Nu er det endelig sommer og det indbyder til hjemmebagte tærter med friske bær – som kan nydes på terrassen med en god kop kaffe.
Som det er gået op for de fleste elsker jeg at bage lækre ting til mine gæster og hygger gerne lidt ekstra om det, når jeg ved det i god tid. Man kan aldrig gøre for meget – det gælder om at få folk til at føle sig velkommen og i gode hænder når de kommer på besøg. Godt med puder på bænken eller i havesofaen, så folk sidder dejligt og blødt, og så ellers frem med lækkerierne.
Denne her tærte er ikke kun nem at lave, den smager super godt. Og det sjove er, at folk ikke kan gætte, at den er lavet på TUC-kiks.
Kast dig ud i det! Du kan selv vælge hvad du vil pynte med. Kun fantasien sætter grænser.
Det skal du bruge
Bund:
100 g. TUC-saltkiks
3 æggehvider
2 dl. sukker
100 g. hasselnødder
1 tsk. bagepulver
200 g. chokolade
Creme:
3 dl. piskefløde
2 tsk. vanilje
3 spsk. sukker
Pynt:
Friske bær efter smag
Forskellige chokolader
Sådan gør du
Bund:
Pisk æggehvider og sukker stift.
TUC-kiks og hasselnødder blendes til mel og blandes med bagepulver i æggehvider.
Dejen kommes i en smurt form og bages ved 175° C i ca. 25 minutter.
Lag bunden køle helt af.
Smelt chokoladen og smør den i et tyndt lag ud på bunden. Lad det stivne.
Creme:
Fløde, vaniljesukker og sukker piskes til skum, og sprøjtes eller smøres på bunden, og den stilles på køl i 45 min.
Lige inden servering pyntes med friske bær.
Af Natalina Atlanta Bramsted