Det danske magasin i Spanien

Et turbulent 2022 er er nu overstået. Et år, der har budt på mange udfordringer.
Hvordan bliver det nye år?
La Danesa har spurgt en række danskere om deres forventninger, forhåbninger og mål for 2023.

Stig Wiberg, Marbella

Dit største øjeblik i det forgangne år?

Da stort set alle Corona restriktioner forsvandt. Det var som at blive født på ny.

Det har mindet mig om, at vi skal leve livet fuld ud. Vi ved aldrig, hvad der venter os.

Hvad glæder du dig mest til i 2023?

Jeg forventer en svær start på det nye år, men glæder mig til det bliver sommer. Da er jeg sikker på, krigen i Ukraine vil være overstået og en masse problemer være løst. Derudover ser jeg frem til mine rejser.

Dit nytårsforsæt?

Hvert år har jeg et forsæt eller to – men ikke i år. Jeg er ikke altid lige fornuftig, men det lever jeg fint med. F.eks. er det ikke alt, jeg spiser, der er lige sundt – men smager fantastisk.

Anni Dahms, Fuengirola

Dit største øjeblik i det forgangne år?

Min datters bryllup i sommer. Hun er 59 og har været sammen med sin mand i 22 år. De klæder hinanden godt. Hun klædt i rosa, han i klart blåt. Det var betagende smukt, da de sagde ja til hinanden i Smørum Kirke.

Hvad glæder du dig mest til i 2023?

At blive 80 og føle mig “still going strong”. Håber at fejre min runde fødselsdag med hele familien med musik, dans og masser af glade mennesker. Jeg glæder mig til 2023, og tror det bliver et godt år med masser af kærlighed, omsorg for hinanden og finansiel tryghed.

Dit nytårsforsæt?

At holde mig sund med øko mad, motion, humor og latter.”Smil er den korteste vej,” er titlen på Victor Borges bog. Det vil forsøge at efterleve.

Jacob Lindgreen, Benalmádena

Dit største øjeblik i det forgangne år?

Det var for et par måneder siden, da jeg blev stoppet og fik en krammer på et atletikstadion af en mand med tårer i øjnene. Han genkendte mig, efter at jeg som førstehjælper til et trailløb i Sierra Nevada i foråret tapede hans ankel op efter en forstuvning. Han gennemførte og takkede for hjælpen. Det var et af de små øjeblikke, der betyder så meget.

Hvad glæder du dig mest til i 2023?

Jeg har et par nye erhvervstiltag i støbeskeen, og glæder mig til at se, hvordan de kommer til at udvikle sig.

Dit nytårsforsæt?

Jeg har de seneste år brugt søndagene på lange træningsture på cykel eller løb. I det nye år vil jeg bruge mange flere søndage på aktiviteter med familien. Min børn er 11 og 13 år og om blot få år, gider de formentlig ikke alt for mange aktiviteter med deres far.

Line Lyster, Coín

Dit største øjeblik i det forgangne år?

Da jeg fik min nye el-cykel. Nu kan jeg cykle i Coín og omegn, i bjerge og bakker uden problemer. Som dansker savnede jeg at kunne cykle til alting. Jeg bor på landet på et bjerg, men det kan en el-cykel sagtens klare.

Hvad glæder du dig mest til i 2023?

At kunne rejse mere igen. Det har været et travlt år i år med meget arbejde. Det har jo været vigtigt at kunne komme ovenpå igen efter Covid. Nu får jeg både mere tid og bedre muligheder for at rejse – og leve!

Dit nytårsforsæt?

At grine noget mere.

Peter Larsen, Marbella

Dit største øjeblik i det forgangne år?

Gensyn med alle venner og familiemedlemmer. Dejligt at få bekræftet de stærke relationer. For mig var det også et stort øjeblik, da Trump tabte midtvejsvalget. Ham bryder jeg mig bestemt ikke om.

Hvad glæder du dig mest til i 2023?

Jeg både tror og håber på fred i Ukraine – på deres betingelser, naturligvis.

Dit nytårsforsæt?

Både privat og arbejdsmæssigt har jeg et par år haft nogle ting i tankerne. I år skal beslutningerne tages.

Jeanette Buchard, Mijas Costa

Dit største øjeblik i det forgangne år?

En række festlige begivenheder over sommeren samt at se vores forretning komme tilbage på sporet efter en kedelig pandemi.

Hvad glæder du dig mest til i 2023?

Vores tvillingepigers konfirmation, min mands hofteoperation, nye oplevelser med familien og en masse udfordringer i firmaet.

Dit nytårsforsæt?

Det gør jeg mig aldrig i. Til gengæld glæder jeg mig altid til at tage fat på et nyt år.

Michel Pedersen, Fuengirola

Dit største øjeblik i det forgangne år?

Vi har fået nyt kontor. Det er vidunderligt med nye omgåelser efter mere end 20 år på samme kontor. Dertil har jeg tabt mig – det føles godt.

Hvad glæder du dig mest til i 2023?

Jeg tror og håber, vi kan få en afslutning på krigen i Ukraine og komme ud af klimakrisen.

Dit nytårsforsæt? At arbejde lidt mindre – og nyde livet mere. Alt for ofte har jeg alt for travlt og ender uden tid og energi til hverken familie, venner eller mig selv. Det skal der laves om på i det nye år.

Michael Thorsgren, Torremolinos

Dit største øjeblik i det forgangne år?

Det var ABBAs virtuelle avatar koncert i London. Jeg var afsted med min partner og gode veninde, Maddie Hjort. Det blev til årets bedste weekend.

Hvad glæder du dig mest til i 2023?

Intet konkret – men jeg er sikker på, der kommer til at ske en masse nyt og spændende i det nye år.

Dit nytårsforsæt? At tage mere tid til at nyde og leve livet, så det hele ikke går op i arbejde ugens syv dage.

Jane Naundrup, Mijas Costa

Dit største øjeblik i det forgangne år?

Da jeg kunne ride min rescue hest for første gang. Der lå store forberedelser bag.

Hvad glæder du dig mest til i 2023?

At få endnu en rejse checket af på min bucket liste.

Dit nytårsforsæt? At få et mere balanceret liv – mellem arbejde og fritid.

Peter Kaarsberg, Mijas

Dit største øjeblik i det forgangne år?

Det var lige efter sommerferien, da vi rundede en fordobling af salget fra sidste år. Det betød udvidelser og velkommen til nye glade ansigter i Kaarsberg Estate.

Hvad glæder du dig mest til i 2023?

Jeg glæder mig sågar blot til min dagligdag og weekender med solopgang, godt vejr, det smukke hav og en god cykeltur i bjergene med min kone.

Dit nytårsforsæt? Jeg har det samme fortsæt hvert år; at være en god chef og en god familiefar.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.