Ta'r bankerne fusen på os?

Det seneste halve år er vi blevet belært om rentestigninger. Politikere, økonomer og banker har i samlet flok forklaret os, at stigningerne er et nødvendigt onde for at få styr på inflationen – et af dagens største samfundsøkonomiske problemer. Derfor er alle med bolig- og andre typer variable lån blevet ramt benhårdt på pengepungen. Under parolen der er ingen anden udvej – vi må alle tage en bid af smerten betaler millioner af borgere i dag dyre renter på deres lån, som for blot ét år siden var nærmest rentefrie.

Vi må alle tage en bid af smerten – eller må vi? Renten har jo to ansigter: indlån og udlån. Den sidste har samtlige banker på ganske få splitsekunder hævet, så den harmonerer med centralbankens rentestigning. Men har, med andre ord, lynhurtigt sendt rentestigningen videre til borgerne. Det er spillets regler og helt okay. Det er derimod ikke okay, at bankerne ”glemmer” at justere indlånsrenten. Ingen fortæller os hvorfor – og ingen gør noget ved det. Det er sund fornuft, at en kontohaver ikke har fået noget afkast på sit indestående de seneste 10-12 år, når renten har været nær nul. Men med dagens Euribor (Eurozonens referencerente) på omkring de tre procent koster et boliglån nu samlet fire procent i rente. Et billån står i cirka fem procent og et forbrugslån lyder på seks til syv procent i årlig rente. Med de udlånsrenter burde alle kontohavere have et årligt renteudbytte på én til to procent. Men vi får et stort NUL – krydret med en yndig håndfuld årlige gebyrer og vedligeholdelsesomkostninger for brug af konti, betalingskort og overførsler.

Vel er de spanske banker, deres produkter og serviceydelser ikke ens. Men retningslinjen er identisk. Det samme er bankernes yderst professionelle og afvigende svar, når de tamme erhvervsjournalister forsigtigt spørger ind til de ”glemte” indlånsrenter og stigende omkostninger til borgerne. Lige så tamme er de store, magtfulde, spanske forbrugerorganisationer, som ellers ikke har ry for at holde sig tilbage. Hele sommeren var de over landets tankstationer for at sikre, at de ikke udnyttede statens rabat på de 20 cent til at hæve deres literpris. Tilsvarende har de siden Black Friday – og nu over januarudsalget – gået samtlige store varehuse og butikskæder på klingen for at sikre, at de annoncerede rabatter er reelle. Ukorrekte før-priser på en udsalgsvare anmeldes uden tøven som falsk markedsføring. Tilsvarende er de spanske forbrugerorganisationer nu efter landets supermarkeder. De vil sikre, at regeringens nye momsfritagelse på udvalgte dagligvarer kommer borgerne til gode i form af en regulær prisnedsættelse – og ikke bare munder ud i ekstra profit til supermarkederne. Tilsvarende burde de gå bankerne efter i sømmene. Ikke for at drive klapjagt på nogen, men blot for at sikre en smule retfærdighed. Det giver jo ingen mening, at den spanske regering bruger svimlende summer på at reducere moms og afgifter på el, benzin og dagligvarer for at hjælpe menigmand, når f.eks. Banco Santander samtidig introducerer en ny årlig vedligeholdelsesafgift på 240 euro til samtlige kontohavere.

Banco Santander har, præcis som de andre storbanker BBVA, Caixa Bank, Banco Sabadell og Bankinter, haft et forrygende 2022 – og jeg er den første, der smiler. Ønsker vi vækst og nye arbejdspladser er det alfa og omega med stærke og velfungerende banker, der kan, og vil, finansiere private og erhvervsmæssige projekter. Halter bankerne, halter det også for samfundet. Det så vi tydeligt under Finanskrisen i ’08. Men netop under Finanskrisen fik bankerne en hidtil uhørt stor håndsrækning fra både Den Europæiske Centralbank, Banco de España og den spanske regering, som er lig med borgerne. I gensidig interesse hjalp vi alle bankerne, som i de grådige 00’er kørte sig selv fuldstændig af sporet – både i Spanien og det øvrige Europa. Nu nytter det ikke, at der pustes nyt liv grådigheden på bekostning for borgerne. Det er op med indlånsrenten og ned med gebyrerne. Alt andet er at tage fusen på os.