Hans forældre sagde altid, at han skulle tage de udsagn, som ramte ham i sjælen, og bruge det som livsgrundlag. Det gjorde Ole så – uden tøven. Udsagnene blev frihed og lykke.
Han slog sine folder i DR’s program ”Friland”. TV-udsendelsen gik på udvikling, nyskabelse og byggeri til at skabe en mere bæredygtig verden. Ole løste en masse tekniske problemer men fik for alvor opmærksomhed, da han præsenterede sit Kuppelhus. Med genbrugsmaterialer og halmisolering fik han opført en god og økovenlig bolig til en tredjedel af hvad det normalt koster at opføre en bolig. ”En billig bolig er meget mere end en billig bolig. Det er også lig med større økonomisk frihed, mere fritid og livskvalitet, da du med lave faste omkostninger ikke behøver arbejde fuldtid. Det er herfra min verden går,” fortæller Ole Seestedt, som aldrig har forstået sig på begrebet ejendomsspekulation.
Som arkitekt har han hele livet tegnet og bygget huse som entreprenør for kunder – med stor succes. ”I Danmark blev min private bolig og biler større og større med årene, men det blev jeg ikke lykkeligere af,” fortæller en ludærlig Ole Steen Seestedt. Da han var midt i 40’erne besluttede han sig for at skifte spor.”Det var jo skruen uden ende; en sand trædemølle i samfundet, som går på at arbejde og arbejde for til sidst at dø af det. Så jeg rev teltpælene op og flyttede til Spanien,” fortæller Ole, som slog sig ned i Cómpeta. Her fik han sine leveomkostninger helt i bund og hyggede sig med et par husprojekter, han fik udført i Danmark i sommermåneder. ”Endelig fandt jeg den frihed, jeg havde søgt. At kunne arbejde den ene halvdel af året og leve den anden,” fortæller den spaniensglade dansker, der siden 2001 har været fast mand på de spanske landeveje. ”Vi elsker det spanske landskab og kører land og rige rundt i vores autocamper. Men vi elsker også at være hjemme på campoen,” fortæller Ole, som bor med sin hustru i et gammelt bjælke- og stenhus med frugt, grønt og en lille flod med rislende vand lige uden for døren. ”Det krævede lidt istandsættelse, men til gengæld fik jeg huset på en livslang kontrakt til 200 euro om måneden. Det er ren frihed og lykke for os.”
Frihed og lykke finder Ole Steen Seestedt også i sin flyttebil – men på en helt anden måde. Ole er nemlig også stærkt interesseret i logistik og økologi.
En tilværelse som pensionist tiltrækker ikke Ole. Han elsker at være aktiv omend han rent arbejdsmæssigt har det bedst med begrebet deltid. Derfor etablerede han for en håndfuld år siden Transport ESDK. ”Jeg hjalp en overgang en transportør og blev nærmest provokeret af hans dårlige logistik og uigennemskuelige priser. Det fik mig til at starte op i branchen,” forklarer Ole, som lever fint af en månedlig tur mellem Danmark og Spanien. ”Det skyldes logistikken. Med god logistik hænger tallene sammen og kundernes leverancer kommer sikkert frem til tiden. Alle er glade,” mener den danske fragtmand, som nu er klar til at gå i gang med sit nye projekt. ”Jeg vil montere en langdistance el-bil transport. Det har været min tanke, siden jeg kørte de først ture til Danmark,” fortæller Ole, som har gjort sit forarbejde men mangler en investor. Med tre store batteripakker suppleret med 24 m2 lette solpaneler på taget, vil hans el-flyttebil kunne køre 500 km. på én opladning. ”Det bliver det første skridt til udviklingen til eldrevne køretøjer på op til 3500 kg. Det bliver en gevinst for alle – også miljøet,” forsikrer Ole Steen Seestedt, som aldrig tøver med at kaste sig over en god idé. Det hårde arbejde holder han sig derimod fra.
1. Din stærkeste side?
Jeg er god handyman og god til at løse opgaver – giver aldrig op.
2. Hvornår bliver du blød om hjertet?
Det gør jeg, når jeg møder ligesindede med samme attituder og livssyn som jeg.
3. Din dårligste vane?
Jeg har kun gode vane. Jeg elsker en hjemmerullet cigaret og et godt glas vin, og det har jeg ikke dårlig samvittighed over.
4. Din bedste og dårligste handel?
Min bedste er en landejendom i Estland, som jeg købte for nogle år siden for sølle 12.000 kroner. Min dårligste var de 6.000 euro som jeg unødvendigt betalte under bordet for at få en transporttilladelse, da jeg startede flyttefirma. Det var helt unødvendigt.
5. Hvad gør dig nervøs?
Jeg har levet i 67 år nu, så intet gør mig nervøs – heller ikke døden.
6. Det bedste og værste ved Costa del Sol?
Det bedste er uden tvivl fornemmelsen af frihed og det gode klima. På minussiden tæller myndighedernes langsommelighed, korruption, den stigende forurening og kommende vandmangel.
7. Hvem kunne du godt tænke dig at drikke en øl med?
Kim Boye – den forhenværende professionelle fodboldspiller. Han er nu forfatter og coach og fantastisk at lytte til. Han har startet folkebevægelsen ”Den mentale kriger”, der forsøger at fortælle politikerne, at mennesket kommer før systemet. Det tilslutter jeg mig.
8. Tror du på Gud?
Jeg tror på universets love og sender tanker ud, som jeg ønsker mig.
Det virker altid…også jeg skal bruge en P-plads. Det lykkedes sågar foran Peterskirken i Rom. Livet har lært mig, at intet er tilfældigt.
9. Er der noget, du fortryder i dit liv?
Egentlig ikke. Indtil nu har mit liv indeholdt det, jeg satte mig for at lære her i denne verden.
10. Har du en helt – eller et forbillede?
Ja, min mor. Hun er tilmed den bedste ven, jeg nogensinde har haft.
Hun tog kun første halvleg af livet og drog videre som 47-årig.
På sit dødsleje sagde hun bl.a. til mig: ”Ole, du skal ikke finde dig i noget.” Det var været mit mantra lige siden.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001