Bekymrende stigning i antallet af allergikere
24.000 borgere i Málaga-provinsen blev sidste år behandlet for allergi, hvoraf de 11.000 var nye patienter. Det er en stigning på 7,5 procent i forhold til året inden, og det bekymrer Carmen Rondón fra regionalhospitalets allergiafdeling. ”Vi er vant til årlige stigninger på to til tre procent, men syv en halv procent er alarmerende. Udviklingen peger på allergien som det 21. århundredes nye epidemi,” fortæller hun og fortsætter: ”Det er ikke kun de klassiske forårsallergier, de nye patienter kommer med. Flere og flere kommer med langt mere alvorlige allergier, der sætter sig på organer og kan være livstruende.”
{loadposition google}
Voldelige dage på Costa del Sol
Ugens første dage har desværre været præget af to yderst voldelige episoder på Costa del Sol. I mandags blev et ukrainsk / colombiansk par fundet i yderst kritisk tilstand i bakkerne nær Hospital Costa del Sol i Marbella. De var blevet bortført dagen inden og efterfølgende tortureret så voldsomt, at manden døde. Kvinden, som nu er indlagt for sine kvæstelser, overlevede sandsynligvis kun fordi, hun blev slået bevidstløs eller formodede at spille død.
Samme dag stak en 38-årig bulgarer sin mor ihjel i Fuengirola. Motivet for drabet er ukendt. Det vides blot, at manden lige før eller efter drabet også slog moderens to katte ihjel. Fuengirola-borgeren er blevet anholdt.
ETA er opløst
Den baskiske terrorgruppe hører nu fortiden til. Som ventet er gruppen nu officielt gået i opløsning. Det skete via en kort pressemeddelelse, som blev oplæst af et tidligere medlem fra et studie i Schweiz. Dermed blev der sat punktum for et trist kapitel i nyere spansk historie. ETA blev stiftet i 1959 og stod i perioden fra 1968 til 2010 bag 853 drab og sårede 6.389. 297 tidligere ETA-medlemmer sidder fortsat fængslet – de 243 i Spanien (resten sidder fængslet i enten Frankrig eller Portugal). Mariano Rajoy fastholder, at opløsningen af ETA på ingen måde vil give anledning til en strafnedsættelse for de fængslede terrorister. Tilsvarende vil de igangværende sagsanlæg mod bandens medlemmer fortsætte.
{loadposition google_native}