Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Patrick mødte racismen i Danmark – slægten i Tanzania og stortrives nu sammen med Mai og
børnene i Sydspanien.
Hun starter forretning for sig selv, mens han spiller bold.

Patrick fyldte 29 år den 28. januar.
”Godt det ikke var 30. Nu har jeg et fodboldår mere tilbage”, spøgte han.
For dette interview aftalte vi at mødes ved den danske bager Café Copenhagen i Los Boliches. Et sted, vi begge kender og som Mai og Patrick Mtiliga ofte besøger. De er gennem den internationale børneinstitution Casa Martín blevet gode bekendte med ejerne af bagerforretningen, Tina og Mads Bruun. De har også børn her.
Og Nelson på 4 og Alpha på 2 år stortrives på stedet med et superkærligt personale, dyr og stalde. I modsætning til den institution, de startede på. Og det betyder fantastisk meget for Mai og Patrick. Det var hårdt for dem at se børnene mindre lykkelige. At græde trøstesløst, når de blev afleveret.
Så nu har Mai kræfter til at starte inden for sin egen branche, guldsmedens. Hun vil i gang med at designe og afsætte fra hjemmeadressen i Guardamar, mens Patrick folder sig ud som en etableret professionel fodboldspiller på Málaga Club de Fútbols betrængte La Liga-hold. Han, der også har lidt hip-hop i blodet, tiltrådte i juli 2009 og først nu føler hele den lille familie sig godt etableret og integreret i det dansk-spanske samfund på Costa del Sol.
”Mai er blevet lykkelig, og det er vigtigt for mig”, siger Patrick.
”Og for os blev det en jubeldag her først i det nye år, da Nelson og Alpha ville forkorte jule- og nytårsferien i Danmark for at vende hjem til Spanien.
Patrick Mtiliga og jeg er spadseret videre til ”Restaurante Bahía” på Plaza de San Rafael. Patrick bestemmer menuen.
Den kommer til at lyde på avocado med rejer og en velproportioneret pizza. Han nipper til en cola og jeg til en kop rødvin.

Racismen i Danmark
At lytte til den veltalende Patrick med de flotte, hvide tænder og det store smittende smil bliver en spændende tur gennem hans lange fodboldliv (han startede som 4-årig i B 93 på Østerbro i København), over hans forskelligartede familier i Tanzania og Danmark og den racisme, han allerede som ung oplevede i København.
”Som farvet kunne jeg ikke komme ind på diskotekerne. Blev afvist hver eneste gang af dørmænd. Stod man allerbagerst i køen, kom de omgående ned til én med et forbud. Det var ydmygende”, fortæller Patrick. ”Kun en forklaring om, at diskoteket i forvejen havde for mange udlændinge inde, kunne jeg acceptere. Men fordi man var mørk? Det var sgu hårdt. Kiggede man i situationen ned i jorden, følte dørmændene, at man var skyldig. Kiggede man op, at man var arrogant. Jeg var jo dansker, født i Danmark med en far fra Tanzania og en mor fra Danmark, som senere blev skilt. På et tidspunkt før de nuværende etniske problemer i landet. Da fandt jeg for alvor ud af, at der var forskel på hvid og sort – i Danmark også. Senere, i mine ti år i Holland, stødte jeg ikke på samme problemer, selvom der selvfølgelig også er racisme i dette land, men grundet Hollands kolonitid har landet altid været vant til farvede. Men lad mig fastslå, at jeg havde en god opvækst i Danmark med mange skønne minder. Samfundet på Costa del Sol er dejligt multi-etnisk. Alene på mit hold i Málaga er vi spillere fra en halv snes nationer”, fortæller han.

Nedtur og vendepunkt

”Og hvordan går det så her?”
”Joh tak, godt”, stråler Patrick. “Men også for mig var starten hård. Mais store bekymringer for børnene og mine rutsjeture fra banen ud på udskiftningsbænken og sågar helt op på tilskuerpladserne – uden forklaring fra træneren. Mit uheld var skader og sygdom og næsten enhver spiller i en trup påvirkes af mange, løbende udskiftninger som dem i Málaga i den første turneringshalvdel i 2009. Jeg havde aldrig før i min karriere været udenfor. Mange tanker fór gennem mit hoved. Hvor står jeg? Er jeg ikke længere en del af trænerens plan? Jeg følte, at alle odds pludselig var imod mig. Men min situation var såmænd ikke anderledes end andres, som stod udenfor. Ingen forklaring faldt. Og jeg havde vanskeligt ved at fungere optimalt, når Mai og børnene ikke trivedes. Jeg føler selv, at mit vendepunkt i Málaga indtraf, da de begyndte at blive glade. I dag arbejder alle på Málaga-holdet hårdt på at komme væk fra bunden af La Liga og atmosfæren på og omkring holdet er god. Men selvfølgelig ser vi realiteterne i øjnene. Vi er i knibe. Alle er præget af situationen. Også træneren. Men 100% ærligt: Vi har et godt hold. Tag spillerne en for en – en del af dem er på landsholdet i deres respektive lande. Vi er for gode til at rykke ud af La Liga. Jeg er glad for, at jeg nu har erhvervet mig en fast plads på holdet. Assisterende træner, Dely Valdes, (fra Panama og tidligere Málaga-spiller, red.) gik ind og støttede mig og siden har cheftræner Muñiz også komplimenteret og vist mig tillid".

Ville afprøve sig selv
”Så du er glad for dit skifte fra Breda i Holland til Malaga CF?”
”Ja. Min agent Michael Johansen havde andre muligheder – bl.a. i Grækenland, Cypern, Holland og Danmark – da mulighederne i Málaga CF viste sig. For mig var det spændende at komme til en klub i verdens bedste liga til en højere løn, et bedre klima og en ny kultur. Lidt af et eventyr. Men selvfølgelig var mange ting anderledes hernede, end jeg var vant til – bl.a. den megen tid jeg er borte fra hjemmet på grund af de store afstande med rejser til udekampe i så stort et land som Spanien, så Mai og børnene blev mere alene. Men lykkeligvis har hun nu fået en omgangskreds, der er større end min – og større end den hun fik på ti år i Holland.
Jeg tog chancen for ikke at komme i den situation, at jeg sidenhen kunne bebrejde mig selv, at jeg ikke gjorde det. Jeg ville gerne afprøve, om jeg kunne slå til i en turnering som La Liga”.
”Og nu mener den danske radio- og tv-kommentator Birger Peitersen, at du påny bør have en chance på det danske landshold med henblik på VM i Sydafrika til sommer?”
”Ikke noget, jeg spekulerer på. Vigtigst for mig er det, at jeg bevarer min plads på Málagas hold og at det klarer frisag i La Liga. Men selvfølgelig er jeg da klar til at gribe landsholds-chancen, hvis den byder sig”.

Turist i eget land
For tre år siden rejste Patrick Mtiliga selv en tur til Afrika. Han inviterede sin far Christian og storebror Nicholas med. Christians sidste besøg i sit fødeland lå 19 år tilbage og hans sønner havde aldrig været der. Turen gik til Trabora.
”Her mødte jeg mange kærlige onkler, tanter og andre slægtninge. Mere end 30 tog imod. De boede i skure og vi kørte ad grusede veje. De bød alle velkommen med åbne arme og store hjerter.
Det var overvældende. Også for min far, men han vil ikke tilbage igen. Trods familie er det ikke et sted for ham med den gode opvækst, han har haft i Danmark”, fortæller Patrick.
På båden til hovedstaden Dar Es Salaam oplevede de kø for billetter for henholdsvis indfødte og turister.
Patrick, Nicholas og Christian blev gennet hen i turistkøen.
Christian kom som spæd til Danmark adopteret af danske missionærer, som arbejdede i Tanzania – et land med samme indbyggertal som Spanien, men arealmæssigt dobbelt så stort.

Familiebesøgene
Patrick glæder sig over, at hans far netop har været på besøg i villaen i Guardamar. Og ofte kigger hans bror og Mais mor, Jane, forbi dette fodboldkvarter, hvor en del af Málaga CFs spillere bor. Hun kan ikke undvære sine børnebørn – og de ikke hende.
Patrick regner med at have endnu fire gode fodboldår på topplan. Derefter vil han for en tid gerne ud af det professionelle game på topniveau. Måske tage en tjans som ungdomstræner eller scout, talentspejder. Hans uddannelse er fodbold.
Med sin beskedne højde og hjulede ben lidt af en type som brasilianske Roberto Carlos, der tidligere huserede i Real Madrid.
En sammenligning Patrick Mtiliga også har et smil tilovers for.


Her har han gjort sit fodarbejde

1998-1999: B 93 i Superligaen.
1999 – 2003: Ecxelcior i den hollandske 1. division.
2003 – 2006: Feyenoord i den hollandske Æresdivision.
2006-2009: NAC Breda i den hollandske Æresdivision.
2009 – 2011: Málaga CF i den spanske La Liga.
(Option i kontrakten med, at den kan forlænges endnu et år, hvis Patrick Mtiliga spiller mindst 25 La Liga-kampe i næste sæson).
Han spiller venstre back.


Sådan forløber en normal dag for Patrick

Kl. 7.30: Står op. Morgenmad.
Kl. 8.30: Børnene i institution.
Kl. 10.15-12.00: Træning i Málaga CF
En halv times styrketræning og massage enten før eller efter træningen på La Rosaleda.
Kl. 13.00: Kører hjem.
Kl. 14.00: Frokost sammen med Mai i Fuengirola.
Kl. 15.00: Børnene hentes.
Kører til legeplads, går i butikker og så hjem.
Kl. 18.00: Aftensmad i familien.
Aftenen går sædvanligvis med afslapning med TV og læsning. Patrick læser mange bøger.
I weekenderne indlogeres spillerne i Málaga CF altid på hotel fra lørdag før søndagens kamp, hvad enten holdet spiller ude eller hjemme. Spillerne skal have ro og lades op.


Ikke længere tid til rap

For to år siden blev det kendt, at Patrick Mtiliga måske havde et skjult talent. Han lagde et rap på hjemmesiden Youtube. Musikanmelderen på dagbladet Information, Rune Skyum-Nielsen, blev ikke imponeret over teksten, men roste hans stemme, som han mente, Patrick skulle arbejde videre med.
”Han har en meget rar stemme. Det skal han have. Den har en grødet glød, der er meget overbevisende. Han kunne godt lyde som en rigtig rapper. Der er lidt Guru fra Gang Starr over ham. Han får point for vovemod og stemmen, men teksterne skal der arbejdes med”, lød det fra Skyum-Nielsen.
”Jeg ville da gerne have prøvet lidt mere inden for denne genre, men med to små børn, har jeg ikke længere tid”, fortæller Patrick Mtiliga. Men i få ledige stunder kan jeg da godt sidde og arbejde lidt med musikken.

 

Af Morten Møller Foto: Jacob Poulsen Morten Møller malagacf.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa