Realiser iværksætterdrømmen i Málaga – innovationscenteret BIC Euronova hjælper dig på vej

Realiser iværksætterdrømmen i Málaga - innovationscenteret BIC Euronova hjælper dig på vej

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

 

Mange spaniensdanskere har sikkert leget med tanken om at starte egen virksomhed i Spanien, men sprogbarrierer, bureaukrati og mangel på viden om den spanske lovgivning stækker ofte vingerne på de entreprenante drømme i sydens sol. Mange af de her bosiddende danskere kender muligvis heller ikke til erhvervs- og innovationscenteret, BIC Euronova, som hjælper iværksættere med at starte egen virksomhed i Spanien. La Danesa har besøgt innovationscenteret i El Parque Tecnológico de Andalucía (PTA) for at spørge dem om opskriften på succesfuldt entreprenørskab i Sydspanien.

Nordvest for Málaga By i Campanillas ligger Europas pendant til USA’s Silicon Valley – det var i hvert fald de associationer, som Andalusiens regeringsråd ønskede at give, da de gav teknologiparken tilnavnet Málaga Valley bedre kendt som El Parque Tecnológico. Om parken så kan måle sig med den prestige og hype, som er kendetegnet for det amerikanske ’Wirtschaftswunder’, må være op til den enkelte at bedømme. Men noget tyder på, at den andalusiske teknologipark så småt er begyndt at spille med de entreprenante muskler. Det gode klima og de forholdsvis lavere lønninger i sammenligning med nordeuropæiske lande er et trækplaster for mange multinationale virksomheder. Virksomheder som IBM, Alcatel, Oracle og Siemens er blot nogle af parkens residerende tech-virksomheder, hvoraf 60 har installeret sig i det europæiske innovationscenter, BIC Euronova.

Da jeg sidder over for den administrerende direktør for BIC Euronova, Don Álvaro Simón, som også er formand for den spanske og europæiske sammenslutning af erhvervs- og innovationscentre, forestiller jeg mig, at han må være ansvarlig for så mangt og meget, at det ville være svært at koge disse centres formål og aktiviteter ned til én sætning. Jeg får alligevel et klart og entydigt svar:

– Med få ord hjælper BIC Euronova med internationaliseringen af små og mellemstore virksomheder samt mikrovirksomheder på mindre end 10 ansatte, indleder Don Álvaro Simón, og supplerer:
– Vores vision er at skabe et globalt marked for disse virksomheder.

Så selvom teknologiparken blomstrer med tech-giganter som Oracle og IBM, så er det altså de mindre virksomheder, som BIC Euronova hjælper i gang. Med andre ord skal det oppustede monopolmarked ifølge Don Álvaro Simón suppleres med et andet marked, hvor der er plads til de små og mellemstore virksomheder. For det er dem, der har brug for at blive klædt ordentligt på, inden de bevæger sig ud på de internationale markeder. Men uanset hvor multinationale eller globale de øvrige teknologiske kæmper i parken kan prale af at være, så har mange af dem ligeledes været en tur forbi BIC Euronova, inden de startede på egen fod. Det har været nødvendigt for at konsolidere sig som en virksomhed, der kan agere selvstændigt i det spanske samfund ved hjælp af opbyggelsen af et bredt netværk inden for deres respektive sektorer med den innovative tværbjælke som fælles tovholder.

Innovation indenfor teknologi og bæredygtighed
– BIC Euronova er tænkt som en hjælp til de udenlandske entreprenører, som vil starte et foretagende i Málaga samt spanske virksomheder, der påtænker at starte en virksomhed i udlandet. Vi stiller lokaler til rådighed og hjælper med at realisere idéen ved at bidrage med administrativ og juridisk hjælp, forklarer Don Álvaro Simón, og tilføjer, at, på grund af den innovative overlægger, beskæftiger størstedelen af virksomhederne hos BIC Euronova sig hovedsagligt med nye teknologier, bæredygtige energiformer og andre miljøsektorer, som alle baserer deres foretagende på nytænkning og den gode idé.

Don Álvaro Simón påpeger, at man ikke behøver at være fysisk tilknyttet centeret for at være medlem. Man kan også indgå et såkaldt virtuelt samarbejde, som udelukkende foregår via de digitale medier. For at blive medlem af BIC Euronova, skal den pågældende virksomhed blot indsende en forretningsplan til centeret, som herefter vurderer om det er en plan, der er potentiale i.

– Der er forholdsvist nemt at starte en virksomhed i Spanien. På tre uger kan vi etablere et S.L. (red.: anpartsselskab), som ikke behøver koste mere end 3.000 euro. Når en virksomhed først er blevet medlem af BIC Euronova, har de derefter mulighed for at tilmelde sig vores nye program SoftLanding, som er specifikt rettet mod innovationsvirksomheder i deres opstartsfase, siger Don Álvaro Simón.

Flest finner innoverer i Sydspanien
Som udgangspunkt er det hovedsagligt europæiske virksomheder, som drager nytte af hinandens viden og erfaringer, men Don Álvaro Simón nævner dog også et par medlemmer uden for Europa:
– Vi har associerede i Nordafrika, Chile og Mexico, men det er mest et europæisk netværk. På årsbasis har vi 200 besøgende entreprenører, hvoraf 20 procent kommer fra udlandet. Der kommer især mange franskmænd, englændere og finner, fortæller han.

Især sidstnævnte, de teknologiske finner, har været centerets største kontaktflade til de nordiske lande, men der er også fire svenske medlemmer og en enkelt dansker. Don Álvaro Simón tror og håber dog på at se flere nordiske entreprenører hos BIC Euronova:

– Vi vil med glæde bistå de nordiske opstartsvirksomheder, der kommer til Málaga, med faciliteter, og et miljø med andre innovationsvirksomheder, som kan give det netværk, der skal til for at overleve som lille eller mellemstor virksomhed.

Støtte er der masser af, så er der blot tilbage at sætte ord på den gode idé, og indsende en forretningsplan. I næste nummer af La Danesa bringer vi et interview med et medlem af BIC Euronova, som fortæller om samarbejdet med BIC Euronova, og om det at starte en virksomhed op i Spanien.

BIC Euronova
Erhvervs- og innovationscenteret BIC Euronova åbnede i 1991, og det er finansieret af offentlig og privat kapital, da det er en sammenslutning af Andalusiens regeringsråd, Málaga kommune og Unicaja. BIC står for ’Business & Innovation Center’, og på europæisk plan samles de forskellige landes BICs under paraplyen, ’European Business & Innovation Centre Network’. Netværket blev dannet på initiativ af EU-Kommissionen for at støtte og animere fremkomsten af ​​innovative små og mellemstore virksomheder samt styrke opstarten af nye innovative aktiviteter i eksisterende og offentlige administrationer. BIC Euronova har i dag 150 medlemmer, hvoraf cirka 50-60 virksomheder bruger centeret dagligt. Der er plads til 80-90 virksomheder i alt afhængig af pladsbehovet for den enkelte virksomhed. I alt disponerer de forskellige centre for handel og innovation (BIC) over 2.500 rådgivere med forskellig ekspertise.

Læs mere om centeret på www.bic.es eller følg dem på Facebook og Twitter.

 


”Der er forholdsvist nemt at starte en virksomhed i Spanien. På tre uger kan vi etablere et S.L., som ikke behøver koste mere end 3.000 euro” – Don Álvaro Simón, administrerende direktør, BIC Euronova.

Don Álvaro Simón
Administrerende direktør for BIC Euronova, formand for den europæiske BIC- sammenslutning, ’European Business Innovation Centres Network’ (EBN), og formand for ANCES, som er den nationale sammenslutning af europæiske innovationscentre i Spanien.

El Parque Tecnológico de Andalucía
Málagas teknologipark blev etableret i 1992, og har siden 1998 været hovedkvarteret for sammenslutningen af science- og teknologiparker i Spanien (APTE). I 2012 bidrog parken til 6,05-8,65% af Málaga-regionens samlede BNP samt en beskæftigelsesprocent på 7,04-10,05 procent. Du kan læse mere om El Parque Tecnólogico de Andalucía på www.pta.es.

Af Lajka Birkedal Hollesen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa