Naturligvis er det det. Det skulle det da i det mindste gerne være. Af uforklarlige årsager har centralregeringen i Madrid bare ikke fået øjnene op for det. Det vender vi tilbage til om lidt.
Først retter vi blikket mod tidens store debat om ferieboligerne – og deres konsekvenser. Særligt i byerne vokser modstanden nemlig mod ferieboligerne. Det gælder særligt i Málaga, hvor syv ud af ti af bymidtens lejeboliger indenfor de sidste ti år er blevet omdannet til ferieboliger. Det var her, helt almindelige borgere tidligere boede til leje. Udviklingen er identisk i talrige byer i hele provinsen, i hele Andalusien og i hele Spanien.

Det er logik, at de mange ferieboliger er stærkt medvirkende til dagens store boligmangel, de stigende lejepriser, og byer, der er blevet så turistede, at de delvist har mistet deres identitet. I Málagas gamle bydel skal man således lede længe efter “rigtige” Málaga-borgere. Tilmed er 90 procent af alle de gamle butikker, kaffebarer og hyggelige tapasbarer blevet erstattet af franchise kæder, concept stores og “lockers”, hvor turisterne kan opbevare deres bagage.
Jeg begræder udviklingen, men jeg begræder også myndighedernes passivitet. Havde man haft evnen til blot at være en smule på forkant med udviklingen, og sætte nogle fælles spilleregler fra starten, havde vi haft en noget bedre balance på boligmarkedet og et helt andet bybillede, end vi har i dag.

Det har længe været indlysende, hvilken vej udviklingen ville gå. Og endnu længere – om ikke altid – har der været moms på alle typer produkter og services, der sælges til turister. Uanset om du udlejer et hotelværelse, en udlejningsbil, en strandstol, sælger entrébilletter til et museum eller sælger softice på hovedgaden, er der moms på din vare. Tilsvarende skal du være momsregistreret (autónomo), hvad enten du er hotelejer eller issælger. Men sådan er det ikke, når du udlejer din feriebolig. Præcis denne type forretning er momsfritaget. Og udlejer behøver tilmed heller ikke være momsregistreret. Det betyder i praksis, at godt stillede borgere i landet – både spaniere og udlændinge – som klogt har investeret i ferieboliger, og tjener godt på det, hverken afregner moms af deres omsætning eller betaler den månedlige ydelse på 300-500 euro i Seguridad Social som ALLE andre momsregistrerede skal. Den er ikke bare gal. Det er et stort tab for den tomme statskasse og en direkte opfordring til boligejerne til at udleje til turister på dags-/ugebasis frem for til lokalbefolkningen på årskontrakter. Intet er blevet gjort før nu. Først denne sommer begyndte regeringen i Madrid så småt at udarbejde det lovforslag, som skal pålægge 21 procent moms på al udlejning af ferieboliger. Men ikke ét ord om at udlejer skal momsregistreres. Igen-igen gør man tingene for sent – og kun halvt. Havde man fra starten betragtet ferieboligudlejning som en forretning, som det naturligvis er, og afregnet moms af omsætningen samt påbudt udlejer at blive momsregistreret, ville vi i dag have haft mere mønt i statskassen, færre ferieboliger, flere lejeboliger til de lokale borgere og nogle bymidter med et mere lokalt og spansk udtryk.
Netop udtrykket er vigtigt for en langsigtet og bæredygtig turisme. Det må vi aldrig glemme – heller ikke når alt går forrygende godt.
Det glemte man i Barcelona, hvor turismen de seneste år har været på retur.

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001