Altos de Jaloche og en bid af GR 7 - 2 panoramaruter næsten uden højdemeter

I dette bjergrige land er flade panoramaruter et absolut særsyn, men nu har vi fundet to – og de er begge helt fantastiske. Disse 2 pragtfulde ruter ligger nord for Almuñecar, og man kommer til dem ved at tage den flotte gamle vej mod Granada: A 4050. Den første er en vandretur der får 6 ud af 5 mulige stjerner. Vi skal slet ikke få armene ned over denne herlige tur på små 10 km. hvor man, for hvert hjørne man runder, får nye fantastiske synsindtryk. Og så er ruten tilmed næsten flad – kun ca. 100 højdemeter er involveret. Det er nemt, imponerende og opløftende. GR 7 bidden er også næsten flad og går igennem en herligt åbent landskab med flotte kig til begge sider. Her er to smukke ruter, for dem der hader højdemeter…
Hvis man vil imponere sine gæster fra det høje nord, skal man bare tage dem med ud på panoramaruten ved Altos de Jaloche. Så smider de med garanti håndklædet i ringen, glemmer alt om fædrelandet og flytter til Andalusien. Her er nemlig flottere end de fleste aner, og med denne rute har man spillet et trumfkort: vild natur, fabelagtige udsigter, dramatiske bjerge og Afrika i det fjerne. Og så kommer man tilmed op til ruten via Andalusiens flotteste vej: A 4050 også kaldet “la Cabra” – geden.

 

“Geden” starter i Almuñecar ved triumfbuen, hvor der er en stor rundkørsel. Her kører man ind i landet imod Jete og Otívar. Dalen, som man i starten kører i, er meget frodig og hedder El Valle Tropical. Her dyrkes især avocado, chirimoya og mango. Vi passerer byerne Jete og Otívar, og i takt hermed stiger vejen og forlader dalbunden. Vi skal køre lidt over ½ time indtil vi passerer km. 34 skiltet. Nu skal vi holde øjne og ører åbne, for efter et par sving ser vi på højre hånd en tilgroet vej gå op imod højre og der ligger et mærkeligt hus. Her ved denne vej skal vi parkere. Der står p.t. et skilt med: Peligro: ganado suelto (Fare: fritgående kvæg). Det kvæg så vi nu ikke noget til.
Man parkerer i den højre side af asfaltvejen neden for den tilgroede vej, som er spærret først af nogle bildæk og senere af en metalkæde. Bag ved metalkæden ligger der et mærkeligt hus, som består af en stenbygning og nogle containere. Det ser ud som en slags lejr, for der en bålplads foran huset og bruserum bagved. Vi passerer blot forbi huset ad stien, som fortsætter lidt opad og derefter svinger til højre. Inden længe får vi et ufærdigt vandreservoir at se. Indersiden er dækket af sort plastik, men der er ikke ret meget vand i, og kønt ser det ikke ud. Vi går blot rundt om reservoiret og over på den anden side, hvor stien går ret stejlt opad imod ruinen af en gård, der hed Cortijo de Bernadino. Vi går forbi gården og følger blot vejen som drejer til højre. Oven for gården kan vi på højre side se den gamle “era” – tærskeplads. Nu er vi rigtigt ude i naturen og mod nord kan vi se de forvitrede bjergsider i Sierra de Entresierras. Vi fortsætter op ad stien, indtil vi kommer til et T kryds. Her går vi til højre og inden længe får vi endnu et besynderligt hus at se. Ca. 100 m. før huset går der en sti ind til højre. Der står en geodætisk betonklods lige før stien. Vi tager denne sti, som vi nu blot skal følge helt til den ender ca. 2 km. længere fremme. Stien passerer forbi de to bjergtoppe Altos de Jaloche, som er henholdsvis 1269 og 1218 m. høje. Stien er fyldt med blomster og en masse sommerfugle flagrer rundt. Når man kigger til venstre kan man se den bratte bjergvæg af Sierra de Entresierras og bag ved ser man begge toppe i Sierra Nevada: La Veleta og Mulhacén. Første gang vi gik ruten var der sne på, og det så vildt flot ud. Da vi senere gik turen var sneen smeltet, men det var stadig et meget flot kig. Ruten går halvvejs rundt om nr. 2 top, og efterhånden som vi nærmer os den sydlige kant, får vi landsbyen Lentejí at se neden for Sierra de Entresierras, og mod syd kan vi se havet, Motril og udkanten af Almuñecar. Ind imellem ligger byerne Otívar og Jete på kanten af Rio Verdes vilde floddal. Det er et helt og aldeles betagende vue man har, og hvis det er klart vejr, kan man i det fjerne skimte toppene af Rifbjergene i Marokko. Der, hvor stien ender, kan man, ovre til højre, se de spidse bjerge i Peña Escrita, den lille naturpark, der tilhører Almuñecar. Man kan tilmed få øje på et af de huse, som man kan leje deroppe. Kig efter et rødt tag. Når man nu har taget det hele ind og måske taget et hvil ved siden af de flotte klipper, der markerer stiens slutning, så skal man blot gå tilbage den samme vej man kom.

