I sin selvbiografi fortæller cykelrytteren Thomas Dekker om sit samarbejde med den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes og sit vilde liv som professionel cykelrytter.
Hollandske Thomas Dekker var et kæmpe talent som ungdomsrytter, og der var store forventninger til ham på Rabobank-cykelholdet. Her blev han Michael Rasmussens vigtigste hjælperytter, da danskeren i 2007 lå til at vinde Tour de France, men blev diskvalificeret på grund af doping. Thomas Dekker indså også selv tidligt i karrieren, at han blev nødt til at tage doping, hvis han skulle være i stand til at konkurrere med de bedste i sporten.
I sin aktuelle selvbiografi Røvtour fortæller Thomas Dekker detaljeret om sit dopingmisbrug. Her følger et uddrag fra bogen, hvor han beretter om sit første møde med den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes.
Det spanske spøgelse
Min agent Jacques Hanegraaf tager kontakt til en gammel bekendt: Eufemiano Fuentes, manden der hjalp Jan Ullrich med bloddoping, da Jacques kørte på hold med ham. I dag er navnet Fuentes kendt vidt omkring, men i begyndelsen af 2006 var der kun nogle få udvalgte, der vidste, hvad han havde gang i. Han søger aldrig rampelyset. Han er et spøgelse, der bevæger sig i skyggerne bag sportens polerede facade.
Jeg møder Fuentes for første gang den 10. februar 2006, dagen efter den sidste etape i Vuelta a Mallorca. Ved et tilfælde har Rabobank booket et fly til mig med mellemlanding i Madrid. Jeg har fire timer i Barajas-lufthavnen og ved, at mine kufferter bliver sendt videre til Pisa, så jeg går ud gennem tolden med min håndbagage. Jeg prajer en taxa og giver chaufføren navnet på hotellet, hvor vi har aftalt at mødes: Diana TRYP Hotel, to kilometer fra lufthavnen.
Da jeg træder ind i lobbyen, venter Fuentes og Hanegraaf allerede på mig. Jeg går hen til dem, vi giver hånd og hilser på hinanden, og jeg sætter mig i en lænestol. Jeg bestiller en Cola Light hos den kvindelige tjener. Fuentes ligner så mange andre spaniere på hans alder. Hans hår er redt med sideskilning, og han er iført nypressede bukser, åbentstående skjorte og et par brune ruskindssko, som man kan finde i enhver skoforretning i Madrid. Han taler gebrokkent engelsk. Hans ordforråd omfatter ”hello” og dækker de mest basale ord til småsnak, men da vi skal i gang med de mere alvorlige ting, slår han over i spansk. Jeg taler ikke et ord spansk, men det gør Jacques. De taler stille og roligt, mens jeg sidder og observerer dem. En gang imellem oversætter Jacques for mig.
Et arsenal af doping
Fuentes har et helt arsenal af doping. Du kan få epo, væksthormoner og testosteron. Han kan rådgive dig om, hvad du skal tage på dagsbasis eller ugebasis. Men Jacques og jeg er kun interesseret i bloddoping, for vi vil minimere risikoen for at blive taget så meget som muligt. Jeg har ikke lyst til at sidde og sprøjte alt muligt ind i min krop. Jeg går efter den dyreste og bedste form for doping, der er sværest at spore. Ikke noget med noget halvhjertet pjat. Det er alt eller intet.
En halv time senere befinder jeg mig på et af hotellets værelser sammen med Fuentes. Jeg ligger på sengen iført mine joggingbukser og T-shirt. Jeg har ikke engang gidet tage mine sko af. En tyk nål står ud af min arm. Nålen er koblet til et drop. Mit blod løber mørkerødt gennem plasticrøret. Langsomt fylder det posen, der ligger på en elektronisk vægt på gulvet.
Jeg stirrer på blodet i posen. Det føles, som om det ikke er mit. Som om det ikke engang er ægte. Jeg troede, det ville føles anderledes første gang. At jeg ville være spændt og nervøs. Som en dreng, der stjæler slik i en slikbutik. Men der er intet kick, ingen dirrende nerver. Det er en simpel handel. Doping er en forretning. Man skal bare holde det skjult.
Ingen vej tilbage
Efter et kvarters tid rejser Fuentes sig fra sin stol. Han fjerner nålen fra min arm og tørrer blodet væk med bomuldsvat. Han holder en overstregningspen frem og siger med tyk, spansk accent: ”Jeg giver dig nummer. Fireogtyve. To-fire. Du skriver dit nummer her.” Han peger på posen med blod. Jeg sætter mig op, tager overstregningspennen og skriver nummeret på posen. Han nikker.
”Det var det.”
Jeg tager min træningstrøje på ud over min T-shirt og giver ham hånden. Han åbner døren og mumler et eller andet uforståeligt. Jeg træder ud på gangen. Lyset er så skarpt, at det blænder mig. Jeg hører døren lukke sig bag mig.
Nu er der ingen vej tilbage.
Druk, doping og damer
Ud over doping fortæller Thomas Dekker i sin bog Røvtour, hvordan han og de øvrige rytter festede igennem med druk og damer:
Vinteren inden min første sæson som professionel er der den ene træningslejr efter den anden. Og mellem træningslejrene tager jeg til Mallorca og træner for mig selv hver eneste dag, 35-40 timer om ugen. Jeg bobler af ærgerrighed. Jeg er fast besluttet på at sætte mit aftryk fra allerførste løb.
På Rabobanks træningslejre i Spanien er jeg en af de bedste. På testkørslerne op ad Coll de Rates efterlader jeg alle i mit spor. Men jeg vil heller ikke holde mig tilbage om aftenen. Jeg er med på hver eneste druktur. Jeg går fra den ene yderlighed til den anden. Det går op for mig, at jeg er lige så dedikeret til mit druk, som jeg er til min cykling. Jeg får smag for vin, men som regel hælder jeg de stærke varer ned blandet med sodavand. Vi tager ud på tarvelige spanske barer, der er fyldt med turister om sommeren, men som her om vinteren må nøjes med uregerlige cykelryttere og en drukkenbolt i ny og næ. Vi drikker, vi vrøvler, vi synger, bliver smidt ud, kaster op bag busstoppesteder og vakler tilbage til hotellet, pissestive.
Ikke desto mindre er træningsturene hurtige og vilde, og det er ofte dem, der har drukket mest, der sætter tempoet. Ingen giver sig en tomme: Din machostatus afhænger af, hvor hurtigt du cykler, og hvor meget sprut du kan hælde indenbords. Tømmermænd eller ej, alle er klar til træning på slaget ti. Ingen kommer for sent.”
Baskerlandet Rundt
I sin bog fortæller Thomas Dekker om, hvordan mange af rytterne var dopede under Baskerlandet Rundt:
Den ene ekstra blodpose i mine årer er ikke nok til, at jeg kan holde trit med de bedste på vejene i Baskerlandet Rundt. Tempoet er så vanvittigt, at det er helt til grin. Det er ikke, fordi jeg ikke er blevet advaret. Feltet har døbt Baskerlandet Rundt ’et scooterløb’, fordi der er dage, hvor spanierne ser ud til at køre med 50 kilometer i timen fra start til slut uden at svede. På en etape kæmper jeg mig op ad et bjerg med mælkesyre stående ud af ørerne på mig, da Riccardo Riccò og José Ángel Gómez Marchante stopper for at tisse, som om de var på en søndagstur. Jeg er ikke i tvivl: Hvis jeg vil markere mig i Baskerlandet Rundt, er jeg nødt til at tage doping på et mere avanceret niveau.
Af Michael Jepsen
