Cliffters-ånden lever i Chilches

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Reimar-2

Set udefra er det en ganske almindelig lokal spansk bar. Træder man først indenfor, hører man hurtigt, at baren ikke er helt normal. Det er nemlig Cliffters-musik, der kommer ud af højttalerne. De store 60’er hits “Django”, “Walk on By” og “Andalucia” spilles for fulde gardiner.
Den “ikke-helt-almindelige” spanske bar ligger i det lille boligkvarter El Cañuelo i Chilches, mellem Rincón de la Victoria og Torre del Mar. Få stenkast derfra nyder Cliffters’ frontfigur, Johnny Reimar, livet. Han har netop købt et rækkehus som sin nye, faste feriebolig.
“Casa Reimar” er et hus med en masse historie. “Jeg har købt huset af en dansk pige, der hedder Lis, og som har ejet huset siden 60’erne. I Danmark møder hun vores guitarist og bor nu sammen med ham på Bornholm. Sådan blev også nogle af mine musikere faste gæster i huset sammen med deres familier ” fortæller Reimar og fortsætter: “Det hændte naturligvis, at de tog sig en øl på den lokale bar. Stedet fik hurtigt smag for vores musik, for i 60’erne blev Cliffters jo populært langt ud over den danske grænse. Hver gang vi kom på besøg, havde de ny musik med, og det er den musik og de hits, de spiller på baren i dag når jeg kommer forbi. Det er ren nostalgi,” beretter Cliffters-forsangeren, hvis musik altså har en lang, og hidtil ukendt, historie her på Kysten.
 
Nyder livet i danskerkolonien
Johnny Reimar ser ud til at trives godt i området. Huset er blevet sat i tip top stand og der er blevet taget rigtigt godt imod ham. “Og ikke kun fordi jeg er et kendt ansigt,” bebuder han. “Jeg kommer altid i Den Danske Klub i Torre del Mar, når jeg er her på visit. Der bor mange søde mennesker i området og jeg har gode venner. Der er et sammenhold og en hjælpsomhed, som jeg ikke har mødt andre steder. Man hjælper hinanden med at flytte, male, gøre huset i stand og alt det praktiske i dagligdagen. Jeg har en god følelse af, at hjælpen altid er lige i nærheden, hvis jeg får brug for det. Og det er naturligvis gensidigt,” fortæller den danske entertainer, som er rundet de 70 og har mere end 50 år bag sig som musiker.
 
Mr. Showbiz
Når man er færdig med Johnny Reimars biografi “Mr. Showbiz – fra rock til ridder”, spørger man sig selv, om man virkelig kan nå så meget på ét liv. For ud over at være musiker og entertainer har han også været producent, komponist, pr-mand og tv-vært. “Jeg har altid været på farten og haft en tendens til konstant at sætte nye skibe i søen. Jeg har aldrig ‘bare’ været en musiker, som har optrådt fredag og lørdag for så at restituere resten af ugen. Efter koncerterne i weekenden har jeg altid stået på jobbet mandag morgen kl. 8.00, dvs. på plade- eller tv-selskabet,” fortæller Johnny Reimar. Og det var hér, han i sin tid fik øje på Birthe Kjær, Savage Rose og Brødrene Olsen. Det var også hér han udgav de første plader for Gnags, Dirch Passer, Victor Borge og Dorthe Kollo. Det er været 50 år med masser af oplevelser. Den største af dem alle går tilbage til en forårsdag i 1959.
 
Cliffters
Med guitar og hvid skjorte dukker en purung Reimar op i København. Han skal til prøve hos det nystartede og helt ukendte band Ready Rockboys , som kort tid efter blev til The Cliffers.De får pladekontrakt og blot et halv år senere ligger Cliffters nr. 1 på hitlisten. “Vi leverede hit efter hit og turnerede konstant land og rige rundt. Vi havde fire gyldne år, inden vi i ’63 blev splittet. Vi havde slidt hinanden op. Præcis som det skete for Gasolin. Takket været Tivolis stædighed blev vi gengannet i ’87 til et show i netop Tivoli. Så blev tavlen vasket ren. Vi var sammen igen, klar til turné og den dag i dag spiller vi sammen og er bedste venner.” I de mellemliggende år var der sket rigtig meget, for som solist havde Reimar stor succes. Han udsendte sangene “Lille fregnede Louise”, “Du burde købe dig en tyrolerhat” og en lang række Dansk Top hits, som i alt solgte over 1 mio. plader. Og med sit Johnny Reimar Party-Show fyldte han landets sportshaller weekend efter weekend. Succesen var enorm. Og pludselig blev han også populær blandt børnene.
 
Smølferne
I ’77 hoppede han i den blå smølfedragt og blev børnenes favorit. Året efter kom smølfesangen, som alle kunne synge med på, og som solgte i 100.000 eksemplarer. “Mange i Danmark tror, jeg opfandt smølferne, men sådan er det ikke. De kommer fra en belgisk tegner. Jeg syntes om dem og fik dem til Danmark, og siden spredte konceptet med smølfeshow sig til andre dele af Europa,” fortæller smølfefar Reimar, som i mange, mange år levede på en smølfe-bølge. “Op igennem 90’erne havde jeg en uendelig mængde smølfe- og tyrolershow på de danske diskoteker. Jeg kunne let optræde på tre diskoteker på én aften og det var utrolig populært blandt de unge. Jeg siger stadig, at de unge mennesker er mit bedste publikum.”
Da Johnny Reimar i sin tid fyldte 40, besluttede han sig faktisk for at stoppe med at optræde. Den beslutning stod han aldrig ved.
 
Vil optræde i Spanien
Det trækker stadig i ham. At komme ud på spillestederne. At møde sit trofaste publikum. “Jeg optræder stadig en del og laver også tv-shows, men det foregår i et tempo, så jeg kan følge med og passe min nattesøvn. Det er lysten og kun lysten, der trækker,” forsikrer den danske entertainer, som hellere end gerne giver et show for danskerne på Costa del Sol. “Det kunne være rigtigt festligt, både offentligt og privat. Og det er ikke dyrt at hyre mig, for lysten er der og så har jeg ikke længere brug for den store indtægt,” forsikrer han.
Reimar har nemlig altid haft orden i økonomien. “Heldigvis har jeg aldrig levet over evne og heldigvis har jeg altid været disciplineret nok til at lægge lidt til side, så jeg ikke er blevet overrumplet, når B-skatten skulle betales ved årets udgang,” fortæller Johnny Reimar med et smil på læben og med klar reference til, at det bestemt ikke er alle musikere fra hans tid, der har kunnet styre det økonomiske. “Det giver ro i sindet og sådan skulle det også gerne være, når man har rundet de 70,” siger han.
Ro i sindet har han også på privatfronten. “Det er ingen hemmelighed, at tiden til familien har været knap i nogle år. Men det er blevet indhentet. Jeg har en god familie og en kone, der elsker mig. Om ganske få år fejrer vi guldbryllup, så der må ligge noget bag ordene,” slutter Johnny Reimar, inden han går igang med dagens faste ritualer: Svømmetur, gåtur på stranden og en god kop kaffe. Naturligvis på stambaren med den gode Cliffters-musik.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa