Det danske magasin i Spanien
“Det, du ikke lærte af dine forældre, kan du bare lære senere i livet” Mentor og bestseller-forfatter Mette Glargaard

"Det, du ikke lærte af dine forældre, kan du bare lære senere i livet" Mentor og bestseller-forfatter Mette Glargaard

 
Mette Glargaard er datter af den folkekære skuespiller Poul Glargaard, som de fleste husker bedst som Severinsen i ’Jul i Gammeby’, og hvis liv og faderskab hun har beskrevet i bogen Poul Glargaards datter.

”Min far var sygeligt selvoptaget og afhængig af andres opmærksomhed, ganske som en misbruger er afhængig af sprut eller stoffer. Som datter var jeg mere en forlængelse af ham end en selvstændig person, og min eneste funktion var at støtte ham og dække hans behov,” fortæller Mette om Poul Glargaard bag facaden.
 
Poul tog sit eget liv i 2011 – tre måneder før udgivelsen af Mettes bog. I medierne blev hun beskyldt for at være årsag til sin fars selvmord og Mette var, efter Pouls ønske, heller ikke inviteret til begravelsen.
”Min opvækst med en narcissistisk far og en alkoholisk mor har givet mig indsigt i livet og dets aspekter, fordi de var, som de var. Jeg har dog sluppet vreden, fordi jeg har været igennem min egen rejse – jeg er kommet ud på den anden side, og det har på godt og ondt givet mig en masse indsigt i mennesker,” fortæller Mette, der i dag arbejder som mentor og foredragsholder.
“Vi kan kun det, vi har lært af de voksne, vi voksede op med – og det er ikke sikkert, at det er det, der skal til for at have et liv med masser af kærlighed, latter og mening. De gjorde deres bedste, men vi kan selv søge andre veje, hvis opvækstens sandheder ikke passer os.”

Lilla hår og hornbriller

Det er en glad og hjemmevant Mette, jeg møder på en café i Málaga med forårssolen bagende højt oppe over os.
”Jeg er i Málaga for at filme en række videoer til mine online-kurser. Der har i årevis været en diskussion i gang, om terapi skal være tilgængeligt for alle. Skal det, må terapitimer ikke koste mere 100 kr., men skal man kunne leve af at være psykoterapeut og tjene mere, end hvad der svarer til kontanthjælp, skal terapi koste 700 kr. pr. time. Det afholder en stor mængde mennesker fra at søge terapi,” fortæller Mette, der har nytænkt hele terapiformen.
”Jeg tilbyder en række onlinekurser, som giver indsigt og tips til at arbejde med sig selv. Typisk vil kurserne kunne gå forud for terapitimer, da de forklarer noget helt grundlæggende, vi alligevel skulle bruge nogle timer på at gå igennem. Det er en grundviden, som er god at have, inden man lægger penge på bordet hos en specialist,” fortæller Mette, der har klienter både fra Danmark og fra udlandet, da hendes terapisessioner ofte foregår via Skype eller på telefonen og derfor ikke er geografisk begrænsede.
 
”Det betyder, at man som klient ikke skal være begrænset af at finde en terapeut, der bor henne om hjørnet. I stedet kan man vælge en terapeut, man kan spejle sig i og som taler det samme sprog som én selv,” fortæller Mette, der med sit lilla hår og grovkornede sprogbrug absolut ikke giver indtryk af at være en terapeut, der presser fingerspidserne mod hinanden og betragter dig over hornbrillerne.
”Det er ofte yngre klienter, der kontakter mig af denne årsag. Hvis jeg selv har et problem, vil jeg også gerne have en løsning her og nu, og ikke i næste uge, og selvom jeg ikke altid kan tage en Skype-session eller et telefonopkald her og nu, kan jeg altid arrangere det senere på dagen eller næste dag.”

Medafhængighed, følelsesmæssig incest og de skide forventninger

Medafhængighed er et af de emner, Mette beskæftiger sig meget med.
”Det er ofte den klassiske problemstilling, hvor far var et dumt svin og mor var en engel – men til den afhængige hører der altid en medafhængig, og i dette tilfælde er det mor, der jo ikke var en engel, når hun blev sammen med far og udsatte børnene for misbrug, svigt, etc.”
 
Mette er også en foredragsholder med 30 års erfaring – de emner, der oftest er på repertoiret er Følelsesmæssig Incest og De Skide Forventninger
”Følelsesmæssig eller psykisk incest er, når den voksne forventer, at barnet dækker dennes følelsesmæssige behov og indtager en voksens rolle i forholdet til forælderen. For eksempel er der ikke plads til barnets egne behov, hvilket betyder, at barnet vokser op og bliver et menneske, som ikke kan mærke sine egne behov, fordi de er blevet undertrykt og gjort ubetydelige eller ligefrem uvelkomne. Den voksnes behov har fyldt så meget, at barnet har lært, at egne behov er uvæsentlige og at andres skal dækkes først.”
 
Og så er der forventningerne fra omverdenen, som Mette selv for længst har gjort op med.
”Forventninger er noget af det, der kan fucke os mest op – og tit eksisterer de kun i hovedet. Vi tror for eksempel, at vi skal rende til 47 arrangementer i december for at være gode forældre – det er typisk mor, der ligger under for den. Eller at man skal opføre sig på en bestemt måde for at kunne udfylde en bestemt rolle. For eksempel må man ikke have lilla hår, når man er psykoterapeut,” ler Mette, så de lilla lokker danser i solens skær.
 
”Dét, jeg især hjælper folk med, er, at finde ind til ”det perfekte jeg”. Det gør jeg ved at give mine klienter nogle redskaber til at flytte sig og blive hovedpersonen i deres eget liv,” siger Mette og tilføjer, at det perfekte ’jeg’ ikke er et menneske uden fejl, for, som hun så poetisk udtrykker det:
”Vi er alle fucked up, og det handler om at finde ud af, hvordan man kan leve med sin egen fucked up-hed,” og således understreger hun, at sprogbruget sker i øjenhøjde og med en vis grovkornet humor.
 
Udover at optage videoer med Andalusien som bagtæppe, har Mette en anden dagsorden for at aflægge Málaga et besøg:
”Min mand kommer om et par dage, og så skal vi ud og inspicere området, da vi har en drøm om at tilbringe vintrene i Spanien. Og med tiden måske mere af året,” smiler Mette, der føler sig ganske godt tilpas i det spanske.
”Min oldemor hed Fernanda og var her fra Andalusien, og jeg tror, det er derfor, jeg føler mig så hjemmevant på disse kanter.”
Udlandsdrømmen begyndte for tre år siden og nu er Mette klar til at tage skridtet imod det, der, når hendes mand går på pension, forhåbentlig skal blive en mere permanent tilværelse i Spanien.
 
mette glargaard2203

Mette har arbejdet som psykoterapeut i mange år, men for fem år siden blev hun for alvor kendt, da hendes far, den danske skuespiller Poul Glargaard, tog sit liv med sprut og piller. Mette havde på daværende tidspunkt arbejdet på en bog om sin dysfunktionelle barndom ’Poul Glargaards datter’ i 10 år, og bogen udkom få måneder efter faderens selvmord, hvilket for alvor bragte Mette i mediernes søgelys.

 
Af Louise Mercedes Frank. Video: Louise Mercedes Frank

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.