Det danske magasin i Spanien
Hammerslag på Kysten – set fra kulissen

Hammerslag på Kysten – set fra kulissen

Et af Danmarks mest populære programmer gennem tiden besøgte i januar Costa del Sol. La Danesa var med på sidelinjen.

Jeg er på vej til Canillas de Aceituno. En lille bjergby nordøst for Málaga og dagens mål for seermagneten Hammerslags produktionshold. Programmet er efter 10 års fravær tilbage på Costa del Sol, hvor der over fire dage skal optages to programmer, som sendes på DR1 fra slutningen af denne måned. Med forsigtighed som en 87-årig, der lige har fået kørekort, snor jeg mig gennem de snævre hårnålesving, inden jeg når bygrænsen og den lille vej, der fører ned til dagens hus. Vej er måske så meget sagt, for egentlig er det bare en ujævn blanding af grus og sten, der med dybe dale på begge sider ender på en forhøjning med en fantastisk udsigt over det landlige område.

Jeg ankommer samtidig med to biler, som har transporteret DR’s hold bestående af vært Peter Ingemann, en producer, to kameramænd og en lydmand. Selv om det stadig er først på formiddagen, er humøret højt, og det er tydeligt, at det er en godt sammentømret gruppe, der begynder at gøre klar til optagelse. Lydmanden Ole Buus har eksempelvis været med i samtlige programmets 23 år.

”Jeg kan godt lide atmosfæren, når vi er af sted. Det er nogle flinke mennesker, og det er et sjovt program at lave,” siger Ole Buus, der bruger godt tre måneder om året på at producere Hammerslag.

Hele Danmarks boligprogram

Programmet Hammerslag gik første gang i luften i 1989. Den gang hed værten Frode Munksgaard, og det gjorde den også, da programmet i 1994 skiftede fra at omhandle diverse ting, der kom under hammeren, til kun at fokusere på boliger. Den populære og folkelige Munksgaard fik opbygget en sand seersucces, og der var derfor nervøse miner på DR’s direktionsgang, da Mr. Hammerslag stoppede på programmet i 2004.

”Der var rigtig mange boligprogrammer i tv på det tidspunkt, så man var lidt usikker på, om programmet kunne holde til mere, eller om det ville dø ud med Frode,” fortæller Peter Ingemann, der dengang blev manden, som fik chancen for at holde liv i den brændende fakkel. Den mission har han i høj grad formået at fuldføre. Med en fast seerskare på flere hundredetusinde danskere, der gerne trodser fodboldlandsholdets afgørende EM-kvalifikationskamp mod Portugal, lever Hammerslag i bedste velgående. Seertal på et godt stykke over millionen er ikke usædvanligt, ligesom kvalitetsvurderingen kontinuerligt bevæger sig omkring flotte 4.1 ud af fem – det samme som øjeblikkets suveræne seerfavorit X Factor. Til sammenligning ligger TV2’s boligpendant Liebhaverne på omkring 750.000 seere i gennemsnit, mens vurderingen konsekvent ligger under 4.

”Jeg tror, at Hammerslags store styrke er, at alle kan være med. Du kan gætte med på huspriserne, selv om du kun er et barn, og så tror jeg, at vi alle er nysgerrige efter at se, hvordan andre bor,” gætter den altså kun anden vært i programmets snart kvarte århundrede på skærmen.

Økologisk fjernsyn

Huset i Canillas de Aceituno er nummer tre af fire i Hammerslag Special på Costa del Sol. Det er nøje udvalgt blandt 20 potentielle boliger, som Peter Ingemann på en tidligere researchtur beså. Huset er lille, hyggeligt og bygget helt efter klassiske spanske forskrifter med træspær i loftet og rundbuer i mursten. De små vinduer giver ikke meget lys at arbejde med, så kameraholdet forsyner flere af boligens rum med projektører. Imens tjekker Peter Ingemann endnu engang oplysningerne på huset og forbereder de sidste ting inden optagelsesstart en lille times tid frem. Selv om man har lavet godt 150 programmer, bliver det aldrig helt rutine at gå på skærmen.

”Pulsen bliver altid lige lidt højere, inden kameraerne tændes, men jeg vil ikke sige, jeg er nervøs mere,” fortæller Ingemann, som lover, at den Peter, man ser på skærmen, ikke er en påtaget rolle, men er den samme Peter, man også møder, når kameraet er slukket.

”Jeg tror ikke, det ville kunne fungere, hvis jeg som vært tog en eller anden maske på, som slet ikke var mig. Det ville blive falsk, og det er fuldstændig det modsatte, vi efterstræber på Hammerslag, hvor det hele gerne skal være så ægte og nede på jorden som muligt. Økologisk fjernsyn, kalder vi det,” siger værten med et bredt smil.

Live on tape

Tiden nærmer sig, hvor det første hold mæglere ankommer til huset. Det obligatoriske indledende interview med husets ejendomsmægler er klaret, og sammen går hele produktionsholdet nu en sidste runde, hvor detaljerne omkring Peter Ingemanns tur gennem huset aftales. Hvem filmer hvornår? Hvilken deltager skal se det lille toilet? Hvilken rute skal tages? Den løsslupne stemning er nu afløst af dyb koncentration. Først der går det for alvor op for mig, at jeg er vidne til produktionen af et af Danmarks absolut mest populære tv-programmer, hvor hver en lille fejl potentielt kan resultere i en mindre klagestorm fra seerne.

”Heldigvis er langt, langt de fleste seerhenvendelser positive. Men det sker da, at der er en, der gør opmærksom på, at vi ikke bør lade de kvindelige mæglere gå med høje hæle, da det ødelægger gulvet. Der var også en gang en dansklærer, der fortalte mig, at det ikke hedder ”en hus”, som jeg åbenbart havde sagt, men ”et hus”,” husker Peter Ingemann.

En bil bumper langsomt ned ad den knoldede passage. Hold øst er på vej. Værten briefer kort sine deltagere, inden optagelserne går i gang. Med den vanlige friske stil informerer Peter Ingemann mæglerne Trine Kildemark og Thomas Jacobsen om huset, de nu skal vurdere. Jeg selv står bag en mur og gemmer mig for kameraernes opmærksomme linser. Sammen med producer Ole Søgaard følger jeg med på en lille monitor. Pludselig er optagelsen foran huset slut, og alle skifter position. Scenen kom i kassen første gang.

Minutter senere ruller kameraerne igen, og dermed er der sat gang i en glidende, naturlig rundtur i huset, som kun afløses af enkelte, korte pauser, hvor kameraerne skal skifte position. Det er fortsat ingen take two’s, og en mindre talefejl eller klodset bevægelse ænses ikke. Det her er økologisk tv.

Mæglere på udebane

Øst-holdets tur slutter foran den lille swimmingpool i haven med en længere diskussion om husets pris. Argumenter om beliggenhed, kvadratmeterpriser og andre parametre fyger gennem luften, inden de langt om længe enes om en pris. Thomas Jacobsen har deltaget i Hammerslag gennem seks år og Trine Kildemark to, så de ved efterhånden, hvad det drejer sig om, selv om boligmarkedet på Costa del Sol ikke ligefrem hører under deres foretrukne postnummer.

”Vi har ingenting at sammenligne med, så det er virkelig svært at gætte en pris. Man lader sig jo nemt rive med af udsigten eller af en lækker swimmingpool,” fortæller Thomas Jacobsen, der ligesom sine tre kolleger ikke anede, hvor de skulle hen, før de stod i lufthavnen.

”Det eneste, vi fik at vide, var, at vi skulle have vores pas med til lufthavnen. Men sidst, de sagde det til os, endte vi på Bornholm,” griner Trine Kildemark, som er en af cirka 400 mæglere, der gennem tiden har deltaget i Hammerslag.

