Han har længe været bidt af en golfbold, men havde aldrig hørt om NordicGolfers.com. Fremtidshorisonten var kort, da en purung Malthe Nielsen landede i Málaga lufthavn i sensommeren 2022 – men der skulle kun gå få måneder, før han havde kastet sig ud i et langvarigt og ambitiøst projekt.
Malthe er et godt eksempel på tidens unge danskere, der slår sig ned på Solkysten for at skabe sig en ny tilværelse. Og et endnu bedre eksempel på en ung dansker, der med slid og slæb er kommet langt på rekordtid.
Historien er kort – men spændende. Den går på Malthe Nielsen, som i sidste måned blev partner i NordicGolfers.com. Firmaet sælger golfrejser til hele verden, er danskejet og har hovedkontor i Centro Nordico i Mijas.
For præcis fire somre siden fik han studenterhuen på. Tankerne gik på et år i udlandet – et år, hvor rejse og arbejde skulle kombineres. Da han er glad for golf, fangede hans øje et jobopslag fra NordicGolfers.com på de sociale medier. Med en god kammerat og to rygsække, flytter Malthe et par måneder senere ind i en beskeden delelejlighed i Fuengirola. Det blev startskuddet på en spændende tid – både privat og karrieremæssigt. “Efter et lille halv års tid ringede jeg hjem for at fortælle alle omkring mig, at de ikke skulle regne med, at jeg kom retur,” husker han.

Den tredje brik
Malthe Nielsen var nemlig kommet til det helt rette sted. Hos Nordicgolfers.com leverede han forrygende godt og fik hurtigt klare idéer og løsninger på, hvordan virksomheden kunne levere endnu flere golfrejser. “Mine to chefer lyttede, gav mig chancen og vi fik succes. Det var godt for alle,” fortæller Malthe, som fik ansvaret for det lille team, der i dag omsætter for et årligt trecifret millionbeløb. Efter sommer tiltræder yderligere tre medarbejdere. Denne gang er det Malthe, der har stået bag ansættelserne. “Jeg kunne ikke skjule mit ønske om at blive partnet i firmaet. Fra første dag har jeg nydt mit arbejde, mine kollegaer og set et kæmpe potentiale i virksomheden.” Malthe Nielsen ser sig selv som den tredje og sidste brik i puslespillet.
Hans to partnere og stiftere, Jess Krelskov og Christian Mathiassen, har altid været dygtige til at få aftaler i hus med golfbaner, hoteller og få sammensat de rigtige golfrejser – som Malthe og hans salgsteam nu udvikler i stor stil.
“De bedste år er lige om hjørnet,” forsikrer Malthe Nielsen, som lover både nye produkter, ny teknologi og bedre service til kunderne hos NordicGolfers.com. Han har købt 20 procent af virksomheden. Malthe kæmper for det. Og nyder det.

Rejser med golf
Han nyder også rejserne. Ingen hoteller eller golfbaner kommer på NordicGolfers.com uden at Malthe har haft en overnatning og spillet de 18 huller. “Jeg elsker at komme til nye destinationer, få indblik og møde nye mennesker. Det er noget af det bedste for en golfentusiast,” mener den danske iværksætter, som snildt kommer op på 50 årlige rejsedage. Der rejses og sælges golf til store dele af verden, men øjet til “hjemmebanen” – Costa del Sol – er naturligvis godt. “Vi har de perfekte rammer her med godt klima året rundt, super gode baner og en fantastisk gastronomi. Men vi skal passe på priserne, for vi er blevet en dyr destination,” advarer Malthe. Trods gode aftaler er det svært for NordicGolfers.com at arrangere en uge med fly, hotel og fem runder golf på Solkysten for under 10.000 kroner i højsæsonen.
“Vi nyder at sende golfere til Costa del Sol, men der er i dag mange gode alternativer til gode priser,” fortæller Malthe, som har masser af gode golfrejser på hylderne. Selv faldt han lynhurtigt til på rette hylde. Malthe bor fortsat i delelejlighed i Fuengirola men nu i en anelse højere standard. Han deler med sin finske kæreste og med sin gode kammerat og rejsefælle, som han landede med i sensommeren 2022. Det er blot fire år siden, men Malthe Nielsens verden er blevet en helt anden.

Fem hurtige til Malthe
Tre gode råd til at holde sig i form?
Spis sundt og få din nattesøvn.
Forsøg dernæst at finde en god balance mellem arbejde, familie og træning.
Hvad skal man holde sig fra?
Hold dig altid langt fra snus, euforiske stoffer og cigaretter. Det fremprovokerer dovenskab og afspejler dårlige beslutninger.
Din mærkeligste vane eller ritual?
Jeg hører rockmusik om morgenen for at sætte mig op til dagen.
– Men kun én gang om ugen, ellers forsvinder effekten.
Hvornår bliver du blød om hjertet?
Når jeg er sammen med, eller snakker med, min familie i Danmark.
Jeg har nok altid været mors og fars dreng.
Din største bekymring her og nu?
At der skal ske min familie noget, og jeg er langt hjemmefra.
Ellers bekymrer jeg mig ikke så meget i dagligdagen.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001