Barcas scoring til 6-1 over Paris udløser et jordskælv. Godt nok kun 1,0 på Richter-skalaen, men alligevel… Erdogan tildeles virkelig meget taletid på internationale medier til brok over, at hans ministre ikke må føre valgkamp i EU om noget så udemokratisk som hans eget enevælde. Vil han føre valgkamp for udlandstyrkere, kunne han jo invitere dem en tur hjem. Bananstat kalder han Holland. Nazister kalder han tyskerne. En ballade af Muhammedtegning’ske dimensioner ville det udløse, hvis det var Rutte, Merkel eller Løkke, der kaldte Tyrkiet for det samme. Vi tør knapt at kritisere Tyrkiets stikkerlinje af frygt for at virke forudindtagede og racistiske. 2,3 mia. kr. beder PostNord skatteyderne om at punge ud med. Til gengæld får de så en markant forringelse af servicen. Det kan nu tage syv dage (SYV DAGE) at få bragt et brev ud i Danmark. Helt ude af proportioner! Landet måler 43.000 km2, for pokker da! Er tiden mon inde til at stoppe med at hoIde de udtjente monopolfossiler kunstigt i live! Sluk respiratoren, og læg servicen ud til nogen, som kan trække vejret ved egen kraft.
Er det offentlige udbud altid ringere end det private? Er det blevet en vane at brokke sig over det offentlige, det statsejede udbud? Sundhedsvæsenet, politiet, skolerne, togene, tv-kanalerne og ja, postvæsenet…? Det kunne meget vel være blevet en vane, men er det så det offentliges eller borgernes skyld? Tag nu bare Skat, som er helt pinligt langt bag ud med indkrævninger – og som gav ‘udbytte-Sven’ det stempel i hånden, der forærede 12,3 mia. skattekroner til udenlandske svindlere. En vanemæssig mistillid kan næppe overraske. Det er trods alt Skat, der sørger for, at borgerne betaler til alle de andre offentlige udbydere. Har de ikke styr på deres egne folk og opgaver, ja så er det ikke så underligt, at deres kolleger ovre i sundhedsvæsenet, politiet og skolerne brokker sig over manglende midler. Er det mon derfor, tognene kører bus, og Arbejdstilsynet fik en sur Smiley?
Det er svært at få øje på den ofentlige succes i skoven af bortforklaringer og dårlige undskyldninger om manglende hænder, digitalisering og sparerunder. Formår ingen at omstille sig til ‘new normal’? I forhold til hvad det koster, kunne man vel forvente det? Eller er det simple krav helt ude af proportioner?
Forunderlige liv – TAKE 157: Intellektuel bulimi
Alt, det vi ved, det vi tænker, er baseret på noget, vi har hørt, set, lugtet, smagt eller følt. Vores bevidsthed er bygget op af de fem sanser – i bedste fald tilsat en vis portion 6. sans. Vi baserer altså vores viden på noget, som nogle andre allerede ved. Hvor og med hvem mon det begyndte…?
Nå, men det er ikke det samme som, at vi ikke skal udtænke løsninger, formulere meninger etc. selv. At videreformidle andres opfindelser, holdninger og udgydelser er gået hen og blevet en slags intellektuel bulimi. Det er blevet for nemt. For dovent. Tænk bare på nutidens studerende, der kan google sig frem til aflevering af deres projekter og afsluttende specialer – i stedet for at forske, undersøge, opfinde deres eget materiale. Vi æder løs af andres viden, indtil vi ikke kan rumme mere – og så kaster vi den op, som var den vores egen.
Aldrig har vi haft tilgang til så mange lærere, instruktører, coaches, eksperter og mentorer til at fortælle os, hvad vi skal vide, mene og gøre. For slet ikke at tale om regeringer, religiøse autoriteter, akademiske ledere, nyhedsmedier, bloggere, kommercielle aktører, chefer, forældre og tusindvis af venner på Facebook. Selvfølgelig skal vi lære af hinanden, men som det er nu, ser det ud til at overvælde os og gør os dovne. Udfordringen er, at vi har så meget viden lige for enden af fingerspidserne. Alt det, andre har skrevet ned, lyd- eller billedoptaget, er digitaliseret for hurtig og nem Google-tilgang. Det ligger lige for. Statistikker over forskningsresultater antyder da også, at der er færre epokegørende videnskabelige gennembrud i dag end for 10 år siden – måske fordi vi er ved at miste evnen til at tænke selv, fordi vi har så travlt med at involvere os i andre menneskers liv og følge deres viden og meninger via SoMe.
Hvordan får vi aktiveret den allermest kraftfulde ressource? – os selv? Vores egen indre stemme, intuition og instinkt? Det ville klæde os at genskabe kontakten til denne efterhånden oversete ressource, så vi ikke hovedløst fortsætter med at studere andres viden, men skaber vores egen.
Anvendt viden bliver til visdom. Så vi skal ud at prøve vores egne teorier af, udvikle idéer i stedet for at lede efter andres svar på livets store spørgsmål. Det er ikke derude, men indeni os selv, hver især, hvor det venter på at blive opdaget og udforsket. Nøgleordet er, tror jeg, tillid. Tillid til os selv. Tillid til hinanden. Mod!
Forunderlige liv – TAKE 158: Røveribranchen
Jeg undres, når jeg igen læser, at myndighederne advarer folk mod at øve selvtægt mod indbrudstyve. Hvorfor ikke vende det om, og advare tyvene mod at bryde ind i det, som er ethvert menneskes ‘allerhelligste’ sted, ens hjem? Man må ikke engang assistere politiet ved at offentliggøre fotos eller videooptagelser af indbrudstyven, som ville give større chance for at få gerningsmanden bag lås og slå. Moren, der delte en optagelse af manden, der havde blottet sig for hendes datter – og fik en bøde (senere frikendt, fordi det ikke var hendes egen optagelse, hvilket principielt burde have være ligegyldigt: Hun skulle have lov til at dele den) større end blotteren fik for sin forbrydelse. Det er simpelthen blevet sådan, at tyve anmelder deres ofre for at lægge billeder af forbrydelsen ud på Facebook… Gad vide, hvordan en politibetjent reagerer på en sådan anmeldelse? Nej, det vil jeg faktisk helst være fri for at vide.
I Grindsted fangede man en flok butikstyve, ringede efter politiet, som ikke have tid til at komme – og i stedet bad dem om at slippe tyvene løs igen.
Og så var der Lars Seiers ur. Principielt fuldstændig ligegyldigt hvem det er og hvad uret koster. Det handler om, at man ikke længere kan gå sikkert i et af Danmarks hovedstads ‘pæne’ kvarterer og at politiet – og menigmand på Facebook håner den skadeslidte ved dels ikke at hjælpe med at fange forbryderen og få sagen anmeldt, og dels at være småligt misundelig. Og det er så måske bare to sider af samme sag?
Jeg kan godt forstå, at tidens forældre har svært ved at forklare deres poder, hvilke eksempler, der er værd at følge. Hvad der er ret og hvad der er uret.
Nu er det snart påske – en højtid som ikke gør det nemmere at forklare, hvorfor det ikke umiddelbart er forbryderen, der straffes.
