Det danske magasin i Spanien
Cava – de sprøde bobler fra Spanien (del 2)

Cava – de sprøde bobler fra Spanien (del 2)

Jo mere du ved om Cava, og jo flere du smager jo mere forelsket bliver du i boblerne. Du finder ud af at der er bobler som passer til enhver anledning, så hvorfor ikke give de fantastiske bobler en chance noget oftere?

Katalonien – det er her det sker

Når man står i Penedès og på den ene side kan se det imponerende Montserrat-bjerg og på den anden side Middelhavet, er det svært ikke at blive imponeret over den skønhed, som findes i dette område. Vinmarkerne ligger spredt ud over bakkerne, og her er det de grønne druer, som dominerer. Druer, som hovedsageligt benyttes til Spaniens svar på Champagne, nemlig cava. Vinens historie er lang i området, mange familier har gennem mange generationer fulgt den katalonske arvelov, hvor ældste søn altid er arvetager og modtager al jord i hans arv. Dette har gjort, at mange familier, på trods af arv, giftemål eller skilsmisser gennem generationer, stadig er ejere af den oprindelige jord, fordi det aldrig er blevet delt mellem søskende ved arv fra deres forældre.

Stor og spændende udvikling på vej

Cava har kæmpet lidt med sit image gennem flere år og er blevet distanceret voldsomt af Champagne og senest også af Prosecco, som har oplevet en voldsom vækst. Et af problemerne har været at det har været svært for forbrugerne at kende forskel på en almindelig cava som er masseproduceret og en kvalitets-cava fordi de alle bliver præsenteret i den same kategori.

Hvordan kan den almindelige forbruger se forskellen? Ja, det kan være svært, og der er derfor en stor og spændende udvikling undervejs især fra mindre cavahuse med unge vinmagere, som angriber produktionen anderledes og som er yderst kvalitetsbevidste. 

Produktionen af Cava har udviklet sig til en industri og man kan finde Cava fra omkring 4€ og opefter. Det siger sig selv, at de billige produceres af druer som bliver opkøbt hos diverse vinbønder og at druerne er købt til en favorabel pris.  Hvis du var en producent som har satset på kvalitet og bæredygtig produktion (som jo koster det ekstra, og smager bedre) ville du være ked af at skulle sælge din vin under samme mærke og kategori som ham, din nabo, der har valgt at masseproducere og sælge druerne til produktion af billig vin??

Corpinnat – nyt kvalitetsmærke

Marcel Sabaté fra huset Castellroig har i adskillige år været meget aktiv i konsortiet og arbejdet for at løfte bundniveauet i Cava-industrien men de store producenter var ikke særlig interesserede og derfor begyndte han sammen med en række ligesindede producenter at forberede sit exit fra Cava-konsortiet og Cava appellationen.

Bruddet kom i 2018 da Castellroig sammen med Nadal, Gramona, Llopart, Recaredo og Torelló meddelte at de havde formuleret et sæt fælles spilleregler og patenteret navnet Corpinnat, således at de kunne markedsføre deres vine i en selvstændig kategori hvor kvalitet stod øverst på listen. Det er i 2019 CORPINNAT bliver den nye kategori hvorunder 9 af de mest seriøse Cava-producenter beslutter at skabe fornyet respekt omkring Spaniens mousserende vine. De melder sig alle ud af DO Cava og laver deres egne regler for kvalitets-Cava som vil give jer som forbrugere garantien for de allerbedste bobler. Corpinnat der er en sammentrækning af COR (hjerte) PINNA(Penedès) NAT (født) og altså betyder “født i hjertet af Penedès”.

Disse 9 producenter ønsker at gøre op med kvalitetskravene for Cava D.O., som de ikke syntes var strenge nok og ej heller afspejlede den høje kvalitet som de selv leverede.

Kravene til produktion af Corpinnat:

100% økologisk. Producenterne skal være certificerede og arbejde på en bæredygtige måde, med respekt for naturen. 

100% håndhøstede druer. Man må ikke anvende maskiner til høst. På denne måde sikrer man optimal kvalitet af druematerialet, uden ødelagte druer som kan beskadige et større parti af vinen.

100% vinificering på vinhuset. Processen skal ske på producentens eget domæne, for at sikre ens kvalitet og højne niveauet gennem en strømlinet proces.

Flaskelagringskravene er 18 måneder, frem for de 9 måneder i Cava D.O. Det er dog meget normalt at se væsentlig længere lagringer, med 60, 72 og endda 84 måneder.

Duerne skal være høstet af producenten selv, eller købt via en bonde, som er sikret en minimumspris for druematerialet og levering af kvalitet.

Vi Har alle Corrpinat Cavaerne fra Sabate y Coca og Castellroig på hylderne i vores butikker. De koster fra 9.25€ og op til 30€ pr. flaske.

Parring til Bobler

Nu ved du fra sidste måneds artikel at Cava kan købes i alle stilarter, så der findes helt sikkert en Cava som passer til det du har på menuen i dag. Cava har evnen til at rense munden og friske op så det betyder at for eksempel dybstegte tempura-rejer ELSKER at blive parret med gode kølige bobler – gerne en ung og frisk en af slagsen. Prøv dig frem med andre dybstegte lækkerier eller lakseretter sammen med Corpinnat Brut Nature fra Josep Coca til kun 12.50€ med fine og vedvarende perler, med aroma og smag af akaciehonning, citroncreme, valnødder og hvide blomster. Dejlig frisk, men fyldig, med masser af saft og kraft.

Greasy food og Cava = perfect match

Har du lyst “bare lige” at tage et glas bobler, så vælg en let cava, for eksempel en Castellroig Brut Reserva. En gnistrende ren og forfriskende omgang bobler med pærer og moden citrus i næsen, og derunder et pirrende krydderi, som får udtrykket til at nærme sig det subtile med masser af fine små perler, som bare bliver ved med at stige til vejrs. Samme flaske kan også parres med østers, hvide fisk, lette milde oste og forretter uden for kraftig smag. Den kan købes for kun 9.25€

Skal du derimod have en bøf – eller en hjemmelavet burger med fritter bør du vælge en lidt tungere cava – eventuelt en med lang lagring og mere kompleks. Her kommer Sabaté I Cocas Reserva Familiar ind i billedet. Cava med mindst 50 måneder på flasken og en produktion på kun 7100 flasker. Vinen viser en flot næse med røg, nektarin, kalk og ristede mandler, og derpå en raffineret smag, elegant og fokuseret. Der er en flot moden citrus og en vital læskende mineralitet til stede, som spiller smukt sammen med de toastede toner fra lagringen. Server gerne i store Bourgogneglas så den har plads til at vise sin krop frem! Koster 29.95€

Man kunne også prøve sig frem med en brut rosé  – det ville med garanti ikke skuffe dig. En alsidig og let drikkelig omgang bobler, som passer som velkomstdrink, på stand eller skovtur og næsten alle retter med ris og pasta. Castellroig Brut reserve rose laves af Garnacha- og Trepat-druer og modnes omkring 20 måneder i flasken. Duft af hindbær og ribs med et forfriskende strejf af timian. Den kan du købe for 11.95€ En dessert med frugt – der ikke er alt for sød – passer nu også ret godt sammen med rosé Cava.

Søde desserter eller chokolade – bør du aldrig servere sammen med en Cava brut (med de klassiske 6-12 gram sukker). Den skal parres med en Cava med mere sukker, for ikke at virke sur. Det er derfor, mange synes champagnen er sur nytårsaften – fordi man får en brut (tør champagne) til den søde kransekage – det er NO GO. Her skal en mere frugtig Cava på bordet.

Hvad kan cava ellers bruges til??

Til morgenmad for eksempel! Forkæl dig selv søndag morgen eller til brunch med  “Mimosa” drik på buffeten. Hæld 1/3 friskpresset appelsinjuice i bunden af dit glas og fyld op med Cava. Bedre start på dagen findes ikke.

Eller gå tilbage til en klassiker som en Kir Royal som velkomstdrink hvor du blander 1 cl. solbærlikør med 10 cl. Cava. Hæld solbærlikøren i et højt champagneglas, tilsæt derefter en tør cava og server. Nemmere kan det ikke være.

Tips; For at holde drinken kold længere kan du afkøle glassene i køleskabet før brug.

Og hvorfor ikke lave en luksusudgave af Sangria. En læskende, enten hvid eller rød sommerdrink som både kan drikkes som velkomst- eller før-middag-drink, eller bare som en drink på en lun dag på terrassen eller på stranden. Sangria er smagen af sommer og boblerne gør den ekstra frisk. Perfekt til vores juni måned på Costa del Sol.

Hvid Sangria med Cava

Indhold:

  • 1 flaske Cava
  • 1 moden fersken
  • 1 kiwi, gul eller grøn.
  • 1 stor skefuld sukker
  • saften fra 1 citron
  • saften fra 1 appelsin
  • 6 jordbær til pynt
  • isterninger.

Sådan gør du:

  1. Pres appelsin og citron direkte ned i kanden som du vil servere fra.
  2. Skræl fersken og skær den i små stykker som du ligger i kanden
  3. Skræl kiwien og skær den først i skiver og derefter 4 stykker – læg i kanden
  4. Tilsæt halvdelen af cavaen, og gem den anden halvdel i køleskabet til senere.
  5. Tilsæt sukker og rør rundt til det er opløst
  6. Lad blandingen hvile i køleskabet i mindst 2 timer, så smagene blandes godt.
  7. Ved servering skal du tilsætte masser af isterninger. Du kan vælge at blande isen direkte i kanden eller direkte i glassene du servere sangrian i. Jeg plejer at vælge glassene, da det gør servering nemmere.
  8. Lige inden servering tilsættes resten af den kolde cava i blandingen, og så er den klar. Pynt med jordbær, de gir god smag og farve til drikken.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.