Porras mange betydninger

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Slår man ordet porra op i ordbogen, foreslås oversættelser som knippel, klub, væddemål og et bandeord. Søger man derimod efter porra i en række kogebøger, får man lige så mange forskellige opskrifter. Her drejer sagen sig om porra, med efternavnet antequerana – den tykke gazpacho-lignende sag.

Der findes utallige variationer af en porra, på trods af det forholdsvist begrænsede antal ingredienser. Nogle mener desuden, at porra antequerana er præcist samme sag som en salmorejo, en variant der har sine rødder i Córdoba, og at det hele alligevel er det samme som en gazpacho, bare uden vand. Andre insisterer på, at selvom en salmorejo indeholder de samme komponenter som en porra, skal ingredienserne her ikke blendes, men i stedet blot finhakkes. Og så er der dem, som mener, at en sådan ret er en salpicón, med eller uden skaldyr.
Næsten uanset hvilken opskrift, man følger, er en porra en forfriskende og sund sommerret, men vi har lagt vejen forbi Antequera, for her at kunne bringe én af de mange, rigtige variationer.

Porra Antequerana
Ingredienser til fire personer

1 kg tomater
1 grøn peber
1 fed hvidløg (eller mere efter smag)
1 spsk. vineddike
1 dl olivenolie
100 g hvidt brød (gerne daggammelt)
Salt

Tilbehør:
200 g jamón serrano i små strimler
200 g tunfisk
4 grofthakkede, hårdkogte æg

Mens der er mange meninger om, hvilke ingredienser der skal i en porra, tillægger ingen fremstillingsmetoden nogen større betydning.
Vi forslår dog, at man starter med at fjerne skind og kerner fra tomaterne, kerner fra peberen, ligesom hvidløget naturligvis bør pilles. Kom derefter alle ingredienser i en blender, og blend til du har en cremet konsistens.
Hæld porraen i fire lerskåle. Fordel tilbehøret ovenpå eller server separat.

Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa