Hvem vil være millionær (og lykkelig)?

Hvem vil være millionær (og lykkelig)?

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Hvis du virkelig vil, så kan du blive det. Du skal blot lære, hvordan du administrerer dine penge og indse, at dine tanker om penge, har indflydelse på, hvor mange du har. La Danesa var med, da den verdenskendte guru inden for personlig og økonomisk vækst T. Harv Ekers seminar ”Millionaire Mind Intensive” blev afholdt i Barcelona.

Passer du godt på din forgyldte gås, så du kan leve af dens guldæg? Tror du stadig, at du er en elefant-unge, selvom du er et voksent menneske? Og var du klar over, at din indkomst kun kan vokse, hvis også du vokser? Disse tre spørgsmål resumerer essensen i T. Harv Ekers filosofi, der måske for nogen kan lyde som det rene ”tænk på penge og de daler ned i din turban”-agtig. Det er dog ikke hele sandheden. T. Harv Eker tror rigtig nok på, at tanker er fundamentale for din succes, og han har også den spirituelle dimension med. Bl.a. tror han på ”law of attraction”, altså at universet honorerer det, du giver fokus, men hans metode tager i høj grad udgangspunkt i handling. Uden handling forbliver dine gode intentioner og ønsker blot det de er; intentioner og ønsker, men gør du benarbejdet med at ændre dit mindset og kombinerer du det med en lang række lavpraktiske handlinger, så er du godt på vej.

1: Pas på din forgyldte gås
Den forgyldte gås, der lægger guldæg er metaforen for en forretning, der skaber så meget passiv indtægt, at du kan leve den. Definitionen på økonomisk frihed er at tjene så meget passiv indkomst, at den kan betale for den livsstil, du ønsker. Når du lever af dine passive indtægter, er du ikke længere afhængig af at arbejde for at tjene penge, og du arbejder således kun hvis du har lyst til det. Hvis dette lyder tiltalende, skal du derfor sørge for at passe og pleje din forgyldte gås, så den vokser og trives så godt, at den lægger gode og store æg. Og hvordan gør du så det? Det kan gøres på mange måder, men hele hemmeligheden er, at du begynder at administrere dine penge på en ny måde, også selvom du måske ikke har ret mange. Rent praktisk skal du åbne seks forskellige bankkonti og hver gang du tjener penge, skal du fordele beløbet ud på disse konti således:

55% går til din faste udgifter, 10 % går til din økonomiske frihedskonto, 10% går til din opsparingskonto, 5% går til velgørenhed, 10% går til din legekonto og 10% går til uddannelse.

Erfaringen har vist, at netop denne inddeling skaber succesfulde resultater. Ideen med at begynde at administrere dine penge allerede nu, selvom du måske næsten ingen har, er at indarbejde gode vaner for at styre din økonomi, så du – når du får mange penge – er godt rustet til at tage godt hånd om dem. På kurset hørte vi om en amerikansk kvinde, der var gået konkurs med sit firma og som startede symbolsk med at fordele en dollar om måneden. Hun er overbevist om, at selve vanen med at administrere sine penge har været medvirkende til hendes succes i dag.

2: Er dine begrænsninger imaginære?
Er du god til at drømme og tænke stort? De fleste voksne mennesker opfører sig som om de var elefant-unger, dog uden at være klar over det. Historien går på, at når et cirkus får et lille nyt medlem i elefantflokken, så fastgør man en kraftig jernlænke til elefant-ungens ben, for at opdrage den til ikke at stikke af. I starten forsøger ungen at gøre sig fri af lænken, men det er umuligt, uanset hvor hårdt den prøver. Efterhånden som elefanten vokser op, erstattes lænken gradvist af et lettere og lettere materiale, så den til sidst kun er symbolsk. På et tidspunkt opstod der en brand i et cirkus, som kostede 14 voksne elefanter livet. Det sørgelige var, at de så let som ingenting kunne være sluppet væk, men de forsøgte ikke engang, fordi de troede, at lænken var ligeså stærk, som dengang de var unger. Sådan forholder det sig også med os mennesker. I vores opvækst lærer vi at sætte begrænsninger for os selv, så vi til sidst slet ikke ser vores potentiale og de muligheder, vi har. Ofte er det kun os selv, der sætter grænserne for, hvad vi kan. Det er en smertefuld, men samtidig befriende erkendelse, for når vi indser, at det ikke er de ydre omstændigheder, der holder os tilbage, kan vi begynde at arbejde med vores overbevisninger og derigennem blive lykkeligere og mere hele mennesker. T. Harv Eker mener, at mange mennesker bruger al for meget energi på at fastholde sig selv i en offerrolle (min barndom var dårlig, min far drak alle pengene op, jeg er ordblind, min mand har forladt mig, min chef er umulig osv.) i stedet for at fokusere på, hvad de kan gøre for at komme videre. Du skal tænke over, om det er vigtigst for dig at have ret (“ja, jeg er blevet uretfærdigt behandlet”) eller om du hellere vil fokusere på at blive succesfuld og lykkelig. Det er et valg, du har og du kan ikke få begge dele, mener han.

