Følger du middelhavskysten fra Málaga-provinsen og lige over grænsen til Cádiz, kommer du til Sotogrande. Det luksuriøse havneområde kan ved første øjekast ligne en malerisk og fornem kystlandsby, men det er faktisk det største privat udviklede boligområde i Andalusien. Det idylliske feriested er blevet et populært sted, ikke kun for luksusyachtejere og kongelige der søger privatlivets fred, men for velhavende familier, internationale golfspillere og polospillere og lejlighedsvis turister. Sotogrande har også lidt af hvert at tilbyde os almindelige mennesker, så kender du ikke stedet, er det helt klart et besøg værd.

Det hele startede i 1962, da det amerikansk-filippinske investorpar Joseph McMicking og Mercedes Zobél forelskede sig i den uforstyrrede kyststrækning og købte fire nabogårde for at skabe Europas svar på Palm Springs – et luksusresortsområde, der strakte sig fra vandlinjen til foden af Almenara-bjergene. Det omkring 20 km² store område omfattede et bølgende landskab af korkskov, vådområder og et naturreservat for trækfugle. Dagens lystbådehavn blev indviet i 1987, og i 2006 havde området nogle af de dyreste ejendomspriser i Europa. Sotogrande er blevet døbt Spaniens hemmelige legeplads for de superrige – berømtheder, politikere og sheiker – men de fleste indbyggere foretrækker nok et liv i fred og ro, medmindre der er en polokamp…

Landsbyliv ved lystbådehavnen
Resortet, der hører til kommunen San Roque i Campo de Gibraltar i provinsen Cádiz, ligger cirka 40 minutters kørsel fra Marbella og 25 minutter fra Gibraltar, med Marokko lige på den anden side af sundet. Her tilbyder Sotogrande en sofistikeret, men afslappet livsstil i et ideelt klima med milde vintre og ikke for varme somre. Området er bedst kendt for sin luksuriøse lystbådehavn og sine private golfklubber og polobaner. De fleste beboere bor her på deltid, men for fuldtidsbeboere er Sotogrande International School en af de bedste internationale skoler i landet med mere end 1.300 elever fra over 80 forskellige nationaliteter.
Ejendomspriserne i Sotogrande er forblevet stabile eller steget, hvilket tilskrives beboernes økonomiske råderum. Ifølge områdets ejendomsmæglere er Sotogrande stadig en god investering på grund af det begrænsede boligudbud, der omfatter moderne luksusboliger med kæmpe private haver, andalusiske villaer og penthouses og lejligheder i selve havneområdet.
I den luksuriøse ‘landsby’ smelter havnen og bygningerne sammen, så bådejere i princippet kan træde direkte fra deres lystbåde ind i deres hjem. Marinaen har 1.382 bådpladser til fartøjer fra 8 til 50 meter og kan desuden rumme et fartøj på op til 70 meter. Bådpladserne er fordelt på moler langs flere kanaler, der snor sig mellem de luksuriøse bebyggelser. Bådene er privatejede, men mange kan lejes med eller uden kaptajn til en tur ud på bølgerne.

Hver søndag kan du her besøge kystens mest fashionable marked. Hos El Mercado de Levante finder du ikke noget af det sædvanlige mercadillo-skrammel. Her kan du i stedet købe de fineste, letteste sommerkjoler i egyptisk bomuld og indisk silke, unikke vævede afrikanske kurve, gastronomiske specialiteter, kunst, smykker, nipsting og formentlig Spaniens bedste udvalg af Panama og andre stråhatte – alt sammen til rummelige Sotogrande-priser, selvfølgelig.
Resortets hjerte og centrum omfatter også eksklusive tøjbutikker, skønhedspleje, indretningsbutikker, gallerier, caféer, barer, hoteller og gourmetrestauranter. Og falder restaurantmenuerne ikke i din smag eller pengepung, kan du selvfølgelig tage en picnic til en af de lokales fine og aldrig overfyldte strande et stenkast fra centrum.

Aktiv livsstil
Med nogle af Europas mest prestigefyldte golfbaner inden for en radius af tre kilometer er Sotogrande en perfekt base for golfspillere. Real Club Valderrama, Real Club de Golf Sotogrande, La Reserva Club og The Alto Club har været vært for internationale og spanske mesterskaber. Real Club Valderrama og Real Club de Golf Sotogrande er private klubber, men tilbyder et begrænset antal tider til besøgende, mens golfspillere også har mulighed for at spille La Reserva Club og The Alto Club, måske kombineret med en weekend på det femstjernede SO/ Sotogrande Spa & Golf Resort Hotel? The Alto Club er det nye navn og koncept for den tidligere Almenara-bane.
Den første polobane blev etableret i Sotogrande i 1965, og siden har stedet været kendt for hestekultur og fremragende ridefaciliteter. Ayala Polo Club er i dag et af de centrale navne i Sotogrande-poloen og arrangerer regelmæssige internationale turneringer. Hvis du selv vil prøve sporten, er der også mulighed for undervisning og polooplevelser i området.

Sotogrande tilbyder også et væld af andre aktiviteter på land og vand, herunder tennis, padel, kajak og sejlklubber. Området er forholdsvis fladt og egner sig godt til cykel- og naturvandringer inde i landet og langs kysten. Om sommeren kan du nyde strand- og vandsport på strandklubberne Trocadero, Octógono Beach Club eller The Beach, La Reserva, mens chiringuitos Gigi’s Beach, Chambao og Bahia Limón holder åbent i sæsonen med liggestole, parasoller og velsmagende strandmenuer.
Og for dem, der ikke vil gøre noget, kan man altid finde en bænk eller et stykke sand og sidde og beundre kitesurferne med Gibraltarklippen og den afrikanske kyst som dramatisk baggrund.

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001