Da jeg forleden mødte en af mine spanske bekendte, kiggede han på mig med et smørret grin. Så var jeg godt klar over, at nu skulle han more sig over danskerne på min bekostning. Så underholdt han ellers med at fortælle, at han havde hørt i radioen, at fodboldspillerne i Copenhague bliver belønnet med to pornofilm, hver gang de vinder en kamp.
Jo, den er god nok, måtte jeg indrømme, omend det for mig var en gammel nyhed. I hvert fald var der på et tidspunkt en af FC Københavns mindre sponsorer, en dansk distributør af pornofilm, der havde sikret sig lidt ekstra pr på denne gimmick.
Både jeg og spanieren havde dog svært ved at se, at de professionelle fodboldspillere i FCK skulle have brug for et par voksenfilm. Som han sagde: ”De kan da ikke mangle pornofilm i et land som Danmark, der er så liberalt og frisindet.”
Men er vi nu det også det, os danskere. Er vi så fordomsfri og tolerante, når det kommer til stykket? Uden nogen form for sammenligning med ovenstående kommer jeg i tanke om den store undersøgelse, der i 2008 blev lavet om pensionister bosat på Costa del Sol.
Undersøgelsen viste, at fordommene lever i absolut bedste velgående blandt danskerne her på kysten. Og lad os bare kalde naboen for en spade og indrømme, at det ikke kun er pensionister, der har en mening om de andre.
Undersøgelsen fastslog, at der er klare fordomme om, hvordan danskere bosat i andre områder er. Dem i Marbella er nogle højrøvede snobber. Dem i Torrevieja er nogle forsumpede og fordrukne svampe. Dem i Fuengirola er alt for fine til at være sammen med dem i Torrevieja og slet ikke fine nok til at være sammen med dem i Marbella. Osv, osv, osv.
Da forskeren bag rapporten, Anne Leonora Blaakilde, her i La Danesa fortalte, at hun skulle til at lave undersøgelsen, blev hun kontaktet af adskillige herboende danskere, der havde ideer til, hvordan hun skulle gribe det an. En del af dem mente, at hun burde lave en særskilt undersøgelse på danskerne i deres område, fordi lige netop deres sted var noget helt unikt.
Resultatet af den omfattende undersøgelse var dybt, dybt frustrerende. I store træk er vi alle ens. Hr. og fru Hansen i Torre del Mar skiller sig ikke synderligt ud fra hr. og fru Jensen i Estepona.
Men lad os alligevel ikke male naboen på væggen. I det store hele er vi danskere frisindede og fordomsfri – også her på Costa del Sol. Jeg tror faktisk ikke, man kan finde et folkeslag, der er så frisindede som os. Og da slet ikke blandt os her på kysten, der har lagt behørig afstand til den danske Jantelov. Skulle der alligevel sidde en læser, der kan bevise det modsatte, ja, så erkender jeg nederlaget og kvitterer gerne med en passende belønning til vinderen. Lad os bare sige to pornofilm.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001