Ny regering klar i Andalusien
Brikkerne er faldet på plads i puslespillet om Andalusiens nye regionalregering. Juanma Moreno fra Partido Popular bliver præsident og Juan Marín fra Ciudadanos bliver vicepræsident. De to partier er blevet enige om en handlingsplan med 90 punkter og vil køre tæt parløb de kommende fire år. Alliancen støttes af det nye parti VOX, som har fået et par af sine mærkesager med i aftalen, dog ikke de mest kontroversielle sager som udvisning af illegale immigranter og ændring i ligestillingsloven.
Den nye regering har, med støtte fra VOX, absolut flertal og ventes indsat allerede i næste uge.
{loadposition google_nativeLD}
Forlænget indskrivningsfrist til kommunalvalget
Flere kommuner har forlænget fristen for at indskrive sig forud for kommunalvalget den 26. maj. Det skyldes tilsyneladende, at flere udlændinge har haft tvivl om hvor og hvordan man skal registrere sig for at få sin stemmeret aktiveret. Derfor har flere kommuner, som Mijas og Fuengirola, forlænget deres frist til 30. januar.
For at få stemmeret til det forestående kommunalvalg skal du indskrives som borger i din kommunes borgerregister (empadronamiento). Er du ikke det, skal du gå til kommunen med dit skøde, lejekontrakt eller elregning, for at kunne dokumentere din bopælsadresse. Derefter skal du henvende dig på kommunens valgkontor (Oficina del Cense Electoral) for at blive stemmeberettiget. Dette kan dog også gøres online.
{loadposition google_native}
Koldfront over hele Málaga-provinsen
Hele Spanien blev i løbet af torsdagen ramt af en koldfront, som har medført temperaturfald på op til 10 grader flere steder i landet. Dertil kommer den kolde vind, som får det til at føles endnu koldere, end termometret angiver. Koldfronten har også ramt Costa del Sol, hvor flere kystbyer har registreret nattetemperaturer ned til fem grader. Lidt inde i landet er der i byerne Ronda, Antequera og i Axarquía blevet målt endnu lavere temperaturer. Koldfronten vil være over os mindst weekenden over.