 

Når man kommer tilbage til den geodætiske betonklods, går man til højre hen forbi det besynderlige hus. Vi har engang kigget ind, for døren er lukket men ikke låst, og derinde er der en slags varmestue med et langt spisebord, som sikkert benyttes af skovarbejdere, når de arbejder i området. Lige efter huset er der 5 bistader, men de var tomme, sidst vi var der. Nu går stien lidt opad og derefter hen ad en lille kam, som går udad imod Lentejí. På et tidspunkt ender stien, men man kan fint fortsætte igennem krattet, indtil man kommer ud på det yderste næs og ikke kan komme længere. Derude har vi engang spist vores madpakker, og der er en aldeles femstjernet udsigt. Hvis man ikke har lange bukser på, kan kratforceringen ikke anbefales, og så vender man blot om, når den brede sti ender.
Nu går man tilbage samme vej. Ca. ½ km. henne dukker der en sti op, som går skarpt til højre. Den tager vi blot for variationens skyld. Man kan også bare gå den samme vej tilbage. Variationsstien ender også henne ved det besynderlige hus. Og så er der kun tilbage at gå retur til bilen den vej vi kom. Husk at holde øje med returstien, når den går af mod venstre. Når vi er tilbage ved bilen har vi gået ca. 9,5 km. og “overvundet” ca. 100 højdemeter. Det kan derfor godt kaldes en tur for de mindre trænede, som gerne vil ud og nyde naturen. Men til kørestole kan den ikke bruges – overfladen er for ujævn – desværre.
Den anden herlige flade rute er en bid af GR 7, som er den langvandrevej, der går fra Tarifa ved Gibraltarstrædet til Pyrenæerne. GR 7 er en del af den europæiske vandrevej E 4, som går fra Tarifa til Peloponnes i Grækenland og som er 10.500 km lang. Så sig ikke, at der mangler vandrestier. GR 7 er desværre generelt dårligt afmærket, men lige nøjagtigt i Granada provinsen, hvor vi jo befinder os, er den superfint afmærket. Og nu skal vi ud på den. Vi kommer hen til vores bid ved at fortsætte ad La Cabra (A 4050) til vi har passeret 28 km. skiltet. Her ser vi til venstre kroen Mesón de Prados og her kører vi ind. Efter ca. 100 m. ser vi til venstre en stor grøn låge, som står åben, og her går der en fin grusvej, som vi skal tage. Vejen går forbi et par gårde på højre hånd, og hvis vi er heldige, kan vi se flokke af halvtamme sorte vildsvin løbe rundt.

 

 

Vi fortsætter indtil vi kommer til et T kryds lige på kanten af en gevaldig udsigt. Her drejer vi til højre og kommer straks forbi et stort skilt, der beretter om et fyrretræ med 5 arme, som står lige der. Vi fortsætter 2-3 km. til vi kommer til en Y gaffel. Her parkerer vi og her starter vores vandretur. Vi tager den højre gaffel, og inden længe kommer vi til en bom, som forhindrer biler i at køre på den ellers fine grusvej. Nu fortsætter vi blot ud ad denne meget fine vej og vi støder ustandseligt på Gr 7 pæle. Ovre til højre kan vi se Sierra Nevada, og når vi kommer længere frem ad vejen kan vi til venstre se bjerget Lucero (1774 m.), der ligner en pyramide. Til højre for Lucero ser vi kolossen Maroma (2065m). Det er utroligt flot lige gyldigt hvilken vej man vender hovedet. Grusvejen går igennem et halvåbent landskab med spredt bevoksning og det hele er meget smukt. Til sidst går den ligesom på en tunge, der stikker ud over det omkringliggende landskab, og på et tidspunkt kommer den til en kant, hvorfra man kan se ned over en åben dalstrækning med byen Jayena i det fjerne. Her vender vi, for vi vil jo undgå højdemeterne, og nu begynder vejen at gå nedad. Nu har vi gået nøjagtigt 5 km. og skal blot gå tilbage samme vej. Når vi er tilbage ved bilen har vi gået 10 km. og “overvundet” 100 højdemeter. Igen en rute for slapsvanse. Måske vil denne rute kunne bruges af kørestole, men jeg er ikke sikker. Overfladen er af og til ret ujævn, men det var måske værd at prøve. Jeg hører gerne, hvis det kan lade sig gøre.
Det skal nok lige siges, at “hard core” vandreren sagtens kan klare begge ruter på samme dag, hvis hun står tidligt op.

 

Begge ruter kan ses på www.elsebyskov.com under hikes. Rigtig god fornøjelse!

Af Else Byskov, fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov