Det danske magasin i Spanien
Snaskede spareribs og terrassevin

Del

Det er atter blevet grill- og terrasse tid. Og hvis der er noget, vi kan lide hjemme hos os, er det lidt snaskede spareribs på grillen. Vi lægger al bordskik på hylden og spiser de letklistrede ben med fingrene. Vores gæster bliver inviteret til fingermad, og hermed plejer vi at opnå en dejlig og afslappet aften.
Spareribs er økonomiske og smager fantastisk. Og de kan serveres med kartoffelsalat, en af dine grønne yndlingssalater eller f.eks. coleslaw.
Jeg bruger en barbecuemarinade til mine spareribs og gør dem gerne klar om morgenen, så de marinerer i mindst fem timer. Hvis jeg får gæster, gør jeg det hele klart aftenen før, så er de klar til at smide på grillen direkte fra køleskabet. Det tager en smule tid at lave marinaden, men det er ikke svært og det er tiden værd. Jeg har også brugt samme marinade til kyllingelår og svinekoteletter, men favoritten er helt klart spareribs. Her er opskriften på marinaden til ca. 2 kg. spareribs. Husk at fjerne den hinde, der sidder på bagsiden, inden du lægger dem i et stort fad og fordeler marinaden over benene, så de er godt smurt ind over det hele. Kom et stykke folie over og stil på køl.
Grill benene ved indirekte varme på din trækulsgrill, eller hvis du har gasgrill så på lavere varme – de kan også bages i ovnen ved 160 grader i en god times tid.
Marinade laves let ved at hælde olien i en gryde, sauter løg og hvidløg heri. Tilsæt alle de andre ingredienser, rør godt rundt og lad marinaden simre i en halv times tid uden låg. Rør rundt undervejs.

Marinade

1 finthakket løg
2 fed hvidløg, finthakket
2 spsk. olivenolie
2 dl. vand
4 dl. ketchup
1 citron, saften herfra
4 spsk. æblecidereddike
3 spsk. worcestershire sauce
2 spsk. brun farin
3 spsk. honning
2 tsk. dijonsennep
1/2 tsk. sort peber, friskkværnet
2 tsk. sød paprika
1/2 finthakket rød chili
tabasco efter smag
 
 

Terassevin

I manges ører lyder terrasse- og grillvin måske lidt negativt. Det er begreber, som tit bliver brugt om vine i den lidt billige, forfriskende og ukomplicerede kategori, men de tjener deres formål godt. At sætte en dyr og avanceret kultvin sammen med grillens røgsmagende og barbecuesauce-klistrede kødstykker er i de fleste tilfælde spild af penge. Man får ganske enkelt ikke det optimale ud af de fine vine i sådanne sammenhænge.
Det er sommer, og i varmen søger vi efter mere lette, friske, frugtige vine. Ukomplicerede vine som vi lige kan tage ud af køleskabet, når vennerne kommer forbi. Eller til disse spareribs hvor det godt kan blive svært at holde krystalglasset rent.
Her kommer mine tre bud på dejlige sommervine, som I kan bruge til enhver lejlighed her i sommermånederne.
Liberalia Dos rødvin fra D.O. Toro er en ny vin i vores butik. Lavet på 100 % Tinta de Toro (lokal klon af Tempranillo) druer og lagret på fad i tre måneder. D.O. Toro, som ligger i den nordvestlige del af Spanien, er kendt for at have et meget stort antal parceller med upodede, gamle vinstokke stående. Mange op til 100 år gamle, enkelte helt op til 130, som har vist sig at lave enestående vine. Uden nogen kyststrækning har Toro et ekstremt kontinentalklima med lange, varme somre og kolde vintre – dog med lidt påvirkninger fra Atlanterhavet. Temperaturerne varierer meget, lige fra -11° C om vinteren til 37° C om sommeren. Nedbøren er blot omkring 350-400 mm om året. Ekstremt gode forhold for produktion af intense vine.
Liberalia Dos har en flot og dyb rød-lilla farve. Stor intensitet i duften, hvor de røde og sorte skovbær dominerer og en smule vanilje og fadpræg ligger i baggrunden. Smagen er frisk men kraftig af en ung vin at være. Med modne og let sødlige frugtnoter, som gør vinen til en perfekt ledsager til grillmad. Den er blød og vedvarende i smagen, med skønne frugtige noter af brombær og hindbær og forførende fløjlsbløde tanniner. Alkohol (14 %), frugtsødme og ekstrakt beskriver vinen godt. Kan købes for kun 5,50 €
Server vinen omkring de 16C.

Príncipe de Viana Chardonnay

Guldmedalje ved den store Berliner Wein Trophy og 90 points fra Decanter Magazine, er blandt de sidste medaljer denne vin fra D.O. Navarra har modtaget.
 
Navarra ligger i det nordøstlige Spanien med Pamplona i nord og ca. 100 km mod syd til Ebroflodens bredder grænsende mod Rioja. Der er stor diversitet i klimaet, som er en blanding mellem atlantisk, fastlands- og middelhavsklima.
Gennem de seneste år har vinene fra Navarra gennemgået en stor udvikling. Specielt efter at man i 1980’erne introducerede nye druetyper i området. De godt etablerede druer som Viura, Tempranillo og Garnacha skulle nu til at leve sammen med den hvide Chardonnay og Sauvignon Blanc og de røde druer Cabernet Sauvignon og Merlot.
 
De nye druetyper klarer sig over al forventning, og uden at skubbe de gamle druer ud i kulden fandt området et nyt og friskt udtryk.
 
Mange siger nej tak til en hvidvin lavet på Chardonnay druen. Det kommer sig nok af alle de dårlige vine, som tidligere blev lavet på druen, da den var på mode over hele verden. Kast dig ud i Chardonnay igen, de er på vej tilbage og kvaliteten er god og sælges til en fremragende pris.
 
Chardonnayen fra Príncipe de Viana rammer mange nuancer. I modsætning til de fleste hvide vine, som kun lagres på ståltanke, har denne lagret 3 mdr. på egefad. Fadlagringen intensiverer de flotte tropiske noter af ananas og bananer, samtidig med at fadlagringen giver en lækker snert af vanilje og gør vinen mindre blomstret i smagen. Den er frugtig og med en cremet fornemmelse samt en ret markant og spændende sødme i munden. Eftersmagen er til den friske side og det er en skøn sommervin. Købes til 5,65 €
 

Uvam Pinot Grigio “Blush”

De let lyserøde rosévine er mere populære end nogensinde før. Tidligere var de klassiske Côtes de Provence vine fra Frankrig de eneste, som havde den nu eftertragtede laksefarvede farve, men markedet har taget så godt imod den lyserøde vin, at vi nu ser den fra mange spanske og italienske vinhuse.
Uvam Blush er en medajlesluger fra Veneto! Anerkendt med flere medaljer fra både Decanter, Mundus Vini og Le Mondial du Rosé Argent. Og absolut blandt vores kunders favorit i sin kategori.
Lys, let og levende. Med aroma fuld af vilde blomster med strejf af honning og banan med let smag af sødlige frugter som pære og fersken. Smagen er blød og let på tungen. Pris 6,25 €
Vinen kan bruges til lidt af hvert. Prøv den til en aperitif evt. med salte snacks, eller skaldyr og fisk, fjerkræ og andet lyst kød, eller lidt grillmad. I det hele taget god til tapas, da vinen kan ledsage rigtig meget. Kan også sagtens nydes helt uden mad… Kan man forlange mere af en sommervin?
 
Med disse 3 vine, er du kort og godt dækket ind til de varme sommerdage og aftener på terrassen.
 
 
Vinos
 
 
 
 
Af Jeanett Lorentzen, Birdie Vinos

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.