Susana Díaz erobrer Juntaen – igen

 

Med intens øje-til-øje kontakt forklarer Susana Díaz en af sine politiske ambitioner: “Selvfølgelig skal vi forhandle bredt, og lade alle partier komme til orde. Det er det, vi altid gør,” siger hun med en bestemt mimik og trækker sig derefter tilbage fra pressekonferencen. Alting ånder fred og idyl i den velplejede have indenfor regeringsbygningens mure, men zoomer man ud til virkeligheden, står det klart, at det har været en kamp for Díaz at genvinde magten. En kamp, hun var tæt på at tabe.

 

84 dage og fire valgrunder
Det tog 84 dage og fire valgrunder for Díaz og PSOE at opnå det flertal, de behøvede for at generobre lederskabet i Sevilla. Udfordringen for PSOE var, at de ikke havde fået nok mandater ved regionsvalget den 22. marts i år til at kunne danne soloregering, og derfor behøvede stemmer fra enten Partido Popular, Ciudadanos eller Podemos.
Det blev det nye parti Ciudidanos, som til sidst støttede Díaz, hvilket var en overraskelse for mange, især fordi PSOE’s valgprogram ikke er ændret med et eneste ord siden første valgrunde.
“Det mest oplagte ville have været, at Podemos støttede Díaz, fordi deres politiske ambitioner minder mere om PSOE’s. Der er bare det helt særlige i Andalusien, at Podemos ikke kommer godt ud af det med PSOE. Og det er nok der, vi skal finde forklaringen på,” forklarer Isabel Morillo, som er politisk journalist og fast reporter i parlamentet for avisen El Confidencial.

Hvis hverken Ciudadanos, PP eller Podemos havde valgt at støtte Díaz inden den 5. juli, ville der blive udskrevet nyt regionsvalg i Andalusien. Reglen er nemlig, at der højst må gå to måneder fra den første præsidentielle afstemning og indtil der er udnævnt en præsident. Den første afstemning blev afholdt den 5. maj, så deadline var d. 5. juli. Men da der ikke må holdes regionsvalg i juli eller august, ville valget først falde i september. Valgloven siger intet om, hvor mange gange der højst må blive stemt om præsidentposten i løbet af de to måneder – der kan i princippet være en afstemning hver dag.

De første tre valgrunder faldt tæt på hinanden, men derefter holdt PSOE tre ugers pause, før de udskrev et nyt valg. “Det er fuldt bevidst, at PSOE holdt en lille pause. De afventede nemlig resultaterne af kommunalvalget d. 24. maj for at få et reelt hint om, hvor spansk politik er på vej hen,” forklarer Isabel Morillo. Normen er ellers, at regeringen bliver dannet inden for to uger.

 

 

Hvorfor tog det så lang tid?
Der er flere grunde til, at det har taget så lang tid for Juntaen at konstituere sig. For det første har Díaz ikke udvist den store lyst til at samarbejde. Lige inden den første afstemning understregede hun, at PSOE ikke ville danne regering med nogle af de andre partier, men til gengæld ville modtage deres støtte med kyshånd.
Det kan umiddelbart virke som en uklog taktik, men ifølge Susana Díaz selv ville hun skulle danne regering alene for at leve op til sit valgløfte.
“Jeg vidste, at det ville blive en udfordring at regere alene, men det var det, jeg lovede vælgerne. At regere alene men med stor konsensus,” udtaler Susana Díaz til pressemødet i Juntaen den 15. juni, hvor hun fremlægger sin og sin ægtefælles selvangivelse for 2014 som et symbol på, at PSOE ønsker større gennemsigtighed for at bekæmpe korruption.

Om valgløftet er den eneste grund til, at Díaz ikke ville danne regering med andre partier må forblive i det uvisse, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at
det ikke ligger til PSOE’s andalusiske natur at dele regeringsmagten.
PSOE har nemlig siddet tungt på den politiske magt i Andalusien, uafbrudt siden 1978, stort set uden at skulle samarbejde med andre partier. Det var kun ved regionsvalget i 2012, at PSOE ikke opnåede absolut flertal i Juntaen, og derfor måtte få støtte fra det stærkt venstreorienterede parti IU. I 2012 fik IU 12 mandater, men ved valget i 2015 faldt deres andel til kun fem mandater
For at opnå absolut flertal, kræver det, at regeringspartiet råder over mindst 55 af de 109 parlamentsmandater. I år fik PSOE 47 mandater, og de skulle derfor have støtte fra et parti, der ligger inde med mindst 8 mandater for at deres spidskandidat, Susana Díaz, kunne blive præsident. Da PSOE ikke kunne få de nødvendige mandater fra IU, måtte PSOE se sig om efter nye politiske legekammerater.

