Det danske magasin i Spanien

Velkommen til martsudgaven af La Danesa.

Efterhånden som sommeren vil byde på stadig bedre og varmere vejr, begynder vi igen at søge til strandene langs Costa del Sol, måske ikke kun for at bade, da det stadigvæk er koldt i vandet, men for at slappe af og nyde solen. Alle har vi vel en eller anden gang drømt om en helt øde strand, en strand hvor vi kan være helt alene som Robinson Crusoe, om end bare for en dag. Er dette en drøm, som kan gå i opfyldelse på Costa del Sol? Følg med La Danesas udsente i jagten efter en øde strand.

Hun har sat mange skibe i søen, men det største er nu på vej. Karina Karlsen er i fuld gang med at omdanne en gammel herskabsbolig på en landejendom i Coín til et fashionabelt Boutique Hotel. I dag er det svært at forestille sig, at det hele skal stå klart til december. Men Karina er et stædigt rad. Hun forsikrer, at både planerne, byggeriet, finansieringen falder på plads. 2026 skal blive året, hvor hendes store drøm føres ud i livet. Mød hende i månedens udgave af ”Vi mødte lige…”

Der er masser af folk og livlig aktivitet i AHN’s foreningslokale i Las Rampas i Fuengirola centrum. Det er Solkystens ældste skandinaviske forening – men det er dynamikken og lysten til at gå nye veje, som sætter sit præg på AHN i Fuengirola/Mijas. Nye aktiviteter og nye rabatordninger sikrer nu foreningen ny medlemsrekord. Foreningen har et tæt aktivitetsprogram, og det mærkes, at AHN har rundet de 2.000 medlemmer. Vi har mødt AHNs stærke bestyrelse og et velfungerende netværk af frivillige, som arbejder energisk for foreningen.

Han kommer fra en barsk og voldelig verden. Nu vil han bare spille og gøre folk glade. Helge “Bamse” Madsen lover stor fest og fællessang, når han den 28. marts gæster Solkysten. Han har altid elsket musikken, og sit livs kærlighed mødte han i en politibil. Lene og Helge var begge betjente og elskede deres job. Men en dag fik de nok, gik ned med stress og måtte vælge en ny livsstil. Den har budt på masser af glade mennesker og god musik. Bamse Madsen spiller ikke bare det danske kongerige tyndt. Flere gange har han optrådt på danske hoteller i Alanya i Tyrkiet. Nu kommer han til Costa del Sol. Mød ham inde i magasinet.

I denne måned tager vi turen til La Araña – Málagas kæmpestore arkæologiske fundsted lige øst for byen. La Araña ligger lige ud til havet ved siden af den store cementfabrik, som ligger på den del af kysten øst for Málaga der hedder Playa de La Araña – kun 8 km. fra centrum. Det drejer sig om et fund af 41 huler, der har været beboet uafbrudt i 500.000 år. Det er der vist ingen andre hulekomplekser der kan prale af. Det er nemt at forstå, hvorfor nogen af de første europæere slog sig ned her, for klippepartiet som rummer hulerne, ligger kun et par hundrede meter fra havet og en dejlig flod løb ned af klippen midt i det hele. Nu skal vi ud og se på herlighederne.

Korkeg, der er en naturligt forekommende træart i Middelhavslandene, er vokset på disse breddegrader i mindst 150 millioner år. Her i det sydlige Spanien er der fundet beviser for, at folk har arbejdet med kork fra omkring 4000 f.Kr. Grækerne, fønikerne og senere romerne brugte alle kork som fugemasse og til at forsegle vine og andre væsker i lerpotter. Det var dog først i det 17. århundrede, at en fransk munk ved navn Dom Pierre Pérignon erstattede træproppen, der indtil da var blevet brugt, og prøvede en kork som en flaskeprop. Og kork er blevet produceret mere eller mindre på samme måde siden da.

Kom med La Danesas udsendte på tur i de andalusiske korkskove.

Disse og andre spændende emner kan du finde i månedens udgave af La Danesa. Har du lyst til meget mere, kan du tilmelde dig onlinetjenesten DanesaPlus+ der byder på daglige nyheder, masser af spændende artikler og en række attraktive medlemsfordele.

Tilmeld dig på

www.ladanesa.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.