Det danske magasin i Spanien
Kæmpe fremskridt for skyskraber-hotellet i Málaga – Julio Iglesias far – igen! – Søn dræber sin mor

Kæmpe fremskridt for skyskraber-hotellet i Málaga - Julio Iglesias far – igen! - Søn dræber sin mor

Kæmpe fremskridt for skyskraber-hotellet i Málaga

Centralregeringen har givet grønt lys for opførelsen af et hotel i Málagas nye lystbådehavn ”Muelle Uno”. Under sit besøg i Málaga havde den spanske minister for infrastruktur og egnsudvikling, Iñigo de la Serna, taget de længe ventede dokumenter med sig, som er regeringens endelige accept på, at der opføres et hotel i havneområdet. Denne accept er nødvendig, da havnen hører under centralregeringens ansvarsområde for infrastruktur. Ministeren forklarede under sit besøg til pressen, at regeringens accept er en accept på, at der opføres et eller flere hoteller i havnen. Det er ikke en accept af et konkret hotelprojekt. Denne accept skal gives af Junta de Andalucía og kommunen, som har mindst et par interessante projekter på tegnebrættet. Centralregeringens accept betegnes som et stort skridt på vejen i kommunens ønske om at få opført et eksklusivt skyskraber-hotel for foden af havnen.
 

Julio Iglesias far – igen!

Den populære spanske sanger Julio Iglesias er med 99,99 procents sikkerhed blevet far for niende gang. Den 73-årige artist gjorde ikke sin kone, eller en anden kvinde, gravid for ni måneder siden. Til gengæld har en 41-årig Valencia-borger fået rettens ord for, at Julio Iglesias er hans far. Moderen til den 41-årige mand var i sine unge dage danser i Juio Iglesias’ orkester og har altid forsikret sin søn om, at den kendte sanger var hans far. Sønnen har via sin advokat og privatdetektiver fremvist prøver og fået medhold i faderskabssagen. Privatdetektiverne har i flere uger ledet ihærdigt i Julio Iglesias’ affald ved hans hus i Miami for at finde cigaretskod, flasker, servietter og lignende for at finde gyldige DNA-prøver. Efter flere års arbejde og kamp er det ny lykkedes. I alt har Julio Iglesias så nu ni børn med tre forskellige kvinder. De første otte børn har han altid slået inde for.
 

Søn dræber sin mor

”Jeg tror, jeg har dræbt min mor. Kniven ligger derhjemme på sofaen.” Sådan lød beskeden fra en 35-årig mand, der forpustet dukkede op på politistationen i Torre del Mar. Få minutter inden havde han angiveligt dræbt sin mor i hendes lejlighed i Caleta de Vélez lige uden for byen. Motivet bag drabet kendes ikke og den formodede gerningsmand er sendt til mentalundersøgelse på politigården. Det vides kun, at han tidligere har haft problemer med narkotika.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.