På den anden side... Skal sundhedsvæsenet på operationsbordet?

Vi taler om tusindvis af residenter, som de sidste par årtier har fået udstedt en medicin, som man i hjemlandet enten ikke har kunnet, eller ville, udstede. Præcis samme ord kan sættes på de avancerede operationer, som udlænge har kunnet få gennemført her i landet. Det gælder specielt operationer relateret til kræft- og hjertesygdomme. Referencerne er mange – så mange og så positive, at man i store dele af EU længe har betegnet det spanske sundhedsvæsen som et af Europas bedste. En så fin vurdering kan næppe spoleres på nogle få måneder – og dog? Da det spanske sundhedsvæsen først på året virkelig skulle stå sin styrkeprøve, blev det nemlig slået fuldstændig omkuld.

53.000 af de cirka 285.000 personer (18 procent), der siden marts er blevet smittet med Covid-19, er ansatte på landets hospitaler. Det er helt ubegribeligt, men det sker, fordi hospitalsvæsenets beskyttelsesudstyr til læger og sygeplejersker ikke var godt nok – og tilsvarende at der ikke var nok. Myndighedernes bestræbelser på at få indhentet det tabte mundede i foråret ud i pinlige fejlindkøb og store logistikproblemer. Nogle leverancer levede langtfra op til forventningerne, andre var defekte og måtte sendes retur, og andre leverancer tog det administrativt en hel uge at få gennem tolden i Madrids lufthavn. Og det er uendelig lang tid, når hospitalerne er nær et kollaps, og der er akut mangel på udstyr.  “Set i bakspejlet handlede vi for sent,” har den spanske sundhedsminister, Salvador Illa, ærligt indrømmet. Spanien var langtfra de eneste. Man havde blot håbet på noget andet, når man nu stolt skilter med at have et af Europas bedste sundhedsvæsener. 

Tilsvarende kunne man også have håbet på en lidt større åbenhed og respekt for ofrene og deres efterladte. Det officielle dødstal ligger den dag i dag fortsat på cirka 28.000 personer, men efter stort pres fra pressen måtte flere højtstående fra sundhedsvæsenet, efter mindehøjtideligheden for de omkomne i Madrid i midten af juli, tilstå, at det reelle dødstal nok snarere ligger i nærheden af de 44.000. De mange dødsfald på landets plejehjem i særligt marts og april måned er nemlig ikke medregnet. Hvorfor? – fordi vi netop her finder én af de store skampletter på myndighedernes indsats under Coronakrisen. Den storstilede desinficering af landets plejehjem blev nemlig igangsat for sent. Igen kom man for sent! 

Vender vi tilbage til de triste tal, og medregner alle denne gang, får Spanien med 44.000 dødstal en kedelig topplacering over flest dødsfald i EU målt på antal indbyggere.  

Det var ikke lige det, man kunne forvente af en nation med et af Europas (tilsyneladende) bedste sundhedsvæsener. 

Kritikken af den spanske regeringens og sundhedsvæsenets håndtering af Covid-19-krisen har det sidste halve års tid været uendelig lang. Men det er jo også både let, og gratis, at kritisere. Netop derfor har jeg holdt mig lidt på sidelinjen, fordi vi stod, og står, i en krise uden sidestykke. Fakta hverken kan eller må vi dog løbe fra: landets sundhedsvæsen dumpede fælt, da det endelig galt og har brug for dybdegående revision – i alle led. De nye smittetal og Covid-19 udbrud landet over bevidner desværre på ny, at sundhedsvæsenet fortsat halter efter. Det samme gælder mængden af sengepladser på landets hospitaler. Spanien har mistet 9.000 sengepladser siden år 2000. Det betyder, at landet i dag har små tre sengepladser per tusind indbyggere. Vel er det en anelse flere end i Danmark og Sverige, men det er milevidt fra Frankrigs seks og Tysklands otte sengepladser per tusind indbyggere. Og det er netop dem Spanien skal sammenligne sig med, hvis man atter vil have et af Europas bedste sundhedsvæsener. Der er nogle sår, der skal slikkes. Men har Spanien sin Covid-19-vaccine klar i første halvår af 2021, som sundhedsministeren har annonceret, er vi for alvor tilbage på sporet. Vi har alle brug for nogle nye solstrålehistorier.