Restaurant Patría - kreativ gastronomi, kodrivere og romerske søjler i Vejer

En flok høns kagler lystigt, mens de rager og hakker med næbbene i vejkanten efter noget spiseligt. En skabet hund har taget ophold midt på vejen, der går mellem de cirka 40 huse, og ser dovent på fjerkræets hyperaktivitet. Sammen udgør de byens eneste synlige indbyggere denne dag, hvor foråret ligger på lur i det andalusiske landskab. Vi styrer udenom og ser snart skiltet, der indikerer, at vi har nået målet, Restaurant Patría.
Restauranten er opkaldt efter landsbyen, Patría (ikke at forveksle med pátria), som ligger en håndfuld kilometer nord for Vejer de la Frontera, cirka 50 kilometer fra Cádiz og midt i Spaniens nye in-sted, som er Costa de la Luz og dette hjørne af Cádiz-provinsen, hvor nye boutique-hoteller og spændende spisesteder er dukket op.
Åse og Thomas, begge med efternavnet Donsø, tager imod. Åse med en bakke med små vaser med friske blomster til bordene og Thomas med et forklæde spændt om livet og en grydeske i den ene hånd.
“Nå, I kunne godt finde os,” siger Åse. Heldigvis havde vi fået gode instruktioner, og følger man dem, er risikoen for vildfarelse begrænset, omend ikke udelukket.
Fra restauranten ser man ned over Conil de la Frontera, cirka ti kilometer ude i horisonten, som ender et sted i Atlanterhavet. Foran bygningen, eller huset, er der en stor terrasse, overdækket med vinranker og med et gulv belagt med en kombination af fliser, teglsten og antikke, romerske marmorsten. Sidstnævnte og én af de søjler, der er med til at bære halvtaget, ligner netop dem, man ser i gamle romerske byer.
“Den tidligere ejer sagde godt nok noget om dem og Baelo Claudia, den romerske by ved Tarifa. Han ville dog ikke helt erkende noget,” siger Thomas.
Beliggenheden er altså ikke den eneste usædvanlige faktor, men den mest fremtrædende.
Og det første spørgsmål må nødvendigvis være: “Hvordan er I havnet her?”

Deres historie
Parret mødtes på Tenerife, hvor de begge arbejdede for Dansk Folkeferie. En dag talte de om, at det kunne være spændende at have sit eget sted, gerne et hotel, i Spanien. De flyttede dog hjem til Danmark, da Thomas fik et job hos Jan Hurtigkarl på Hurtigkarl & Co, og de følte, at det karrieremæssigt var det klogeste valg.
“Jeg havde rejst så meget og mente, det var en god idé at samle points på den måde. Men på et tidspunkt kommer man jo dertil, hvor pointene i stedet begynder at blive trukket fra,” mener Åse.
I Danmark arbejdede hun som souschef på et hotel i Ballerup samtidig som hun tog en merkonomuddannelse i HR, mens Thomas, som de fleste kokke, skiftede arbejdsplads en del gange – sidst var han køkkenchef i kantinen hos et japansk selskab i København. De fik to børn, først Thea, som i dag er ni år, og David på seks. Sådan gik årene fra 1997 til 2005.
De kunne dog ikke slippe ideen om et eget sted i Spanien. De tog derfor officielt orlov, selvom både lejlighed og køretøj blev solgt, pakkede børnene og drog til Cádiz-provinsen, som en ven havde anbefalet. Her startede de med at kigge efter et egnet hotel, men kastede dog kærligheden over en venta, som var faldefærdig, men med denne pragtfulde udsigt og usædvanlige beliggenhed. De gik ud fra deres egen devise om, at man skal vælge arne efter området, selve bygningen kan man altid ændre på.
Det gjorde de så også, og det tog dem syv måneder at renovere og konvertere rønnen til restaurant, som indendørs kan minde om et privat hjem med sort/hvide familiebilleder på væggene og et virvar af forskellige borde og stole.
“Flere spaniere gætter dog den skandinaviske hånd i indretningen, også før de hører os tale,” smiler Åse.
Mange kaldte dem naive. At tro på, at de kunne skabe en restaurant herude, hvor også kodriverne ofte krydser deres grund. Men nu, fem år senere, er de her stadig. Med børnene, som har gået i børnehave i Patría, men nu hver dag tager bussen ind til den store skole i Vejer – “Det er et godt sted for børn, her er meget lidt trafik og ingen, der render rundt og stjæler børn,” indskyder Åse. Selv bor de i samme hus, i en del ved siden af selve restauranten.

