Fra København til Costa del Sol for at behandle misbrug

Fra København til Costa del Sol for at behandle misbrug

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Han var afhængig af alkohol og narkotika i 15 år. Nu bruger han tiden på at hjælpe andre. “Misbrug handler om at fylde et tomrum i livet”, siger manden, som forlod København og nu starter behandling af misbrug i Spanien.

 

Odd Hårklau har i alt arbejdet 10 år inden for behandling af misbrug i Danmark, bl.a. hos det private Frederiksberg Centeret i København og syv år hos svenske behandlingsinstitutioner. Selv er han 57 år gammel og ser uforskammet frisk og veloplagt ud, da vi mødes på Paseo’en i Fuengirola. Især når man tænker på, at han i mange år havde et voldsomt misbrug af rusmidler. Han fortæller, at der dagligt skulle to flasker sprut og en god del amfetamin til for at tilfredsstille hans behov, da misbruget var værst.

– Jeg er overbevist om, at misbrug egentlig handler om jagten på kærlighed og det at fylde et tomrum i livet, siger Odd.

Alle er unikke
Sidste år flyttede Odd til Costa del Sol, og i foråret startede han projektet, fordi han ønsker at hjælpe folk med at komme væk fra alle former for rusmidler, hvad end det drejer sig om alkohol, narkotika, spil- eller sexafhængighed. Derudover kan det dreje sig om mennesker, der er blevet seksuelt eller psykisk misbrugt, og som kæmper med depressioner eller simpelthen bare er ensomme.
– Jeg arbejder ud fra det grundlæggende synspunkt, at alle mennesker er unikke. I mange år har jeg arbejdet på behandlingsinstitutioner i Danmark og Sverige. Selvom mange institutioner gør et godt stykke arbejde, går behandlingen oftest ud på, at klienterne eller patienterne gennemgår samme behandlingsmodel. Men alle mennesker er forskellige, og der er ikke én model, som passer til alle, siger Odd.
Selv har han valgt at gå den modsatte vej; nemlig at tilpasse behandlingsmodellerne efter den enkelte klient. Dermed får alle Odds klienter en individuel og “skræddersyet” behandlingsform.

At fylde et tomrum
Men på trods af at klienternes problemer og deres behandlingsform kan variere, skyldes behovet for rusmidler i bund og grund et behov for at udfylde et tomrum i livet og dermed kompensere for det, som er vanskeligt og trist, mener Odd Hårklau.
Selv har han udfyldt tomrummet i sit eget liv ved at tro på Jesus. Men det betyder ikke, at han tilhører noget specielt trossamfund, hverken i Spanien eller Skandinavien. Det handler snarere om at bruge Jesu liv og virke som en rettesnor for sit eget liv og til sin egen selvhjælp.
– Jesus gik ud blandt de fattigste i samfundet, talte med dem og behandlede dem som ligeværdige. Jeg tror, at Jesu liv er et eksempel, som vi bør følge. Denne kærlighed til ens medmennesker er det, jeg selv holder fast i, fortæller Odd.
– Er troen på en gud en forudsætning for at komme ud af misbrugshelvedet?
– Nej. Det er absolut ikke nødvendigt at tro på Gud, men for mig var troen vigtig for at blive kureret. Men selvom jeg føler, at jeg har fået et kald fra Gud, prøver jeg ikke at påtvinge mine klienter min tro. Jeg har også muslimer som klienter, fortæller Odd, som fandt sin tro i 1987.

Stadigt mere misbrug
Odd, som er født og opvokset i Norge, mener at rusmiddelafhængighed er et stigende problem både i Skandinavien og i Spanien. Alkoholmisbrug er uden tvivl det største problem, hvad angår rusmidler, især blandt skandinaver, som flytter sydpå.
– Ja, problemerne med rusmidler stiger. Ud over alkohol og narkotika har rigtig mange – især yngre mennesker – oparbejdet en afhængighed af spil og sex. Vores samfund er meget sexfikseret, og mange børn helt ned til 11-12 års alderen får deres seksualundervisning på nettet. Det kan give et forvrænget og helt forkert syn på, hvad seksualitet er. Andre bruger aftener og nætter på at sidde foran computerskærmen og spille. Dette er bogstavelig talt livsfarligt og ødelæggende for ens sociale liv, mener Odd.

Egen erfaring
Efter at Odd Hårklau kom ud af sit eget 15 år lange misbrug i 1986, gennem et amerikansk behandlingsprogram, har han uddannet sig inden for samme felt. Siden har han arbejdet syv år i Sverige og til sammen 10 år hos danske institutioner, der yder behandling af misbrug.
– Hvorfor har du satset på en karriere inden for dette område?
– Det var aldrig min plan at ende som behandler, men jeg er alligevel glad for, at jeg gjorde det. Mit hjerte banker for at hjælpe andre, især yngre mennesker. Jeg synes, at jeg gør det godt og kan vise ganske gode resultater, svarer han.
– Har din baggrund som misbruger betydet noget for dit nuværende arbejde?
– For mig har det i hvert fald været en forudsætning selv at have været afhængig af et rusmiddel for at kunne gøre et bedre stykke arbejde. Men det er også en klar forudsætning, at man i forvejen har bearbejdet sin egen historie. Det er helt afgørende!
Odd afviser, at alkoholisme er en sygdom:
– Nej, jeg har aldrig set på alkoholafhængighed som en sygdom. Jeg ved, at det er som at “bande i kirken” at påstå dette. Jeg tror, at mennesker søger efter mening og kærlighed i livet, men med rusmidler sker det modsatte. Først når tomrummet i livet fyldes ud med mening og kærlighed, kan man slippe taget i rusmidlerne.

Ikke nødvendigvis fuldstændig afholdenhed
Efter 15 år hvor han helt har holdt sig fra rusmidler, tillader Odd sig i dag at tage en øl eller nyde et glas vin til maden. Han ved, at dette aldrig ville blive godtaget i mange miljøer, for eksempel AA (den verdensomspændende forening Anonyme Alkoholikere):
– Løsningen for alkoholikere kan være forskellig, det betyder ikke nødvendigvis fuldstændig afholdenhed. Verden er heldigvis ikke sort-hvid.
Odd oplyser, at han lige nu har 20 klienter fra 12 nationer på mellem 17 og 82 år. Problemerne, de vil have hjælp til at løse, handler om alt fra alkohol og narko til sex- og spilafhængighed og ensomhed. Behandlingen tilpasses klienternes behov, og mødestederne kan være en café, hjemme hos klienten eller hos Odd, som bor i Los Boliches/Fuengirola.

På gaden og på barer
– Dagene går med behandlinger, at opdatere mig fagligt, lave en hjemmeside og at arbejde med nyhedsbrevene, som jeg sender ud hver 14. dag, siger Odd, som fortæller, at han aldrig har flere end tre klienter pr. dag:
– Det handler om at være til stede og være fokuseret. Med for mange klienter kan dette være vanskeligt. Jeg går også meget på gaden, på barer og caféer, møder tilfældige mennesker og får kontakt. Nogle gange føler jeg, at jeg kan tilbyde folk hjælp, og så tager jeg kontakt til dem. Men Odd fortæller, at han også har mødt folk, han ikke kan hjælpe:
– Det hænder, at jeg siger nej til folk. Kemien skal passe, hvis ikke den gør det, så nytter det ikke noget.

Vil starte en stiftelse
For ni år siden boede Odd Hårklau her på kysten i tre år, bl.a. var han tilknyttet en privat dansk behandlingsinstitution for misbrugere. Derefter flyttede han tilbage til København og var daglig leder på det private Frederiksberg Centeret, et behandlingscenter for alle typer afhængighed og misbrug i København.
Det var hans “indre stemme”, som gjorde, at han efterfølgende solgte lejligheden i København og alt han ejede i Skandinavien for at flytte tilbage til Solkysten.
Siden han startede sin lille virksomhed her på kysten i maj sidste år, har Odd fået et par gode medhjælpere. På sigt håber han at kunne udvide virksomheden og tilknytte flere, både nye klienter og medhjælpere.
– Jeg har brugt mange af mine egne opsparede penge til at hjælpe misbrugere af alle slags. Derudover kommer indtægterne fra privatpersoner, institutioner og kirker, som giver pengestøtte. Men penge er ingen forudsætning for at få hjælp. Det handler mere om tid og ressourcer. På sigt er målet at kunne opbygge en større og mere stabil organisation. Navnet er allerede taget i brug: The Way.

Vil du i kontakt med The Way og Odd Hårklau:
Tlf.: +34 634 369 414
E-mail: theway@mail.dk

Af Arne Bjørndal

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa