par århundreder f.Kr. ankommer som bekendt romerne, der ændrer det kendte verdensbillede, inklusive det i Nordspanien.
Det er slut med kelterne, med ibererne og med keltibererne, og der sættes snart et punktum for deres sprog. De sidste galiciere, som talte keltisk, skulle have levet i 1400-tallet, mens det eneste spanske sprog, der har undgået de latinske, lingvistiske tentakler, er baskisk.
Her i O Cebreiro har caféindehaverens nærmeste forfædre haft meget lidt tilfælles med kelterne og deres kultur.
“Næppe,” svarer han på vores denne gang udtalte spørgsmål.

 

Dagens keltiske Galicien
Denne forsvundne forbindelse ønsker mange galiciere at genfinde. De har i flere år, officielt siden genindførelsen af demokratiet, da den slags igen blev lovligt, arbejdet på at rehabilitere den sparsomme, tilbageværende keltiske kulturarv.
Det er den samme søgning efter en egen identitet, der ses i de mere larmende regioner som Catalonien og Baskerlandet. Også galicierne betegnes i den spanske grundlov som en ‘historisk nationalitet’. Men de er rolige gemytter, noget de måske har i generne fra kelterne, og de har en anderledes fredelig tilgang til tingene. Her handler det mere om kultur end om politik, der normalt begrænses til det galiciske anno 2015, hvilket er forfriskende i den ellers altid så hæsblæsende debat om regionernes selvstændighed eller, om man vil, mangel på samme.
Kunsthåndværk og smykker med keltiske symboler fremstilles af ihærdige folk, og keltisk musik fra Galicien, ofte spillet på sækkepibe, vinder indpas, også uden for Spanien.
“I skal til Santiago for at finde sækkepiber,” siger cafémanden.
Nyere sækkepibeforskning sætter imidlertid spørgsmålstegn ved, om disse blæseinstrumenter har keltiske rødder, hvilket man ellers i mange år har ment. Uanset hvad sandheden måtte være, dirigerer hans ord os alligevel over det tågede og vindblæste bjergpas ved Alto de San Roque i godt 1.200 meters højde og i retning af Santiago de Compostela, hvor man altid kan høre sækkepiberne hive efter vejret og i det mindste påminde om Galiciens keltiske rødder.