Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
På mahognibordet er der fint dækket op med sølvtøj og håndmalet porcelæn mens de sirligt betrukkede spisestole flankerer borddækningen. Blondegardinerne gør sit for at skærme det bedre borgerskab for nysgerrige blikke, men det er en vanskelig opgave i dukkehusudstillingen, hvor man kan trykke næsen flad op ad vinduerne ind til stuerne eller slet og ret åbne ydervæggen for et vue til samtlige af herskabets værelser.
 
Egentlig er det ikke korrekt ej heller retfærdigt at kalde dem for dukkehuse. Det var nemlig slet ikke hensigten med miniature modelhusene, der er bygget af rigtige snedkere i god kvalitet. Og så er ’miniature’ relativt i denne sammenhæng, da de største måler godt 160 cm i højden.
 

Plantegninger for viderekomne

I begyndelsen af det 20. århundrede var det skik og brug for velhavende familier at få bygget en miniaturemodel af det hus, de ønskede at få opført. Denne model brugte man så, når opgaven skulle udbydes til konstruktionsfirmaer. Det var også normalt at få lavet miniaturemodeller af sine møbler og ejendele, så man kunne se, hvordan de ville se ud i det nye hus.
 
”I dag laver man 3D-plantegninger på computeren og kan nemt vise, hvordan en bygning kommer til at se ud konstrueret og møbleret. Men de metoder havde men selvfølgelig ikke for hundrede år siden,” fortæller Voria Harras’, hvis private kollektion af modelhuse er ganske omfattende og udgør udstillingen.
 
Hvordan kom du i besiddelse af så mange antikke modelhuse?
”For snart 40 år så jeg et ’dukkehus’ i en antikvar, men det var slet ikke ligesom de dukkehuse, jeg selv legede med som børn. Dette var helt anderledes og tydeligvis ikke lavet til børns hårdhændede leg. Nogle år senere fik jeg foræret endnu et hus. Det var i en forfærdelig stand og det fangede min interesse i stor stil. Jeg har nemlig gået på kundstakademiet i Málaga og har vundet førstepræmie både i maleri og skulptur, og da jeg stod foran det ramponerede modelhus tænkte jeg bare ’det er jo dette, jeg har forberedt mig til,’” fortæller Voria, som straks gik i gang med at restaurere dette hus og siden mange flere.
 
 
 
 
 
 

Hundrede års historie

De tre etager i Benalmádenas ”Centro de Exposiciones” rummer med udstillingen over hundrede års historie. Det ældste hus er en model fra 1850 fra Mallorca, og det nyeste hus er fra 1970’erne. Der er modelhuse fra Granada, Córdoba og Jaen og andre fjernere områder som Valencia og Asturias. Byggestilen varierer meget fra hus til hus, og interesserer man sig for arkitektur, vil man kunne bruge lang tid på udstillingen, som ned til mindste detalje viser tagkonstruktioner, rummelige hall’er, elevatorer med håndsving og meget mere.
 
De første modelhuse, som er fra starten af 1900-tallet, bærer præg af, at nederste etage var til visitter, og resten af huset var indrettet med kapel og skolelokale til børnene, som blev undervist hjemme. Flere af husene eksisterer faktisk den dag i dag, fortæller Voria og henviser til hotellet Las Vegas i Málaga centrum, hvor bygningen lige overfor faktisk er næsten identisk med den model, der står her i samlingen.

 

Moderne gennembrud

Når man går igennem udstillingen, som starter med det ældste hus, dukker nye opfindelser op i værelserne, i takt med at man begyndte af få moderne bekvemmeligheder som indlagt træk og slip, hvorfor de smukkeste badeværelser ses lidt længere fremme i udstillingen. Man lægger også mærke til, at nye opfindelser indtager en plads i hjemmene, og rørradioer og drejeskivetelefoner begynder at tone frem på de små håndlavede kommoder.
 
Det er værd at nævne, at det kun var enormt velhavende familier, der havde råd til at få bygget en model af deres hus. ”Folk tror fejlagtigt, at miniaturemodeller er billige at lave, fordi de er små, men der tager de fejl. Det var ganske kostbart, da det var rigtige snedkere med speciale i miniaturer, der fremstillede husene og møblerne,” siger Voria, da hun viser en eksakt kopi af en families spisestue i Bauhaus-stil.
 
Indtil for få år siden havde Voria sit eget dukkehusmuseum i Málaga centrum. ”Det kostede mig godt 2000 € i husleje, el osv. at holde museet åbent. Men da der ingen støtte var at få fra staten, var jeg nødt til at lukke museet til sidst. Jeg ønskede dog ikke, at husene blot stod opbevaret på et lager, så jeg aftalte med Benalmádena kommune, at jeg kunne udstille dem her, så andre også fik glæde af dem.”
 
Udstillingen kan ses gratis i Benalmádenas ”Centro de Exposiciones”. Men kun indtil december, hvorefter Voria Harras sætter samlingen til salg.
 
Besøg udstillingen:
Du kan se udstillingen, der finder sted i tre etager i Benalmádenas ”Centro de Exposiciones”, som ligger 100 m. fra turistkontoret.
Bus 120 kører dertil fra Fuengirola og fra Málaga kan du tage bus 110 og 112.
Der er gratis entre og åbent fra 10 -13:30 og fra 17-19:30. Samt fra 11-13:30 på søndage og helligdage.
 
Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com, Foto/Video: Louise Mercedes Frank

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa