Sabor a Málaga – Knasende, sprøde mandler og sød marcipan

Sabor a Málaga - Knasende, sprøde mandler og sød marcipan

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
DSC02515
 
Julen er hjerternes fest, men også mandlernes fest. Der skal laves marcipanfigurer, spises risalamande fyldt med mandler, drikkes varm gløgg med mandelstykker, og så skal de søde, brændte mandler på bordet, når gaverne skal åbnes. De små stenfrugter er en stor del af denne hyggelige højtid, og blot et par kilometer uden for Málaga ligger Andalusiens største mandelproducent og distributør, Almendrera del Sur.

 

Det siges, at blot 20 mandler om dagen vil sikre helbredet. Den lille frugt er nemlig fyldt med gode egenskaber og vitaminer, og så er den en af verdens ældste dyrkede afgrøder. Det vides ikke præcis, hvor mandlen oprindeligt stammer fra, men Kina, Rusland og Mellemøsten er alle steder, hvor denne frugt historisk set har sine rødder. Den nævnes sågar i Biblen, og så har den været med på lange sørejser, da spanske munke bragte den med over Atlanterhavet til Amerika, hvor de plantede mandeltræer langs El Camino Real, der i dag kendes som U.S. Route 101 som løber fra det sydlige Californien og næsten helt op til den canadiske grænse. Mandeltræerne er kendt for smukke lyserøde eller hvide blomster, som i det tidlige forår står i flor og skaber en romantisk scene for de forbipasserende. Spanien er Europas førende mandelproducent, da man her finder de ideelle klimaforhold for træerne, der har brug for lange tørre sommermåneder og fugtige vintermåneder. Andalusien er den førende region, hvad angår mandelproduktionen, og Málaga-provinsen er et centralt område for de små aflange frugter. Derfor er det også her, mandelvirksomheden, Almendrera del Sur, har haft sin base siden 1977. Her producerer de op til 20 millioner kilo mandler om året, hvoraf 70 procent går til at dække den internationale efterspørgsel.

 
DSC02550
 
Andalusiske mandler i verdensklasse
“De bedste mandler kommer selvfølgelig fra Málaga,” siger Margarita Ternero, ansvarlig for salgsafdelingen hos Almendrera del Sur. Hun viser rundt bag lagerbygningen, hvor et imponerende syn møder én. Mørkebrune bjerge af mandelskaller rejser sig højt mod himlen bag den store produktionshal, hvor mandlerne separeres fra skallen, inden den sendes videre på sin rejse. Næste stop for den lille knasende fætter er sorterings- og renseafdelingen, hvor rester fra skaller og blade skilles fra og urenheder fjernes. Dernæst sendes den hastigt videre i systemet for at blive sorteret efter størrelse og kvalitetsikret af hurtige menneskehænder, som tilhører de medarbejdere, der sidder ved samlebåndene i de store maskinhaller. Her fjernes beskadigede mandler og eventuelle rester af skaller, inden de pakkes i kasser af 10 kg eller sække af 25 kg.
Almendrera del Sur ligger godt 20 km fra Málaga centrum i byen Cártama, og mandlerne sælges her videre i alle former og udgaver. Hele med skal, uden skal, saltristede, sukkerristede, hakkede i stykker eller i flager og sidst, men ikke mindst, i en meludgave. Mandlerne leveres til Almendrera del Sur af 4.200 lokale mandelavlere fra hele Andalusien, hvorefter de renses og forarbejdes til videresalg til private, producenter af mandelprodukter eller supermarkeder. Almendrera del Sur har også sin egen lille butik, hvor de sælger lokale produkter fra området. Der er mandler (selvfølgelig) i alle udgaver, valnødder i røde net, cashewnødder, peanuts og flere forskellige marmelader heriblandt en interessant gin & tonic udgave. Der er søde Málaga-vine, spanske julegodter, friske gedeoste, hjemmelavet gryderet på glas og selvfølgelig lange baner af mandelslikket turrón, som er et must at spise i julen i Spanien. Her findes forskellige former for nøddeblandinger med tørrede frugter og ikke mindst en økologisk sektion med blandt andet mandler, olivenolie, ris, kikærter og marmelade.
 
DSC02490
 
Mandlen er en kilde til sundhed
De aflange stenfrugter indeholder stor smag, men de gemmer også på mange gode egenskaber, som især i efterårs- og vintermånederne kan være med til at styrke immunforsvaret og den generelle sundhed. De består af mange fibre, er en kilde til proteiner, mineraler og vitaminerne B og E samt masser af sunde fedtstoffer. Mandler indeholder også fosfor, som har afgørende betydning for menneskekroppen, da det sammen med calcium er med til at styrke og opbygge knoglemasse. Daglig indtagelse af mandler er således med til at styrke vores skelet. Men ikke nok med det; mandler er også med til at forbedre hjerneaktiviteten og kan forebygge eksempelvis Alzheimer.
Mandelfamilien består af 30 forskellige sorter og kan være både bitre og søde, og de er i slægt med andre frugter som abrikoser, kirsebær og ferskner. Mandeltræerne giver kun frugt én gang om året, og ind imellem holder træerne “pause”, hvor de gør sig klar til at skyde blomster igen i de tidlige forårsmåneder. Høsten i sommermånederne foregår med maskiner, der ryster mandlerne ned på jorden, og her bliver de liggende yderlige ca. 10 dage, inden de samles sammen, og, som i tilfældet her, leveres til Almendrera del Sur.
En af hovedingredienserne til jul er selvfølgelig marcipan, der oprindeligt stammer fra Iran, som i sin tid hed Persien. Her fandt man Omkring 600-tallet på at blande mandler, sukker og lidt rosenvand, hvorefter en sød mandelmasse opstod. Marcipan nåede til Danmark i 1200-tallet, men først i 1800-tallet blev marcipan en del af borgerskabets juletraditioner, hvilket senere bredte sig til resten af samfundet. I Spanien er marcipan en juletradition ligesom i Danmark, men marcipanen her minder mere om det, vi kender som kransekage-marcipan, som skal en tur i ovnen. Her får i Almendreras del Surs forslag på en hjemmelavet marcipan, og dernæst en opskrift på typisk dansk marcipan.
 
God jul og godt nytår!
 
shutterstock 247664401
 
Traditionel spansk marcipan
300 g mandelmel
150 g flormelis
2 æggehvider
2 æggeblommer
 
Ovnen stilles på 180 grader, mens marcipanmassen laves. Først hældes æggehviderne i en skål og piskes godt. Dernæst tilsættes flormelisen, og når de to ingredienser er godt blandet sammen tilsættes mandelmelet, og det hele samles til en homogen og kompakt mandelmasse. Lav små figurer, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Pensel dernæst overfladen med æggeblommerne, og bag dem i oven i ca. 10-15 min. Vær opmærksom på bagetiden. Marcipanen er færdig, når figurerne har en let gylden farve. Que aproveche!
 
Traditionel dansk marcipan:
1 bittermandel
200 g mandler
4 spsk. (60 ml.) sirup (hjemmelavet lys sirup)
 
Bittermandlen: Put mandlen i et glas med vand i 12 timer. Pil skallen af, skift vandet, og lad den stå yderlige 12-24 timer for at udtrække bitterstoffet. Jo længere tid den ligger i vand, jo mere bitterstof udskylles.
 
Mandelmel: Hæld mandlerne i en gryde med kogende vand, og lad dem koge op, hvorefter gryden tages af varmen. Lad mandlerne ligge i vandet i 2 min., og smut dem så. Jo længere tid de ligger i vandet, jo mere smag mister de, så vær opmærksom på tiden. Tør mandlerne og blend dem til mandelmel (inklusiv bittermandlen).
 
Sirup: Hæld ½ dl vand i en gryde sammen med 1 ½ dl sukker, og lad det smelte sammen ved lav varme. Lad siruppen køle af til den er håndvarm, og bland den så med mandelmelet.
Ælt dejen til du får en jævn og ensartet masse. Put den i køleskabet (gerne en dag), og brug derefter dejen til at lave din yndlingsmarcipan. Velbekomme!
 
Bonusinfo: Bittermandlen kan undværes, hvis det skal gå stærkt. Desuden indeholder nogle økologiske mandler allerede bitterstof, og de kan derfor være en fordel at bruge til marcipan. Den hjemmelavede sirup kan erstattes af agavesirup (1 dl per 300 g smuttede mandler)
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa