Det danske magasin i Spanien

Del

Det er med stolthed, at vi sender La Danesas april-udgave på gaden. Denne udgave af magasinet er nemlig præcist, som et rigtigt La Danesa skal være. Mine kollegaer på redaktionen har lagt sig i selen for at give dig indhold, der vækker din interesse, inspirerer dig, underholder og oplyser dig, men også indhold som forarger og provokerer dig.
Du kan bladre om til foredragsartiklerne, hvor du kan høre fra tidligere adm. direktør i Novo Nordisk eller hvis du er til mystikkens verden kan du tage på sjælerejse, når forfatteren til ’Sjælens mange liv’ gæster kysten.
Du kan få be- eller afkræftet nogle af dine fordomme om en af dansk presses mest udhængte erhvervspersoner i det meget ærlige interview med Jesper ’Kasi’ Nielsen.
Hvis du har fulgt med i Tv-føljetonen, da hele kysten gik i sort, kan du få historien råt for usødet i et eksklusivt interview med to af hovedpersonerne, som nu har taget bladet fra munden om hele Danelca-miseren.
På den mere hyggelige front finder du inspiration til månedens udflugt, der denne gang går til Grazalema lidt vest for Ronda med halsbrækkende klippevandring og hulebesøg. Hvis du ikke er til bjergvandring kan du lade dig friste af en tur til Nordpanien i artiklen om Zaragoza.
Eller du kan, som jeg, lade dig provokere og forarge i artiklen om at sætte ild til tyres horn og en række andre tyretraditioner, der burde være helt og aldeles forbudt i Spanien anno 2019.
På den mere traditionsrige front er der påskeartiklen, der guider dig igennem de mest seværdige spanske påskeoptøjer og –skikke, der skiller sig en del ud fra de danske ditto med at male påskeæg i pastelfarver.
Leder du efter aktiviteter til en regnvejrsdag eller har du bare benzin i blodet, skal du tjekke museumsartiklen, der introducerer dig til bilmuseet i Málaga, som har over 100 vintagebiler i millionklassen.
Ønsker du blot at gøre lidt mere for miljøet, er det artiklen om genbrug, du skal læse. Her får du nemlig en række tips til, præcis hvilket affald der skal i hvilke containere. Det er ikke så simpelt, som mange tror.
Har du, som undertegnede, en drøm om at slænge dig på en øde strand, kan du tjekke artiklen, der giver dig tips til nogle af de lettest tilgængelige ’øde’ strande på Costa del Sol – naturligvis gennemtestede af La Danesas udsendte.
Går du med tanker om at købe eller sælge ejendom, skal du tage et kig på den informative artikel om, hvor boligmarkedet er på vej hen. Det går nemlig rigtig godt i Spanien, men om Spanien kan stå distancen, kan du læse min kollega Henrik Andersens take på i artiklen ’På den anden side…’.
Det og meget mere kan du læse om i dette magasin, som vores grafiske afdeling binder sløjfe på med et lækkert design og appetitvækkende fotos.
God læsning og god påske!
LMF
Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.