Det danske magasin i Spanien
Kære Læser (Maj 2023)

Kære læser,

Det er blevet maj og sommeren venter lige om hjørnet. Turistsektoren har rustet sig til den forestående sæson og forventningerne er store. Optimismen spirer alle steder, hvilket også ses i antallet af planlagte arrangementer over sommeren.

Et af disse arrangementer er af dansk herkomst. Der er lagt op til et brag af en koncert, når det legendariske danske rockband D-A-D indtager scenen i Marbella Arena den 20. maj. Bag det hele står Steen Broford som du kan møde i denne måneds ”skæve vinkel”.

Det er også i maj at den kendte, årlige blomsterfestival arrangeres i Córdoba. Elsker du blomster, hvidkalkede huse, smalle gyder og intime gårdhaver, bør du overveje at tage en tur til La Fiesta de los Patios der i år arrangeres fra 4.-17. maj. La Fiesta de los Patios er en konkurrence, hvor byens borgere konkurrerer om at få den smukkeste blomsterindrettede gårdhave, et populært indslag for både beboere – og for turister. Der er mindre end to timers kørsel fra Málaga by til Córdoba – så tag med på årets blomstereventyr.

I denne måned kan du også møde Solkystens diskrete danske byggekonge. Han har opført over 2.200 boliger – alligevel er det kun de færreste, der kender ham. Ole Sigurdsson har altid gået stille med dørene. Først nu, i en alder af 80 år, giver han sit første interview i flere årtier. Læs hele historien om området ”Miraflores” midt mellem Fuengirola og Marbella.

Du kan også møde den nye Solkyst-repræsentant for Danes Worldwide. De gør stor nytte, men kendskabet er begrænset – særligt på Costa del Sol. Det vil Mugge Fischer nu gøre noget ved. Han er ny repræsentant for Danes Worldwide i Málaga-provinsen.

”Alt for få er bekendte med foreningens rådgivning og tilbud til dig, som bor i Spanien og ønsker at bevare et godt tilknytningsforhold til Danmark,” mener Mugge, som lover masser af information og bevægelse i fremtiden. Læs mere om foreningens arbejde i artiklen på side 16.

Det er let at romantisere landsbylivet, især for dem, der ikke bor der. Under pandemien og lockdown har mange byboere følt sig fanget og længtes efter et enklere liv på et mindre sted. At bo i landdistrikterne har bestemt sine fordele: mindre forurening, mindre trafik og mere sikkert for både børn og unge, bedre kontakt med naboer, større haver og hurtigere adgang til naturen, for at nævne nogle.

Men livet i de andalusiske landsbyer i 2023 er ikke bare fryd og gammen – er der tale om romantisk landsbyliv eller affolkede små landsbyer? Læs artiklen på side 22.

Sierra Bermeja ligger lige bagved Estepona og den er fuld af hemmeligheder, herunder landsbyen Genalguacil, som for nyligt er kommet på listen over Spaniens smukkeste landsbyer. Ikke så langt derfra kan man følge 5 km. af Genal flodens smukke løb på en skøn vandretur, og Sierra Bermeja byder på stor landskabsmæssig skønhed og de sjældne pinsapoer. Tag med Else Byskov på månedens udflugt til Sierra Bermeja.

Dette og meget mere kan du finde i månedens udgave af La Danesa. Har du lyst til meget mere, kan du tilmelde dig onlinetjenesten DanesaPlus+ der byder på daglige nyheder, masser af spændende artikler og en række attraktive medlemsfordele.

www.ladanesa.com

God læselyst!                                                                 

MN

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.