Den kulinariske side af sagen
Det første år var de fleste af Patrías gæster spaniere – de ansatte, insisterer de på, skal være spaniere – mest fra Cádiz og Puerto de Santa María, hvor, mener Thomas, de er vandt til udlændinge og interesserede i at prøve nye spisesteder. Senere kom englændere, hollændere og tyskere, og nu har enkelte danskere, takket være programmet Annemad på dansk TV, også fundet dertil.
Køreturen er en fin udflugt i sig selv, oveni venter så maden.
Til frokost er der om vinteren en buffet med mange forskellige salater og varme grønsagsretter samt forskellig fisk og kød. Om sommeren kan man i stedet få tapas til frokost. Om aftenen er det a la carte, som gælder. Menuerne skifter hver 14. dag, så gengangerne, som der bliver flere og flere af, har noget nyt at se frem til. Det bliver alt sammen tilberedt af friske ingredienser fra markedet i Conil og så vidt muligt af økologiske varer.
“Lokale landmænd, som dyrker økologisk, kommer hertil med deres afgrøder, så vi får det bedste på den måde. Vi inkluderer ikke noget fra fryseren og ikke noget fra dåse,” siger Thomas.
Retterne kan nærmest betegnes som alternativt og kreativt middelhavskøkken, som Thomas selv fortolker dem, men altid uden at miste fodfæstet – mere Juan Mari Azak og mindre Ferran Adrià, som han udtrykker det – da parret mener, at maden ligesom indretningen skal passe til, at restauranten er en tidligere venta og oveni det beliggende i en by med fritløbende høns.

Sukkerknalde på bjergsiden
Vejer, der som så mange andre byer på disse kanter lyder efternavnet De la Frontera, ligger ved floden Barbate.
Her har været en by siden stenalderen, og den var allerede befæstet i bronzealderen. Da hed den Besaro, romerne kaldte den Baesippo, mens maurerne foretrak Besher, og med den almindelige forveksling mellem b og v er det ikke svært at se, hvorfra byen har sit nuværende navn.
Vejer har i dag omkring 13.000 indbyggere.
Her ses stadig dele af den gamle bymur, som værner om byen og dens smalle gader, gennem hvilke kun små biler kan komme frem. Med andre ord anbefales det at parkere og i stedet udforske byen på gåben.

Dagtur eller overnatning
Det tager mellem to og tre timer at køre fra Costa del Sol til Vejer. Forbi Gibraltar, smukke Tarifa, og fra Atlanterhavet op i bjergene til Vejer og Patría. Vejene er gode.
En dagtur til Patría kan sagtens kombineres med et besøg i netop Tarifa eller den antikke romerske by Baelo Claudia, Vejer eller Conil, eller man kan stå tidligt op og også inkludere Cádiz på programmet.
Ønsker man at prøve Restaurant Patrías spændende a la carte om aftenen, er der flere overnatningsmuligheder, som på Hotel Califa, der ses på billedet.

Flere oplysninger

· Restaurant La Patría: www.restaurantepatria.com

Her findes også kørselsvejledning.

Åbningstiderne er:

November – maj: Lørdage kl. 13.00 – 16.00 buffet, 20.00 – 23.30 a la carte. Søndage og nationale helligdage: 13.00 – 16.00 buffet

Maj – juni: onsdag – lørdag kl. 20.00 – 23.00 a la carte, lørdag og søndag også buffet.

Juli – august: Tirsdag – søndag 20.00 – 23.00 a la carte.

For øvrige åbningstider se venligst hjemmesiden.

· Hotel La Califa: www.lacalifa.com

· Hotel Casa la Siesta: www.casalasiesta.com

· Vejer de la Frontera: www.vejerdelafrontera.es

Eksempler på Restaurant Patrías fortolkning af middelhavskøkkenet

Yucca: Yucca puré med Pedro Ximenez sauce, spinat og cherrytomater

Gulerods- og porresuppe: Gulerods- og porresuppe med appelsin, chilli, koriander og fiskeboller

Panne cotta: Panne cotta a la Mojito

Stegt tun: Stegt tun med rødbeder

Stegt Corvina: Stegt Corvina med artiskokker, mandler og spinat

Frisk bønnesalat: Frisk bønnesalat med bacon og gedeost

Blommesoufflé: Blommesoufflé med syltede blommer og vanillecreme