Får inflation det globale opsving til at køre af sporet?

Trods uroen i Mellemøsten og Nordafrika lod det til, at investorerne i første omgang fastholdt deres positive forventninger til den globale vækst – men så spredte uroen sig til olierige Libyen. Den efterfølgende usikkerhed er blevet forstærket af, at et tema, der historisk har vist sig at dæmpe vækstforventningerne, igen er dukket op – nemlig inflation.
Inflation er noget, som økonomer diskuterer meget, og inflation kan tage mange former. Som kolesterol i den medicinske verden behøver inflation ikke altid at være af det onde. Efterspørgselsdrevet inflation, hvor priserne på varer og tjenesteydelser stiger generelt, fordi efterspørgslen overstiger udbuddet, ses normalt samtidig med økonomisk vækst og er ikke nødvendigvis skadelig, hvis den blot holdes i ave. Det er denne type inflation, som de fleste lande med høj vækst i Asien og Latinamerika oplever for tiden. Omkostningsdrevet inflation opstår derimod ved, at virksomhederne øger priserne på deres varer for at dække højere produktionsomkostninger (fx lønstigninger, stigende råvarepriser mv.). Omkostningsdrevet inflation kan kvæle væksten, da priserne som regel kun kan stige til et vist niveau. Øger en virksomhed priserne ud over dette niveau, køber forbrugerne ikke varerne.

Variationer over et tema
Hvad angår de industrialiserede lande er analytikerne ikke enige om, hvorvidt inflationsudviklingen udgør en alvorlig trussel. Nogle hævder, at hvis inflationen ikke holdes under kontrol, vil den udhule forbrugernes købekraft og dermed ramme det meget sårbare økonomiske opsving. Andre mener, at tiltag til at dæmpe inflationen kan kvæle den smule efterspørgsel, der er.
De divergerende holdninger skyldes primært, at de to lejre lægger noget forskelligt i begrebet inflation. Her skal vi skelne mellem to forskellige inflationsmål: overordnet inflation og underliggende inflation. Typisk afspejler den overordnede inflation den generelle prisudvikling, mens den underliggende inflation ikke omfatter volatile komponenter som fødevare- og energipriser (især olieprisen). Det lyder enkelt nok. Dog findes der mange forskellige officielle inflationsmål for begge typer inflation, og økonomer, regeringer og centralbanker kan frit vælge det mål, der bedst understøtter deres synspunkter eller politiske kurs på et givet tidspunkt.
De, der hævder, at inflation ikke kan true de vestlige økonomier, bygger deres argumentation på, at selvom den overordnede inflation stiger, så ligger den underliggende inflation generelt stabilt. Det kan være rigtigt her og nu, men den store skade, som stigende fødevare- og energipriser i sidste ende kan forvolde økonomien, ignoreres. Priserne bestemmes jo ikke alene af forbruget, men også af to vigtige faktorer uden for regeringens og centralbankens kontrol: vejret og den geopolitiske udvikling. Især spiller energipriserne en stor rolle i den industrialiserede, olieafhængige verden, fordi ændringer i energipriserne har en tendens til før eller senere at slå fuldt igennem på hele økonomien.

Ingen nemme løsninger
Efter flere naturkatastrofer er fødevarepriserne steget til et niveau, som Verdensbanken betegner som ”bekymrende”, mens oliepriserne er steget til det højeste niveau i mere end to år på grund af bekymring for udbuddet som følge af konflikterne i Mellemøsten og Nordafrika. Den forværrede prisudvikling vil kunne bringe de vestlige centralbanker i et svært dilemma: skal de gradvist afvikle den lempelige pengepolitik for at bekæmpe inflationen og dermed risikere at ødelægge det spirende opsving, eller skal de fastholde det lave renteniveau i håb om, at presset på priserne efterhånden aftager? Balancegangen for de pengepolitiske myndigheder fortsætter således.

www.nordeaprivatebanking.com