Steak og burgere på Longhorn del Sol

Steak og burgere på Longhorn del Sol

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
web30 
Det bedste ved et restaurantbesøg er, når der sættes et stykke oksemørbrad foran én. Spændingen. Har kokken stegt kødet til perfektion, lever smagen op til forventningerne, og er det så mørt, at det bare smelter på tungen? Øjnene gransker den smukke, grillede overflade og kødsaftens farve, der afslører tilberedningstiden. Hvor tykt er kødet, og er det lykkes at kombinere den lækre smag af grill og kød? Alt imens forsøger lugtesansen at afdække krydderierne og kvaliteten. Der er meget, som optager mine tanker, før jeg sætter kniven i et stykke kød.
 
Jeg er taget til idylliske Benalmádena Pueblo. Nærmere bestemt sidder jeg på Longhorn del Sol, for foden af skråningen hvor Avenida del Chorillos tager et lille sving. Umiddelbart lyder det som en trist beliggenhed for en restaurant, da der unægtelig er en del trafik på Avenida del Chorillos. Men takket være bakken, og at Longhorn del Sol ligger på en lille sidegade (der drejer til højre, når man har havet foran sig), sidder man ligesom hævet over Avenida del Chorillos. Man mærker altså slet ikke bilerne, men i stedet har man en skøn udsigt til kirken overfor, som er omgivet af grøn bevoksning.
 
Hyggelig restaurant
Det er lidt køligt i luften, så min kammerat og jeg har taget plads indenfor. Indretningen er holdt i varme farver, og det er ikke svært at forestille sig, at her også er hyggeligt en dag, hvor regnen siler ned, når vinden er hård, eller sommervarmen bliver for meget. Terrassen, hvor gæsterne bydes velkommen af appelsin- og citrontræer, indbyder også til hyggelige stunder. Og da terrassen er lang og smal, sidder man ikke oven i hinanden, men har mulighed for lidt privatliv mellem frugttræerne.
Ejeren, Claus, ser straks, at jeg studerer rummet og forklarer, at der er plads til cirka 50 gæster, så det er altså ikke en særlig stor restaurant. Han fortæller også, at glasdørene åbnes om sommeren, så den indendørs restaurant bliver ét med terrassen, dog med den fordel, at den er overdækket, så man kan sidde i skygge.
 
web24
 
Kød, kød, kød, lidt fisk og vegetarretter
Vi er her for at spise kød, da det er en decideret bøf- og burgerrestaurant. Og ikke overraskende er det svært for en kødelsker at bestemme sig. Da det er midt på dagen, bliver vi foreslået at prøve frokostretterne til gode priser. Alligevel tager vi et kig på aftenkortet.
Blandt forretterne er forskellige salater, supper, laks, tatar, rejer, lette kødretter og naturligvis coleslaw. Hovedretterne byder blandt andet på entrecôte, galicisk fillet, rib eye steak og oksemørbrad. Og så er der vegetariske og blandede kød- og fiskeretter til dem, der har svært ved at vælge. Sidst, men ikke mindst, kan man få Longhorns forskellige burgere, som findes i alt fra en ‘lille’ variant med 160 gram kød til en helt stor på 400 gram. Men det stopper ikke her. Afhængigt af tilbuddene på markederne serveres der også ofte specialretter. Da vi var der, havde Claus netop fået et helt parti amerikansk, højkvalitets Black Angus hjem, men mine tanker kunne ikke slippe oksemørbraden.
 
Ren nydelse
Til forret deler vi en Cæsarsalat med røget laks samt koldtilberedt kød med østrigsk græskarkerneolie. Begge dele smager virkelig godt. Cæsarsalaten er en frisk start på måltidet, og charcuteriet har en blød smag uden andre krydderier end havsalt og græskarkerneoliens dybe, nøddeagtige aroma.
Til hovedret vælger jeg en oksemørbrad på 200 gram, som også fås på 300 og 400 gram. Min kammerat får en McLonghorn Hamburger med en bøf på 160 gram, bacon, ost og pommes frites til. Og nu begynder den rene nydelse – kniven skærer igennem kødet, som var det blødt smør. Mørbraden er mør, perfekt grillet efter mit ønske, og smagen tilfredsstiller alle minde smagsløg. Jeg prøver også de tre saucer, der serveres til – chimichurri, hvidløgssmør og BBQ-sauce samt den tilvalgte bearnaise sauce. Den bliver serveret på østrigsk manér med smeltet smør, men smagen er nøjagtig som derhjemme. Jeg har kun lutter smil tilovers for kokken på Longhorn del Sol, Abels, fantastiske tilberedning af kødet. Det er længe siden, jeg sidst har fået så lækker en oksemørbrad, og den suppleres fint af en bagt kartoffel, som serveres med creme fraiche. Burgerbøffen af 100 procent oksekød er også tilberedt til UG og har en ren kødsmag, der passer perfekt til baconet og osten. Det hele er naturligvis omsluttet af nogle lækre burgerboller. Da det er tidligt på dagen, beder vi om en let rødvin og får skænket husets egen, som er en Rioja Banda Oro fra Peternina. Og den spiller godt sammen med vores valgte retter.
Selvom vi begge er stopmætte, kan vi ikke modstå fristelsen, og vi bestiller derfor Longhorns hjemmelavede chokoladekage, da tjeneren Gastón præsenterer os for restaurantens desserter. Den er lavet helt uden mel og med ren chokolade, så den får chokoladeelskere op i chokoladehimlen. Vores nabobord får serveret et stykke cheesecake, og efter at have smuglyttet til deres kommentarer om den beslutter jeg – der egentlig slet ikke bryder mig om cheesecake – at jeg skal prøve den, næste gang jeg besøger Longhorn del Sol. Sjældent har jeg hørt nogen omtale cheesecake i så rosende vendinger.
 
Pueblo’en manglede et steak house
Longhorn del Sol har nu været åben i næsten to år. Claus kom på ideen, da han bor i området og manglede et godt steak house, eftersom udvalget af restauranter i Pueblo’en mest består af spanske steder med traditionel mad. Claus forklarer, at han har gode kontakter i bl.a. San Sebastián. Derfor kan han undgå at købe store mængder varer hjem og i stedet omhyggeligt udvælge de specialiteter, han skal bruge. Det betyder, at menuen følger årstiderne og varierer afhængigt af udbuddet af råvarer.
Det er nemt at finde Longhorn del Sol. Adressen er Calle San Miguel 1 i Belnamádena Pueblo. Fortsætter du ad Calle San Miguel forbi restauranten, kommer du til en stor parkeringsplads kun et minuts gang fra spisestedet. Ved bordbestilling ring på 952 569 995. For mere information, rutebeskrivelse og et smugkig på menuerne se da www.longhorn-del-sol.com.
Af Sara Laine

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa