Vild i varmen

– en smuk og vild rute mellem de to skønne strande: Cañuelo og Cantarriján

De to strande ligger på begge sider af grænsen mellem Málaga og Granada provinsen: Cañuelo i Málaga og Cantarriján i Granada. Grænsen markeres af bækken: Arroyo de Cantarriján, og det er op ad dette lille bæk-leje vores vandretur tager os. Bækken har lavet et stort gravearbejde, så turen op til hovedvejen er pænt udfordrende, men den klares fint med gode vandrestøvler og stave. Nedturen til Cañuelo stranden er nem og dejlig, men vi bliver igen udfordrede når vi skal op igen på vej tilbage mod Cantarriján. Tag med på denne flotte vandretur, hvor vi både kan møde bjerggeder og se delfiner boltre sig i havet. På Cantarriján stranden kan man bade nøgen i de blå bølger og få sin sult stillet på de to chiringuitos (strandbeverdinger). Også på Cañuelo er der to chiringuitos. Dette er en tur, man aldrig glemmer.

Man finder hen til Cantarriján stranden ved at køre ad N 340 fra Nerja imod La Herradura. Lige inden tunellen ved Cerro Gordo ser man et skilt på højre hånd, hvor der står: Playa de Cantarriján. Her kører man ind og følger den lille, snoede vej ned til stranden. Her ligger der en stor P-plads, som man kan benytte. Om sommeren er tilstrømningen så stor, at vejen er spærret, så der kører en shuttle bus fra hovedvejen ned til stranden. Den må man så tage, men det ændrer ikke på vandreturen. Ruten er på 6 km. med ca. 200 højdemeter og den tager ca. 3 timer.

Vi starter simpelt hen nede i flodlejet i den vestre ende af Cantarriján stranden og går opad i selve flodlejet. Der ligger en del store klippestykker, som vi må klatre udenom, så turen er ikke for gangbesværede. Det meste af tiden går det bare jævnt opad uden problemer. Af og til er rørplanter vokset ud over stien, og så må vi dukke nakken. På et tidspunkt kommer vi til en slags tunnel af rørplanter, og her ser vi en sti på venstre hånd. Herfra kan man ikke længere gå i flodlejet, for her har bækken gravet en dyb rende, som er helt ufremkommelig. Så må vi pænt fatte stavene og gå op ad den sti, der kravler op ad bjergsiden. Vi følger nu blot denne sti, som et par steder fører forbi nogle elmaster. I det hele taget skal vi blot følge elledningerne, hvis vi er i tvivl. Inden længe står vi oppe på et skønt fladt jordstykke med frugttræer. Her ser vi en grøn vandbeholder ovre til højre, som vi blot går hen imod. Herfra følger vi blot en fin, bred sti der stiger mildt og vi har udsigt til motorvejen, der svæver over landskabet ret fremme. Stien drejer mod venstre og vi følger den blot opad. Snart står vi ved en mægtig låge, der spærrer vejen, men vi kravler blot over vejværnet, og nu er vi ude ved rundkørslen på N 340, hvorfra en vej går op til venstre til P-pladsen ved Cañuelo.

Lige efter P-pladsen ser vi et skilt med: Sendero: Bajada al Cañuelo (sti der går ned til C). Vi følger stien og skiltene, og det er en fin, nem tur ned til stranden. Det første vi møder på stranden er en chringuito, men i dag har vi mad med, så vi finder et skyggefuldt sted på stranden, hvor vi spiser.

Nu går vi hen imod strandens østlige ende, og lige før en stor klippe, der står og skvulper i vandkanten, går vores sti op til venstre. Her må jeg lige advare: stien er meget stejl og ikke for folk med svage nerver (jeg sagde jo, at man skal være vild i varmen). Men stien har den fordel, at selv om den er stejl, så er den let at få fodfæste på. Men husk stave og hav for Guds skyld solide vandrestøvler på.

Men snart er vi oppe på et plateau, og nu går det mere eller mindre lige ud. Stien er smal og der er langt ned. Husk hele tiden at følge den tydeligste sti. Gør man ikke det, kan man komme ud i noget snavs.

Nede til højre ser vi en lille halvø med et par ruiner. Det har engang været et hus for Guardia Civil, der holdt øje med denne kyststrækning. Men det er meget længe siden, og ruinerne er tilgroede og sammenfaldne. Det er et spøjst sted, og er man meget vild i varmen kan man tage et smut derned.

Det gør vi dog ikke, men fortsætter hen ad stien, som snart kommer til en stejl slugt. Her drejer stien til  venstre og går på kanten af slugten. Lidt længere henne slutter vores sti sig til en velafmærket sti med både rød-hvide markeringer og blå pletter. Stien går hen til enden af slugten, hvor den drejer og følger den modsatte side af slugten et kort stykke.

I en gaffel i stien kan man gå lige ud og kommer hermed ud til resterne af et vagttårn, som ligger smukt tæt ved havet. 

Men vi fortsætter ad den venstre gaffel. Denne sti er skøn og smuk, og her møder vi meget tit bjerggeder, som holder til her. Disse bjerggeder (Cabra montés) ligger øverst på listen over fredede dyr i Spanien, og dem vi møder er med i den eneste flok i hele landet, der lever kystnært.  De er efterhånden så vandt til mennesker, at de ikke er specielt sky, men blot nysgerrige efter at se, hvad vi er for nogle mærkelige dyr.

Her går stien nedenfor klippevæggen La Caleta, som er helt lodret og imponerende. I havet herudfor ser vi ofte delfiner der svømmer legende forbi. Det er et forunderligt sted i hjertet af uberørt natur.

Stien fortsætter opad indtil vi kommer op på et stenet plateau, og kort herefter går stien ned imod Cantarriján stranden. Her møder vi somme tider helt nøgne vandrere, som har glemt at de har forladt nudiststranden. Men det er jo fint, for om lidt er det måske os selv, der kaster os nøgne i bølgen.