Det danske magasin i Spanien
Kære Læser (April 2022)

Kære læser,

Påsken nærmer sig, og mens man i Danmark maler påskeæg og samles omkring spisebordet, har fejringen i Spanien og frem for alt i den sydlige del af landet betydeligt større dimensioner. Her er påsken, Semana Santa (den stille uge), den mest betydningsfulde højtid i kalenderen, og den fyldes af dybt rodfæstede traditioner og ritualer. Mange af disse har haft sin plads her siden 1500-tallet, hvilket udtrykkes i festligheder, hvori alvor blandes med glæde.

Påsken i Málagaprovinsen er næsten magisk. Hver by har sin fejring. På de fleste steder sker dette med processioner med smukke troner udsmykkede med blomster og levende lys samt enten en Jesus- eller Jomfru Maria-statue, men også andre helgener kan forekomme. Tronerne bæres gennem byen af forskellige broderskaber, ofte efterfulgt af bombastisk musik spillet af blæseorkester. En af de større fejringer i Andalusien finder sted i Málaga. Vi er gået tilbage i historien for at se på, hvor traditionerne stammer fra og måske fristes du selv til en tur til Málaga i påskedagene.

I månedens skæve vinkel møder vi Lonnie Christiansen. Lonnie har altid trivedes på Costa del Sol – både som den flyvske rejseguide og i sit faste sæde som advokatsekretær. Hun er en af de danske veteraner på Solkysten. En af dem, der har masser at fortælle.

Vi ser også på den uro og usikkerhed, der præger dagens Europa. Knap får vi gang i hjulene ovenpå en hård Covid-19 pandemi, før nye problemer dukker op. Nu er det inflationen, der skræmmer. Den er tårnhøj og overrasker alle – dog ikke John Stihøj fra aktieinfo.net og Svend Jørgen Jensen fra Demetra Fondsmæglerselskab. De er ikke i tvivl om, at inflationen nok skal komme ned og under kontrol. Men der skal træffes nogle valg, og vi skal forberede os på økonomisk tumult. Få deres bud på fremtiden inde i magasinet.

La Senda Litoral er et mægtigt projekt udtænkt af La Diputación de Malaga og tanken er, at man skal kunne vandre langs med hele Málaga provinsens Middelhavskyst fra Maro øst for Nerja til sydvest for havnen i La Duquesa (Manilva), hvor Cádiz provinsen starter. Der er tale om i alt 170 km. vandresti som er helt flad og det er guf for de vandreglade. Tag med på en 3 dages vandretur på Málaga-provinsens smukke kyststi.

Det er nærmest umuligt ikke at stifte bekendtskab med bare nogle af Málagas 90 borge, men alligevel er der mange af os, som ikke skænker dem en tanke i det daglige. Det er en skam, for det er fæstningsværker, der vidner om knudepunkter i et magtspil om kongeriger, og hver har deres egen spændende og unikke historie at fortælle. I denne måned gik turen til Castillo de Álora. Borgen fortæller en historie om maurere og kristne, hjemstavns-stolthed og militærstrategi. Læs mere på side 38 i magasinet.

Dette og meget mere har vi valgt at fornøje dig med denne måned.

God påske!

MN

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.