De to bytter lidt efter plads i bilen med hold vest, Camilla Jønsson og Christian Borregaard, som netop er ankommet. Under optagelserne har de ventet i nærheden og er nu klar til deres guidede rundtur. Den forløber ligeså gnidningsfrit som den første, og i klassisk Hammerslag-stil er tonen uformel og frisk. På et tidspunkt konstaterer Christian Borregaard det ærgerlige i, at vinduerne i stuen er så små, når nu udsigten er så flot. Sekunder senere skal der skiftes kamerapositioner, og Peter Ingemann er med det samme over mægleren:

”Nå, du ville lige smide sådan et fire gange fire meter vindue ind,” griner han, mens den unge mægler med et smil og et nik anerkender, at den idé måske ikke helt passer sig til et lille hus bygget i klassisk spansk stil for formentlig mere end 50 år siden.

Hellere håneret end vaders

Efter endnu en hurtig, velkoordineret rundtur er hold vest nu også gået i tænkeboks foran husets pool. Igen er uenigheden stor til at starte med, og igen må der flere minutters intensive forhandlinger til, før de to mæglere mødes på et bud. At være det hold, der kommer tættest den reelle salgspris, er ikke bare et spørgsmål om at hjemtage de nærmest legendariske vinderpræmier. Det er i endnu højere grad et spørgsmål om håneretten.

”Det er som at være en lille familie af sted, når vi laver Hammerslag, og jeg kan love dig for, der bliver gået op i, hvem der vandt og med hvor meget,” forsikrer Peter Ingemann med et smil. ”Vinderne håner taberne på en kærlig måde, og hvis det så vender ved næste bolig, så kommer de hånende bemærkninger igen med dobbeltstyrke.” Det billede kan Camilla Jønsson sagtens genkende.

”Det er fuldstændig ligesom at være på lejrskole. Man går op ad de her mennesker hele dagen, og det er virkelig, virkelig sjovt at være af sted,” fastslår vest-holdets kvindelige halvdel, der udover håneretten også tidligere er blevet beriget med et par vaders, der var højere end hende selv, for en sejr i programmet.

Afgørelsen

”ÅÅÅH, hvor er det ærgerligt!,” udbryder en af de tabende mæglere, da sidste scene er skudt, og kameraet igen er slukket. Peter Ingemann har netop afsløret denne boligrundes vinder, og det tabende par er langt fra tilfredse med resultatet. Ærgrelsen er tydeligvis autentisk og understreger virkeligheden i det konkurrenceelement, programmet bygger på. Den ene må i bar ærgrelse bøje sig forover og med hænderne støtte sig til knæene, mens den anden med lukkede øjne vender ansigtet mod himlen. Mæglerne ved godt, den står på drillerier til både hovedret og dessert ved aftenbordet.

”Mæglerne er castet efter flere ting, men det vigtigste er nok selvironien. De skal kunne grine af sig selv, og der vil komme fejl, når vi forsøger at holde det så ægte som muligt ved at optage det hele ud i et. De er jo et eller andet sted brugtvognsforhandlere i pænere tøj, og derfor skal de ikke tage sig selv alt for højtideligt,” siger Peter Ingemann, som angiveligt har været heldig med dette cast. De første stikpiller er nemlig allerede sendt af sted – og modtaget med smil og oprejste pander – inden det samlede Hammerslag-hold pakker sammen og begiver sig tilbage mod hotellet. I morgen venter endnu en bolig på den spanske sydkyst.

Første afsnit af Hammerslag Special på Costa del Sol sendes sidst i denne måned. Vil du se, hvordan programmet optages, kan du scanne artiklens QR-kode eller besøge programmets hjemmeside www.dr.dk/dr1/hammerslag.

 

Af Andreas Müller

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.