Marta Lunares er fra Vejer de la Frontera i Cádizprovinsen og er nu bosat i Rabat i Marokko, hvor hun underviser i flamencodans. Hun har optrådt på Månefiskerens sommerscene på Christiania tilbage i 2007 og er en passioneret ildsjæl, når det kommer til at videreformidle både sang og dans.
Passionen for flamenco
Jeg har hørt flamenco, siden jeg var lille, og mig og min storebror hørte det altid, når vi kørte bil med vores far til Los Caños de Meca fra Vejer og tilbage igen. En tur vi kørte utallige gange, og han satte altid med flamencomusik på og sang til, mens vi kørte. Der er ingen i familien, der har været sangere – selvfølgelig har de sunget en smule carnaval, som man jo gør her i Cádizprovinsen, men ikke noget ud over det. Så både min bror og jeg har fået det med os fra de bilture med vores far, og så har vi udviklet det derfra. Martas bror er flamencosangeren Javi Castrillon, og der vil komme et opfølgende portræt af ham i La Danesa.
Dansen og sangen
Om flamencodansen fortæller Marta, at hun ligeledes startede som lille: ”Som lille begyndte jeg til dansetimer hos María Vera. Hun er en danser, som stadig underviser. Jeg dansede en del år hos hende, og så holdt jeg en pause, imens jeg læste mit studie i Granada. Da jeg var færdig med studiet, begyndte jeg at danse i Granada og fik undervisning af en danserinde fra Jerez, som hedder Carmela la Chocolata. Hun optræder også sommetider i Vejer og i El Palmar og rundt omkring i det område.” fortæller Marta.
”I min tid i Granada begyndte jeg også at optræde, hvor jeg både sang og dansede, og Granada dannede for mig et helt særligt grundlag for mit dybere kendskab til flamenco. Der er så mange dygtige fællesskaber af kunstnere inden for alle grene af flamencomusikken i den by.”
Granada og København
Det er særligt for mig som skribent at lave et interview med Marta, fordi jeg har kendt og fulgt hende i mange år. Tilbage i februar 2007 tog jeg selv til Granada for at læse som Erasmusstuderende i Granada, og da jeg kendte Marta fra Vejer, så mødtes vi ofte og hørte flamenco og udviklede et nært venskab. I sommeren 2007 var Marta i København. Hun boede på Christiania med andre musikere og optrådte med sang og dans foran Månefiskeren, hvor der var en scene. Den sommer var jeg flere gange i København og var med til nogle af koncerterne, de gav ved Månefiskeren. Jeg håber, at Marta en dag kommer til at optræde der igen. Det ville være fantastisk at gense hende i Skandinavien.
Marokko
”Det mest skelsættende for mig indenfor flamenco skete her i Marokko. Jeg kom til hertil på grund af kærlighed, og jeg begyndte med at undervise i flamencodans og optræde med sang. På den måde skabte jeg mig lidt efter lidt en tilværelse, hvor min undervisning udviklede sig mere og mere. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville ende ud med at undervise i flamenco i Marokko.” fortæller Marta og griner over den vilde rejse, det har været. Hendes eksmand og faren til hendes datter var grunden til, at Marta endte i Marokko. Han er fotograf, og de flyttede dertil på grund af hans arbejde for Canal Sur.
Dedikation og overraskelser
Marta uddyber, hvordan det fortsat er fyldt med overraskelser og nye eventyr at udvikle platforme for flamencoundervisning i Rabat: ”Som alt i Marokko, så sker det hele stille og roligt og i sit helt eget tempo. Det er en anden rytme, og til at starte med forsøgte jeg mange gange før det lykkedes at få det til at fungere som mit arbejde. Jeg kløede på, for jeg ville ikke give op.” fortæller hun om processen.
Som nytilflyttet til Rabat begyndte Marta som selvstændig, hvor hun på eget initiativ gav undervisning, og derefter blev hun ansat som en del af El Instituto Cervantes de Rabat, hvor folk via skolen kan melde sig til flamencodans, ligesom de kan melde sig til sprogundervisning. ”Denne platform hjalp mig meget med at få skabt et fællesskab af kvinder, der har passion for at danse – las flamencas, som jeg kalder dem.” uddyber Marta.
Gennembrud og popularitet
Marta blev hurtigt meget populær på Cervantes-instituttet. ”Skolen kaldt efter nogle år mine elever for Martas fanklub, fordi de hvert år ville have mere undervisning af mig. Den dag i dag fortsætter mange af dem stadig som mine elever – nogle har jeg undervist i otte år nu.”
”Lige inden Covid-nedlukningen var det kommet op på et niveau, hvor der ved hver sæson på Cervantes var stor forespørgsel efter at få plads på mine hold. Det rygtedes, at jeg underviste, og det er netop sket via rygter fra mund til mund og via de sociale medier. Hver september var det pludseligt ikke mig, der skulle lede efter arbejde, det var arbejdet, der ledte efter mig. Så pludseligt kan jeg plukke frugterne af seks års intenst arbejde for at komme frem hernede. Det er stort at opleve.” fortæller Marta, der også har stor succes med egne optrædener, som har budt på mange møder med store kunstnere og dækning på store Tv-kanaler.
Særlig forbindelse
Mange marokkanere bliver helt vilde af glæde, når de hører, at Marta underviser i flamenco: ”Tit kommer de til mig og fortæller, at de i årevis har ledt efter et sted, hvor de kunne lære at danse. I Marokko har det ikke været en normal ting, hverken at kunne gå til undervisning indenfor flamenco, så musikere og dansere har førhen – for de fleste musikere er det stadig sådan – på egen hånd lært deres færdigheder via internettet og Youtube. Nu er der endelig et fællesskab, som Marta har været katalysator for, hvor der er ugentlige jam sessions med sang og dans og netop mulighed for at udvikle sig via undervisning.” fortæller Marta.
”De er meget passionerede, og når jeg fortæller dem om, hvordan man i flamenco udtrykker sig, så er der en direkte og meget umiddelbar forståelse. Flamencoens sprog forstår de meget naturligt. Vi har en særlig forbindelse, for de forstår instinktivt, hvor kraften i dansen kommer fra: At det hele kommer fra maven, og at man kan danse ud fra alle slags følelser – selv når man har en dårlig dag med negativ energi, så kan man danse ud fra den følelse og transformere den til flamencodans.” fortæller Marta om den særlige forbindelse, hun oplever med flamenco-passionerede mennesker i Marokko. Martas rejse er på alle måder spændende og inspirerende at følge med i.
Fakta:
Marta Lunares født 1984
Opvokset i Vejer de la Frontera
Bosat i Rabat med sin datter Luna
Søster til flamencosanger Javi Castrillon
Aktuelt:
Marta har netop afholdt et større flamenco-seminar om Marokkansk Flamenco, som desværre blev aflyst pga. Covid, men her i starten af 2023 kunne det endelig gennemføres til stor glæde for alle de 12 udvalgte medvirkende.
Martas fortsatte optrædener og nyheder kan både følges via hendes Facebook (facebook.com/marta.lalunares) og hendes instagram: @martalunares
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001