Det danske magasin i Spanien
HVOR GÅR TUREN? – Spanske rejsetips til sommeren 2024

HVOR GÅR TUREN? - Spanske rejsetips til sommeren 2024

Sommeren er her og den officielle højsæson er allerede begyndt. Juni er en god måned at udforske Spanien med lyse dage (i gennemsnit 10-11 timers solskin), mens varmen ikke er uudholdelig og skoleferien endnu ikke er startet. La Danesa byder her på en bunke rejsetips, hvis du leder efter vand og strand, gourmetmad og kultur, områder fyldt med grise og nye caminoer eller blot køligere temperaturer…

Storbyferie

Juni er en god måned for en storbyferie. I Madrid varierer temperaturen fra 25-33 grader, men med en kølende drink og solbriller eller en parasol går det helt fint. Hovedstaden er fuld af spændende museer, og der sker altid noget. Hvad med Love the 90s-festivalen med 1990’er-musik den 17. juni eller Pride-ugen i Madrid fra den 28. juni med forestillinger, koncerter og fester til ære for LGBT-befolkningen. Se flere festivaler her.

En lang weekend i Madrid kan sagtens kombineres med en tur til storbyerne Toledo eller Segovia, og med nu hele tre selskaber, der konkurrerer om højhastighedstog-kunder i landet, kan du finde overkommelige togrejser og undgå problemer med trafikpropper og parkering.

For en mere nordspansk storbyferie, hvad med en tur til Bilbao for at besøge blandt andet det fantastiske Guggenheim Museum? Er du først i Baskerlandet, bør du også bruge et par dage i San Sebastián (Donostia på baskisk), som er verdenskendt for sin gastronomi.

Fest og feria

Sommer er feriatid i Spanien. Det startede allerede i maj, men aktivitetsniveauet stiger i juni. I næsten alle byer og landsbyer fejres jomfruer, historiske kampe og lokale intriger. En af de vigtigste fester i juni er la Noche de San Juan, som vi på dansk kalder Sankthansaften. Dette fejres den 23. juni (eller fra den 21. – 23.) rundt om i landet med bål, fyrværkeri, brændende papmaché-dukker kaldet Júas (for at fordrive det onde…) og almindelig sjov på strandene. For virkelig at opleve, hvordan det foregår, bør du tage til Alicante.

Hvis du er i La Rioja den 29. juni, vil du måske deltage i det århundreder gamle traditionelle Batalla del Vino vinslag i landsbyen Haro. Og hvis du foretrækker at kaste tomater, bør du tage til byen Buñol i Valencia den sidste onsdag i august til la Tomatina, en tomatkastekrig, hvor buslæs af mennesker fra hele landet kaster 130.000 kilo tomater på hinanden.

Bliv pilgrim

Pilgrimsruten El Camino de Santiago er verdensberømt, men ikke alle caminoer går til Santiago! Medmindre du absolut ønsker at komme til Santiago de Compostela, kan du også gå i den modsatte retning eller gøre som spanierne – gå en kortere distance (normalt minimum 100 km over en uge) hvert år på en af ​​de mange alternative gåture ruter. Under Covid var selv den mest populære rute, El Camino Francés, tom for mennesker, men nu er masserne tilbage. De fleste af caminoerne er godt markeret og har mange overnatningsmuligheder og små hoteller undervejs, men det er altid bedst at bestille overnatning på forhånd.

Nationalparker og Vías Verdes

Spanien har 16 nationalparker, og især forsommeren er et godt tidspunkt at besøge disse. Hvad med et besøg i Europas eneste ørken i nationalparken Desierto de Tabernas eller en tur til det mægtige Doñana fuglereservoir, som både er nationalpark og på UNESCOs verdensarvsliste (inden det forsvinder helt på grund af tørke og overvanding fra lokale jordbær-avlere). Mange af nationalparkerne har mulighed for blandt andet rafting, bjergbestigning og cykling. Nationalparken Cabo de Gata i Almería er et besøg værd året rundt, men i juni kan du både gå en tur langs kystklipperne og svømme i havet. Gå ikke glip af den smukke strand Monsul med sit klare vand og gyldne strand. For mere information om landets nationalparker, se her.

Derudover har Spanien de såkaldte Vías Verdes, som er særlige cykelruter, der går langs landets nedlagte togskinner og gennem oplyste tunneller. De mere end 100 forskellige ruter dækker nu over 3.300 kilometer cykelstier, der passer til hele familien og alle aldre (husk toglinjerne er generelt flade). Langt de fleste ruter har cykeludlejning, inklusive tilbehør.

En øde strand eller sø

Om sommeren er strandene ofte pakket som sardiner, men der er stadig spanske badebyer og skjulte bugter, der ikke er fyldt med mennesker. Samtidig er juni ikke helt højsæson og har køligere temperaturer end i juli og august.

Nogle af landets bedst skjulte strande siges at være Cala Sa Cova på Costa Brava, Playa de Silencio i Asturien og Cala el Pino i Almería. En af landets smukkeste strandbugter er Playa de Granadella på Costa Blanca, som er populær blandt de lokale, men stadig lidt af en hemmelighed for turister.

Hvis du virkelig vil undgå folkemængderne, bør du tage til Asturien-regionen på Atlanterhavskysten. Med sine hvide klipper, smaragdgrønne vand og utrolige vandreruter er det nok et af Spaniens bedste steder at besøge om sommeren. Den cantabriske kyst er også fantastisk for surfere, og du må selvfølgelig ikke forlade Asturien-regionen uden at have prøvet områdets berømte steder.

Spanien har også mange dejlige søer, der kan være et mere fredeligt alternativ til overfyldte strande. Prøv Lago Banyoles i Catalonien, hvor du også kan leje en robåd, L’Albufera i Valencia, hvor Paellaen blev født, Lago de Covadonga i Asturien med Picos de Europa i baggrunden, Lagos de Panticosa i Huesca-provinsen i Aragón der ligger hele 1.630 meter over havets overflade, Lagunas de Ruidera i Castilla La Mancha hvor 15 søer er forbundet med små vandfald eller Laguna de Fuente de Piedra naturreservatet i Andalusien hvor du stadig kan være heldig at se flamingoer.

Ø-ferie

Når det kommer til maleriske øer, kan næsten ingen måle sig med Tenerife, som udover sit livlige natte- og strandliv kan byde på et besøg på den ægte og nyligt aktive vulkan El Teide (3715 m.o.s.l.). Tjek også øens overjordiske lavatunneller. Tenerife har ikke så mange turister som Mallorca og Ibiza i juni, så det kan være en god periode at besøge øen. Og selvfølgelig kan du ikke forlade Tenerife uden at prøve dens specielle tapas såsom papas arrugadas (rynkede kartofler), chopitos og queso asado.

Flodcruise i Andalusien

Sevilla er en by, du bør undgå om sommeren, da den ligger midt i det, man kalder Spaniens stegepande. Men hvad med at se byen på en helt anden måde og nyde et forfriskende morgen- eller aftenkrydstogt på en luksusyacht på Guadalquivir-floden? Sejlturen starter ved Muelle Nueva York og tager godt 1,5 time (max. 16 passagerer). Mere information.

(Kilder: Instituto Nacional de Estadística (INE), spain.info, La Razón, El País, The Local, Prettywildworld, Travel Triangle, Loveatfirstadventure, 101 Holidays, caminosantiago.org og viaverdes.com)

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.