 

 

Ciudadanos støtter PSOE
Den nye dreng i klassen blev partiet Ciudadanos, som er et anti-katolsk parti, der politisk ligger lidt til højre for midten. Et parti hvis mærkesager generelt ligger tættere på PP’s end på PSOE’s. De tre første valgrunder stemte Ciudadanos “nej” til, at Díaz skulle være præsident, men nu har de altså ændret mening.
“Jeg tror, Ciudadanos følte, at de havde et ansvar for, at regeringspuslespillet gik op. For hvis der skulle foretages et nyt valg i september, ville Andalusien været næsten seks måneder uden regering. Det er klart, at det har konsekvenser for befolkningen,” forklarer Morillo.

Selvom Ciudadanos nu har valgt at støtte Díaz, er det svært at se, hvad de får ud af denne pagt. PSOE’s regeringsprogram er nemlig præcis det samme i dag som ved første valgrunde. Isabel Morillo har dog et bud på, hvad Ciudadanos kan have haft politisk indflydelse på siden regionsvalget d. 22. marts: Efterforskningen af de to tidligere PSOE-præsidenter i Juntaen, Manuel Chaves González og José Antonio Griñán, som er begge blandet ind i store korruptionsskandaler.
“Der er ingen tvivl om, at det har haft betydning for efterforskningen af Chaves og Griñán, at Podemos og Ciudadanos har stillet krav om, at de skulle forlade spansk politik. Efterforskningen af deres korruptionssager er omfattende,” pointerer Isabel Morillo. Samtidig med at pressemødet er i gang slipper nyheden ud om, at Griñán forlader sin plads i det spanske Senat. Susana Díaz kommer kort ind på Griñáns farvel til spansk politik, og gør meget ud af at understrege: “Det er hans egen beslutning”. Det kommer dog ikke som en stor overraskelse, at Griñán trækker sig, for det gjorde han allerede opmærksom på tidligere i år. Chavez, som var præsident for Junta de Andalucía fra 1990 til 2009 informerede i april om, at han også forlader spansk politik grundet et stort pres fra offentligheden.
PSOE og Ciudadanos har tidligere lavet en antikorruptionspagt, som Díaz lovede at skrive under, så snart hun blev valgt som præsident.

Selvom efterslæbet fra regionsvalget har virket forvirrende, udtrykker Díaz, at hun selv hele tiden har været “afslappet” ved situationen. Hun henviser til, at PSOE siden regionsvalget har haft “stort flertal” i de andalusiske meningsmålinger. En meningsmåling offentliggjort i El País den 3. juni i år viste, at 26,4 procent af andalusierne foretrækker en ren PSOE regering, mens 17 procent foretrækker en Ciudadanos-støttet PSOE-regering.

Valgdrama eller ej, nu er der i hvert fald fundet en løsning i Sevilla. Og set i lyset af både regionsvalget i Andalusien og kommunalvalgene i hele Spanien står en ting klart: Det politiske landskab i Spanien er ændret. Hvis udfaldet af parlamentsvalget til november kommer til at afspejle resultaterne fra kommunal- og regionsvalgene i Spanien, får partierne Ciudadanos og Podemos en hel del at skulle have sagt.
Díaz overbevist dog om, at PSOE får en betydelig politisk post i fremtiden: “PSOE repræsenterer midten af spansk politik og har stor betydning. Vi har været med til at konstruere det spanske demokrati,” slår hun fast.

“Hvordan resultaterne bliver til parlamentsvalget, tør jeg slet ikke spå om. Som spansk politik er lige nu, kan det hurtigt ændre sig. Vi må bare vente og se,” afslutter journalist Isabel Morillo.