Det danske magasin i Spanien
Håndbold i verdensklasse

Den stærke spanske håndboldliga, Liga Asobal, startede igen efter sommerferien i weekenden 12-13. september. Igen i år ser det på papiret ud til, at mesterskabet bliver en kamp mellem Ciudad Real og FC Barcelona. I den spanske supercup mellem mestrene og pokalmestrene, der altid markerer starten på en sæson, var det FC Barcelona, der trak det længste strå. Med tre danskere i truppen vandt katalanerne således over Ciudad Ral med overbevisende 33-26.
Sidste sæson var der fire spillere i FC Barcelona, men målmanden Kasper Hvidt besluttede efter mange år i Spanien at vende hjem til Danmark, hvor han i denne sæson tørner ud for FC København Håndbold. De tre resterende danske håndboldspillere i FC Barcelona, Mikkel Hansen, Jesper Nøddesbo og Joachim Boldsen er ikke i tvivl om, at deres klub skal vinde nogle pokaler i år.
FC Barcelona er historisk set den mest vindende håndboldklub i verden og vandt bl.a. Champions League fem år i træk i slutningen af 90’erne. Efter de sidste år at være blevet overhalet af Ciudad Real, har FC Barcelona til denne sæson hentet fire nye spillere, heriblandt den hviderussiske stjernespiller Siarhei Rutenka, der har været en af de bærende kræfter hos netop Ciudad Real i flere sæsoner. Købssummen menes at være over en million euro, hvilket er et anseeligt beløb i håndboldverdenen.
Torsten Laen, der spillede i Ciudad Real i flere sæsoner, besluttede sig for at prøve noget nyt og spiller fra dette efterår i Berlin, der ligger i den bedste tyske række. Torsten Laen havde ikke lutter succesoplevelser i den spanske storklub, hvor han mest blev brugt i angrebet. Lysten til at komme tættere på Danmark og økonomien, var også afgørende faktorer for skiftet.
Af andre danskere i Liga Asobal kan nævnes René Bach Madsen og Sebastian Koch-Hansen, der spiller i henholdsvis BM Torrevieja og BM Aragón. Det er to forholdsvis unge spillere, som begge har været inde omkring A-landsholdet i Danmark dog uden at tilspille sig faste pladser. Der er ingen tvivl om, at Ulrik Wilbæk holder øje med deres udvikling.
Den sidste på listen over danskere i den spanske liga er Henrik Hansen, der har spillet næsten 30 A-landskampe og var playmaker for Aarhus GF gennem flere sæsoner. Han kom til Spanien for to år siden og spiller i BM Torrevieja sammen med René Bach Madsen.


De danske spillere i Spanien

FC Barcelona (3)
Navn: Jesper Nøddesbo
Klub: FC Barcelona
Tidligere klubber: Team Tvis Holstebro, KIF Kolding
Landskampe/mål: 112/237
Position: Stregspiller
Hjemby: Herning
Fødselsdato: 23.oktober, 1980
Højde: 199cm
Vægt: 93 kg

Navn: Mikkel Hansen
Klub: FC Barcelona
Tidligere klubber: GOG Svendborg TGI, Virum-Sorgenfri
Landskampe/mål: 30/106
Position: Venstre back
Hjemby: Helsingør
Fødselsdato: 22. oktober 1987
Højde: 196cm
Vægt: 96 kg

Navn: Joachim Boldsen
Klub: FC Barcelona
Tidligere klubber: GOG Svendborg TGI, Grosswallstadt, Flensburg-Handewitt, Aab Håndbold
Landskampe/mål: 186/405
Position: Center
Hjemby: Helsingør
Fødselsdato: 30. april 1978
Højde: 187cm
Vægt: 100 kg

BM Torrevieja (2)
Navn: René Bach Madsen
Klub: BM Torrevieja
Hjemby: Struer
Fødselsdato: 7. marts 1985
Alder: 24
Position: Center
Højde: 197cm
Vægt: 90 kg

Navn: Henrik Hansen
Klub: BM Torrevieja
Hjemby: Aarhus
Fødselsdato: 16. januar, 1979
Alder: 30
Position: Venstre fløj
Højde: 197 cm
Vægt: 94 kg

BM Aragón (1)
Navn: Sebastian Koch-Hansen
Klub: BM Aragón
Position: Lateral Izquierdo
Hjemby: Frederiksberg
Fødselsdato: 19. juni 1984
Vægt: 90 kg.
Højde:195 cm.


Af Alex Søgaard Moreno

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.