Nyheder august 2012

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Besparelser på 65 milliarder euro

Mandag d. 16. juli trådte den nye sparepakke i kraft, som ministerrådet besluttede så sent som fredag den 13. juli.

Demonstrationer prægede i dagene efter de større spanske byer, især Madrid, hvor de blev anført af minearbejderne fra Nordspanien, der strejkede på grund af mindre støtte til minerne, som de frygter kommer til at lukke, og offentligt ansatte, der ikke er tilfredse med, at de fremover vil få mindre i løn, mens leveomkostningerne stiger.

Men det ændrer naturligvis ikke på den konservative regerings planer. Den nye sparepakke skal ifølge regeringen skrabe 65 milliarder euro ekstra i statskassen fra nu og til og med 2014. Det er den mest omfattende spareplan i Spaniens historie.

Den indføres efter krav fra EU, der netop har accepteret, at Spanien ikke når det maksimalt tilladte underskud på tre procent af bruttonationalproduktet næste år, og for at få det nuværende underskud ned fra 8,9 til 6,5 procent.

De forskellige ministerier får nu 600 millioner euro mindre at arbejde med resten af året, hvilket utvivlsomt er lig med lønnedgange, og de ansatte i den offentlige sektor må nu sige farvel til en række goder som ekstra fridage og også til den ekstra månedsløn, der tidligere har være udbetalt omkring jul. 30 procent af ansatte ved kommunerne forventes at blive afskediget.

De skattefordele, som virksomheder har fået ved at ansætte nye medarbejdere, forsvinder, mens virksomhedernes bidrag til de ansattes Seguridad Social dog skal falde med en procent i 2013 og yderligere en procent i 2014.

Besparelserne vil også ramme de 24,4 procent af befolkningen, der er afhængige af understøttelse. Støtten sænkes efter de første seks måneder, mens den nuværende maksimale periode på ret til støtte forbliver på 24 måneder.

Momsen skal også stige, men det sker først fra den 1. september. Den højeste sats går fra 18 til 21 procent, ligesom en række varer og serviceydelser, der nu pålægges den lavere sats på otte procent, skydes op på 21 procent – heriblandt er entreer til museer, tyrefægtninger og biografer. De resterende varers moms stiger fra otte til 10 procent, mens den lave sats på bl.a. medicin forbliver på fire procent. Den højere moms forventes at mindske forbruget yderligere i en tid, hvor økonomien i forvejen forudses at krympe med 1,7 procent i løbet af indeværende år, mens antallet af arbejdsløse frygtes at stige til over seks millioner.

Momsen på boliger stiger fra fire til 10 procent, og fra den 1. januar 2013 vil afdrag på boliglån ikke længere være fradragsberettiget.

Med til ministerrådsmødet d. 13. juli var kong Juan Carlos, der ellers sjældent ses ved bordenden, hvilket dog er hans ret ifølge grundloven. Han ytrede bl.a. bekymring om de mange unge, som er uden arbejde og uden fremtid.

 

Spanske stjernefrø gjorde ’de voksne’ kunsten efter

Det spanske U19-landshold formåede d. 15. juli at følge i seniorernes fodspor, da La Rojita ligeledes forsvarede EM-titlen med en 1-0-sejr over Grækenland. Guldet tilfaldt dog på ingen måde de spanske spillere ligeså let, som det var tilfældet et par uger tidligere. De uhyre defensivt orienterede grækere forsvarede sig godt, og der var småt med chancer i første halvleg. De følgende 45 minutter blev dog klart bedre set fra en spansk sofa. Spanierne tilspillede sig nu flere åbne chancer, og en enkelt gang måtte grækerne have overliggeren til hjælp i jagten på at nå den forlængede spilletid. Med ti minutter igen gik den dog ikke længere. Supertalentet Gerard Delofeu fra Barcelona holdt legestue med en flok grækere, inden han via en tunnel på en modspiller fandt Jesé Rodriguez, der køligt sendte sit femte turneringsmål i kassen. Grækerne kunne ikke svare igen, og dermed understregede Spanien endnu engang sin totale fodbolddominans.

 

 

18.079 færre arbejdsløse i Andalusien i juni

Efter en lang periode med stigende arbejdsløshed i Andalusien faldt arbejdsløsheden i juni måned med 1,73 procent i forhold til måneden før. Det totale antal arbejdsløse i Andalusien var herefter nede på 1.025.635 personer. Der er dog tale om 12,7 procent flere arbejdsløse set i forhold til samme måned sidste år. Tendensen gør sig gældende for hele landet, hvor man ved udgangen af juni måned registrerede 4.615.269 arbejdsløse – små 100.000 færre end måneden før. Andalusien er dog procentvis den region, der har oplevet den største nedgang i arbejdsløsheden. Desuden er der tale om den største registrerede nedgang siden 1996. Men ikke kun juni viser positive tal, også i april og maj måned oplevede man et fald i antallet af arbejdsløse. Dog advarer eksperter om, at juni måned, som er starten på turistsæsonen, normalt er kendetegnet ved en nedgang i arbejdsløsheden.

De fleste sektorer i Andalusien har oplevet en tilgang i antallet af ansatte, undtagen landbrugssektoren, hvor yderligere 916 personer mistede deres arbejde i juni måned. Fordelt på provinser oplevede Málaga-provinsen den største nedgang i arbejdsløsheden på 6.752 personer, hvilket svarer til et fald på 3,31 procent.

Antallet af arbejdskontrakten nåede i juni måned op på 1.650.651, hvoraf hele 1.593.114 var midlertidige arbejdskontrakter – 96,53 procent.

 

Bog fra det 12. årh. returneret til katedralen i Santiago de Compostela

For lige godt et år siden forsvandt Codex Calixtinus fra katedralen i Santiago de Compostela. Værket stammer fra det 12. århundrede og anses som en af Spaniens vigtigste historiske bøger.

Det er den første kendte bog, der beskriver apostlen Johannes liv, og samtidig er den en slags guidebog til pilgrimsruten Camino de Santiago.

Katedralens elektriker, Manuel Fernández Castiñeiras, er anklaget for at have stjålet værket, der blev meldt savnet den 4. juli 2011. Den samme dato i år fandt politiet bøgerne i mandens garage, hvor de lå gemt i en plastikpose. Samme sted fandt man 1,2 millioner euro i kontanter, som menes at stamme fra salg af andre ting, som den anklagede skulle have stjålet i katedralen. Fernández Castiñeiras, der skulle have været utilfreds med sin arbejdskontrakt i katedralen, hvor han arbejdede i 25 år, er anholdt og det er også hans søn, dennes kæreste og en bekendt.

Søndag den 8. juli returneredes bogen endelig til katedralen i Santiago de Compostela. Det var statsminister Mariano Rajoy, der selv kommer fra Galicien, som stod for den ceremonielle overrækkelse. Ikke uden kritik i kølvandet, bl.a. fra den socialistiske opposition, der mener, at han ikke bør tage æren for det opklaringsarbejde, der førte til fundet og som blev udført af politiet og ikke statsministeren.

Codex Calixtinus er nu igen gemt væk i en bankboks, mens det som tidligere er en kopi, der kan ses i katedralen.

 

Mindre politi på gaderne i sommermånederne

Hver sommer er det det samme. Mens befolkningstallet i byerne på Costa del Sol tredobles, som følge af tilstrømningen af turister, har det nationale politikorps en tredjedel færre politibetjente til rådighed på grund af ferie.

I de seneste år har regeringen forsøgt at afhjælpe manglen på betjente i Málaga-provinsen. Dog er det stadig en kendsgerning, at 3.300 ansatte inden for politiet går på sommerferie i månederne juli, august og september. Det vil sige, at der i gennemsnit er 1.000 færre betjente til rådighed hver måned henover sommeren. Sidste år blev problemet afhjulpet med 183 politipraktikanter, i år er tallet nede på 26 på grund af nedskæringer.

Politiets fagforeninger er utilfredse med situationen. “En reducering i bemandingen om sommeren kommer ikke som nogen overraskelse, men det betyder selvfølgelig, at der ikke er nær nok politibetjente til at håndtere den store stigning i antallet af indbyggere i sommermånederne,” udtaler den regionale sekretær for fagforeningen SUP Manuel Expósito. I sin rolle som fagforeningsleder opfordrer han de ansvarlige til en gang for alle at tage ordentligt fat i problemet, der påvirker den service, politiet leverer til offentligheden. Et af hans egne forslag er en forbedring af de incitamenter, der bliver givet til de politifolk, der vælger at tage deres ferie uden for de travle sommermåneder.

Som en del af nedskæringerne vil politiet ikke længere have den oversætterservice, de tidligere har tilbudt udlændinge, der ikke taler spansk. Det går selvfølgelig mest ud over de mange turister. Otto ud af ti politibetjente taler ikke engelsk, og det kan skabe store kommunikationsproblemer i den kommende tid.

 

Elregningen steget med 69,9 procent

Mellem 2006 og 2011 steg prisen på elektricitet i Spanien med 69,9 procent, har Eurostat nu regnet ud.

I den samme periode steg prisen med gennemsnitligt 19,9 procent i de 27 EU-lande, mens den i de 17 euro-lande kun steg med 13,1 procent.

Samtidig har de spanske elselskaber et akkumuleret underskud på 24 milliarder euro, hvilket skulle skyldes en prissætningspolitik, der er baseret på øget forbrug, der på grund af krisen i stedet er reduceret.

 

El Hierro fem cm højere efter vulkanudbrud

Over 750 jordskælv har den sidste tid rystet den lille kanariske ø El Hierro.

Presset fra den underjordiske magma har resulteret i, at øen er løftet fem cm, og at den er rykket tre til fire cm længere ud i horisonten mod vest.

Den hidtil største jordrystelse, som fandt sted onsdag den 27. juni, målte fire på Richterskalaen og indtraf i Mar del Golfo, to km fra øen og mellem 18 og 20 km under havbunden.

Der frygtes nu en gentagelse af det undersøiske vulkanudbrud, der i slutningen af 2011 skabte et krater på 120 m i diameter ud for den lille ø, hvor mange indbyggerne på den nordlige del blev evakueret på grund af frygt for vulkanudbrud på selve øen.

Det kraftigske jordskælv dengang målte 4,4 på Richterskalaen. Det undersøiske vulkanudbrud ansås som overstået den 5. marts i år, men de seneste dage er der igen målt seismisk aktivitet i dette område.

Foreløbig har myndighederne anbefalet øens godt 10.000 indbyggere at have rigeligt med mad og drikke hjemme samt at have en kuffert parat, hvis jordskælvene skulle intensivere i styrke.

 

45 ton affald på strandene i Fuengirola efter San Juan

Det tog hele 31 kommunale ansatte ledsaget af betjente fra Policía Local 11 timer at rydde op på strandene i Fuengirola efter San Juan (Sankt Hans). Arbejdet begyndte dagen efter festlighederne klokken seks og var først færdiggjort klokken fem om eftermiddagen. Udover den store mængde affald, der i stor grad bestod af smadrede glas og flasker, der er til stor fare for alle, bød den ellers så festlige San Juan på afbrænding af en træbygning på stranden, hærværk på rækværket på broen Puente de la Armada og andre former for vandalisme. Samtidigt viste parken omkring floden ved Castillo Sohail tydelige spor af at være blevet brugt som udendørs toilet.

Mængden af affald er tre gange så stor som ved strandene ved Málaga centrum, og borgmesteren i Fuengirola, Esperanza Oña, advarer om, at der vil blive foretaget adskillige restriktioner i forbindelse med fejringen af San Juan til næste år.

”Vi er meget glade for de mange mennesker, der vælger at fejre San Juan i Fuengirola,” udtaler Esperanza Oña, ”men vi kan ikke acceptere den dårlige opførsel, hærværk og vandalisme, som vi har oplevet i år. Ikke nok med at det går ud over byens ressourcer og miljø, skader det også Fuengirolas turistimage.”

 

Tunnelen i San Pedro er nu indviet

Det var den konservative minister for offentlige arbejder (Fomento), Ana Pastor, som i slutningen af juni fik æren af at foretage den længe ventede indvielse af tunnelen i San Pedro de Alcántara.

Den har været ventet i hen ved fem år, hvor færdiggørelsen af vejarbejdet er blevet udskudt flere gange af forskellige årsager – mest økonomiske – men nu skulle den sidste slemme flaskehals på kystvejen A7 være elimineret, og de omkring 65.000 bilister, der dagligt har måttet køre lange og langsommelige omveje, kan nu køre den direkte vej mellem San Pedro og Marbella.

Samme dag foretog Ana Pastor en anden vigtig indvielse i Málaga-provinsen, nemlig den af den anden start- og landingsbane i lufthavnen. Også den har været fem år under vejs, men den 3.090 meter lange bane øger nu lufthavnens kapacitet fra de nuværende 32 afgange eller landinger i timen til 70.

 

Boligpriser lider rekord fald i årets første seks måneder

Huspriserne faldt rekord meget i årets første kvartal. Ifølge nyligt offentliggjorte statistikker fra det nationale statistiske institut, INE, er boligpriserne faldet 12,6 procent i årets første kvartal i forhold til samme periode sidste år. Det har været det største fald siden INE startede med at offentliggøre statistikker om boligmarkedet i 2007. Sammenlignet med det sidste kvartal af 2011, er priserne faldet med fem procent.

Priserne på nybyggeri faldt i første kvartal med 11,8 procent, imens priserne på gensalgsboliger faldt med hele 13,3 procent. Siden ejendomspriserne nåede sit højeste i andet kvartal af 2007 er de faldet med 25,6 procent.

”Den nuværende økonomiske situation og regeringens tiltag over for bankerne, får priserne til at falde yderligere” forklarer Fernando Encinar, leder af forskningen på idealist.com. ”Tendensen vil fortsætte i det kommende kvartal eftersom husejere ikke har andre muligheder end at sænke priserne, hvis de ønsker at sælge.”

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa