Det danske magasin i Spanien
Et stykke historie på fire hjul

Et stykke historie på fire hjul

Hele Spaniens Seat 600 var katalysator for turismen på Costa del Sol.

Da man i 1957 startede fabrikationen af Seat 600 i Barcelona, fik det halve Spanien hjul at køre på – og det med en motor med 21,5 hestekræfter bagi og døre som åbnedes bagvendt. Lykken var gjort, man kunne pludselig selv køre, og dermed trillede man fra Madrid, Córdoba og andre indenlands storbyer ud mod kysterne med børn og bedstemødre, og parasoller og badebolde på taget. Turismen på Costa del Sol var født.

600’eren var oprindeligt designet af italienske Dante Giacosa for Fiat. Først importeredes de små Fiat, men senere købte den nyfødte bilfabrikant Seat (Sociedad Españoles de Automóviles de Turismo) licensen til at fabrikere det, der i Spanien blev til Seat 600.

De først biler rullede ud fra fabrikken i Barcelona den 27. juni 1957 – for nu 60 år siden, og alene det år fremstilledes 2.586 bobler, som solgtes for 65.000 pesetas. Året efter seksdobledes produktionen, og prisen steg til 73.500 pesetas. Seat havde da 10.000 medarbejdere, men efterspørgslen var så stor, at ventetiden på en bil alligevel kunne være op til fire år. I slutningen af 1964 trillede dagligt 240 biler af samlebåndene i Barcelona.

Et teknisk vidunder

Der fabrikeredes flere forskellige modeller af Fiat/Seat 600. Den, der kendes som ”normal”, 600 D, 600 E og 600 L samt cabriolet, minibus og varevogn. I Spanien fremstillede man desuden en model forlænget med 30 cm, der havde fire døre, og som blev døbt Seat 800.
600’eren har fire cylindre, fire manuelle gear, og den normale udgave kan med 21,5 hestekræfter køre op til 95 km i timen, mens den mere avancerede version D, kan bryste sig af en tophastighed på 108 km i timen, men så har den også 29 hestekræfter.

Skarp konkurrence

Salget af Seat 600 gik dog langsomt ned ad bakke, da konkurrerende mærker som Renaults nummer 5, kom på markedet. Den franske bil var ultramoderne sammenlignet med Seat 600, var desuden mere sikker og blev hurtigt populær i hele Europa. Ydermere er Seat 600 så smal, at det var svært at installere sikkerhedsseler, da disse blev obligatoriske.
Fabrikationen af de små bobler ophørte derfor i 1973, nærmere betegnet den 3. august. Men da var der solgt 797.419 biler. De fleste er siden blevet ofre for ophugning, men omkring 10.000 Seat 600 kan stadig ses på landevejene, hvor den lille boble med motoren bagi, stadig er et symbol på den eksplosive udvikling, landet oplevede i 50’erne og 60’erne.
Selvom bilerne siden er blevet samlerobjekter, kan man stadig være heldig at finde sig én.

Sagt om Seat 600

”Den dag spanierne satte sig i 600’eren, fjernede de sig fra fortiden og påbegyndte i stedet en weekendtur, som de endnu ikke er vendt tilbage fra,”

…den nu afdøde forfatter Manuel Vázquez Montalbán.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.