3: Økonomisk vækst = personlig vækst
Der er en sammenhæng mellem, hvor stort vi tænker, og hvor stor en indkomst vi har. Hvis du f.eks. tjener 2.000 euro om måneden, kan det være meget svært at forestille dig, at du kommer til at tjene 100.000 euro om måneden, for det virker alt for urealistisk på det niveau, du er på nu. Derfor er det vigtigt, at du hele tiden sørger for at udvikle din horisont ved at lære nye ting, søge inspiration, studere andre velhavende og succesfulde mennesker osv. Vi mennesker er ligesom planter; hvis vi ikke vokser, så dør vi. T. Harv Eker er berømt for at sige: ”Lad mig tale med dig i fem minutter og jeg kan forudsige din økonomiske situation for resten af dit liv”. Det han mener er, at han hurtigt vil kunne finde frem til dine overbevisninger og tanker omkring penge, og dermed forudsige, hvordan din indkomst kommer til at være resten af livet. Tror du f.eks. (ubevidst) på, at rige mennesker er grådige, eller at penge er roden til alt ondt, ja så er sandsynligheden for at blive rig meget lille. Det handler først og fremmest om at ændre dit mindset, hvis du gerne vil skrue op for det, Harv Eker kalder din indre pengetermostat. Står den på lav indkomst, så vil du, uanset hvor mange penge du kommer til at tjene, enten bruge pengene, fejlinvestere eller finde dig en partner, der bruger mange penge, så du kan bibeholde det samme niveau. Lottomillionærer er et godt eksempel på mennesker, der kommer til penge og taber dem igen, fordi de ikke har fået ændret på deres termostat. For at ændre på din termostat er første step at erkende, hvordan du tænker omkring penge. Dernæst skal du forstå, hvordan denne tankegang har påvirket din økonomi, og så skal du erstatte den med en overbevisning, som er mere støttende og positiv for dig. Du kan godt opnå rigdom uden at blive et lykkeligere menneske, men det er ikke særlig attraktivt i længden, så derfor skal din personlige udvikling prioriteres ligeså højt som din indtjening. Det er også meget vigtigt, at du foretager dig handlinger, som bringer dig ud på dybt vand og væk fra din komfort-zone. T. Harv Eker mener, at komfort-zonen, hvor alt er trygt og velkendt, er en direkte hindring for menneskers succes. Du kan ikke vokse som menneske, så længe du befinder dig i komfort-zonen – i øvrigt en holdning som de fleste coaches har, og som også vores egen Søren Kirkegaard udtrykte med sit berømte citat: ”At vove er at miste fodfæste for en stund. Intet at vove er at miste livet.” Så hvordan kommer du i gang? Ingen kan løbe et maraton i morgen, hvis man ikke har trænet op til det og det gælder også her. Små skridt tæller og vedvarende fokus. Og så ellers træning, træning og træning. Du kan starte allerede i dag. Hvad venter du på?


T. Harv Eker (f. 1954) er canadier, men bor i USA.  I sine tyvere startede han over 10 virksomheder op, inden han endelig fik succes med en fitness-kæde, som gjorde ham til millionær på under to år. Han mistede dog hele din formue igen og begyndte at studere rige mennesker og deres forhold til penge, hvilket ledte ham til at udvikle sin egen metode. I dag er han multimillionær og inspirer millioner af mennesker verden over med sine kurser og bøger. Læs mere på www.harveker.com.

Af Stine Mynster

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa